Konsekvenserne af klimaforandringerne er i den grad begyndt at vise sig. Mens det voldsomme vejr kun bliver hyppigere og nedbøren heftigere, må visse områder i landet forberede sig på oversvømmelser og vand i kældrene. For samtidig med, at den kritiske infrastruktur bliver sikret mod de øgede vandmængder, er realiteten også, at langt fra alle danske hjem kan beskyttes mod fremtidige oversvømmelser. Til dét er løsningerne alt for dyre og komplicerede.
Men hvem bestemmer egentlig, hvor der skal klimasikres, og hvor man må klare sig selv? Kommer vi til at mærke de direkte resultater af klimaforandringer helt ind i vores boliger i de kommende år? Og kan vi acceptere det, hvis løsningerne inkluderer øgede skatter til klimatiltag eller tvungen tilbagetrækning af huse, veje og bydele?
Til denne MorgenDAC lodder vi dybden på problemerne og spørger, hvor langt fremme København og resten af hovedstaden er i håndteringen af truslen fra vandet. Det søger vi at blive klogere på i selskab med Lykke Leonhardsen, ekspert i klimaforandringer og chef for bæredygtige byløsninger i Københavns Kommune, og Henrik Vejre, professor i landskabsarkitektur og planlægning ved KU.
Om MorgenDAC
MorgenDAC er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Her samler vi beslutningstagere, branche og borgere til samtaler om de emner, der fylder på dagsordenen og former fremtiden. Bliv opdateret til en klog morgenkaffe hver tirsdag inden arbejde. Det er gratis at være med.
Husk, at du kan lytte til podcasts fra vores tidligere MorgenDAC-events, som vi udgiver i podcasten Byen forfra. Søg på Byen forfra, der hvor du lytter til podcast, eller find podcasten her.