Arkitektur og byudvikling er en ældgammel disciplin, som vi mennesker har øvet os på i årtusinder. Ikke desto mindre får vi gentagne gange skabt bygninger og byrum, som ikke er gode for os at færdes i. Det kan skyldes alt fra uindbydende materialevalg og overdimensionerede bygningskroppe, til larmende trafikkorridorer og pladser, der ligger udsat for vejr og vind. Men der findes lige så mange oplevelser af vores fysiske omgivelser, som der findes mennesker, så hvordan afgør vi, hvilke løsninger, der er bedst for de fleste?
Med den nye bog ’Det Menneskelige Habitat’ samler urbanist og bystrategisk rådgiver Niels Bjørn viden fra forskning og praksis om, hvordan arkitektur og byudvikling påvirker os mennesker. Bogen rummer indsigter fra hjerneforskere, psykologer, sociologer og arkitekter samt enorme mængder data fra alt fra sved- og hjernesvingningsmålinger, VR-eksperimenter og gammeldags spørgeskemaer – alt sammen data der udfolder, hvordan vi påvirkes af de byer og bygninger, der omgiver os. Kan vi med al denne viden endelig få sat arkitektur og byudvikling på formel og levere opskriften på den gode by?
Det undersøger vi til denne MorgenDAC, hvor vi har inviteret bogens forfatter, Niels Bjørn, og byudvikler Rune Kilden, der står bag flere store byggerier på Aarhus Ø – et område, der både er blevet kritiseret for at være menneskefjendsk og af andre er hyldet for dets spirende byliv.
Om MorgenDAC
MorgenDAC er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Her samler vi beslutningstagere, branche og borgere til samtaler om de emner, der fylder på dagsordenen og former fremtiden. Bliv opdateret til en klog morgenkaffe hver tirsdag inden arbejde. Det er gratis at være med.
Efter arrangementet har du mulighed for at se vores aktuelle udstillinger inden huset åbner eller besøge DAC Café.
Husk, at du kan lytte til podcasts fra vores tidligere MorgenDAC-events, som vi udgiver i podcasten Byen forfra. Søg på Byen forfra, der hvor du lytter til podcast, eller find podcasten her.