BaneGaarden

Foto: Janne Axelsen

Sted

Otto Busses Vej 45, 2450 København SV

Åbent

Lørdag og søndag kl. 10-17

Tilgængelighed

  • Lift / rampe / niveaufri adgang til hoveddør
  • Niveaufri adgang inde i bygningen / stedet
  • Niveaufri adgang til udearealer
  • Elevator
  • Handicaptoilet
  • Låste døre kan i nødstilfælde låses op udefra
  • Stole eller bænke man kan hvile sig på
  • Mulighed for at spise/drikke
  • Handicapparkering
  • Teleslynge
  • Medlem af Solsikkesnoren
  • Medlem af God Adgang

Kom med helt ind i hjertet af DSB’s gamle baneterræn, når Banegaarden inviterer til Open House. Her kan du komme ind i de normalt lukkede trælader, der ligner noget fra det vilde vesten, og få historien om forvandlingen fra forfald til grøn byhave.

Mellem Sydhavnen og Vesterbro finder du Banegaarden. I bunden af jernbanebyen har det gamle baneterræn længe ligget ubenyttet hen. De ni trælader fra 1907, der blev brugt til at opbevare materialer til togskinner, stod i forfald og forrådnelse.

Men siden 2020 er stedet, med Rønnow Arkitekter i spidsen, blevet forvandlet til en ny maddestination med fokus på bæredygtighed.

Maling med kærnemælk

På Banegaarden finder man både café, restaurant og madboder med delikatesser. Den vilde natur, der i årene er vokset frem omkring træladerne, er uberørt, og man kan både finde brombærkrat og piletræsinstallationer samt have med høns og bier i den grønne oase.

Til Open House får du en omvisning i de lader, der normalt kun åbnes for udlejning. Hør om den bæredygtige renovering, der har gennemsyret alt fra byggemetoder til materialevalg. Fra forvandlingen af de eksisterende betongulve til maling med kærnemælk på facaderne. Du vil også få indblik i, hvordan der er genbrugt bygningsdele fra andre bygninger i København f.eks. fra Statens Naturhistorisk Museum.

En gård midt i byen

Banegaarden er blevet til i samarbejde mellem en række partnere, inklusiv DSB, der ønsker at skabe en gård midt i København. Her vil man levere oplevelser for københavnere og gæster fra hele verdenen med udgangspunkt i mad, natur, kultur og fællesskab.

Gå på opdagelse og bliv klogere på et spirende gårdmiljø og et spændende nyt område i København!