Turen guides på engelsk og tilbydes to gange hver måned.
Nøgler, bestik, armaturer, dørhåndtag, lamper, sofastoffer, gardinstænger, stole og selvfølgelig selve bygningen – SAS Royal Hotel er et Gesamtkunstværk. Skabt i en tid, hvor elegance og jetset-liv blev forenet i en flyterminal med orkidéer, æg og svaner. Arne Jacobsen var en ener. En radikal formgiver og et multitalent, der blev inspireret af strømninger ude i verden, som mange endnu ikke havde fået øje på dengang tilbage i 1920’erne, og som stadig opleves moderne i dag.
Turens højdepunkt er besøget i værelse 606, som er det eneste værelse på hotellet, der stadig står som Arne Jacobsen designede det. Men inden da, mødes vi i Dans Arkitektur Center, hvor DACs guide tager imod og introducerer til arkitekten og designeren Arne Jacobsen: Hvilke vigtige nedslag i hans karriere og inspiration udefra bidrog til formgivningen af SAS Royal Hotel? Hotellet var et hovedværk for Arne Jacobsen, og en milepæl i dansk arkitektur. På alle måder et signaturbyggeri, hvor al Arne Jacobsens kreativitet og innovation kondenseres ind i et værk. Fra lille skala til stor skala. Fra bestik til bygning.
Turen begynder i DAC med en introduktion til Arne Jacobsen. Efter ca. 30 minutters introduktion, fortsætter vi sammen de omkring 1,5 km. op til SAS Royal Hotel ( i dag Radisson Collection Royal Hotel) i Hammerichsgade ved Vesterport Station.
Her fortæller vi om dengang, da hotellet fungerede som det første stop på flyrejsen ud i den store verden, og om Arne Jacobsens tanker bag byggeriet af Danmarks første designhotel. Turen er udviklet i et eksklusivt samarbejde med Radisson Collection Royal Hotel.
Praktisk
- Turen er på ca. 1,5 km.
- Turen begynder i Dansk Arkitektur Center og ender på hotellet. Du er velkommen til at følges med guiden tilbage til DAC.
- Turbilletten giver gratis adgang til DAC på dagen for turen.
- Husk, at vi har åbent til kl. 21 om torsdagen.
- Under besøget på værelse 606, må der gerne tages fotos til privat brug.
- Turen er tilrettelagt så der er maksimal tilgængelighed for gæsterne.
Foto: Paul Warchol