Det var først, da københavnerne fik vand i kælderen efter skybruddet i 2011, at vi for alvor begyndte at diskutere klimasikring i den bredere befolkning. Og emnet er ikke blevet mindre relevant med det stigende havvand, der betyder en endnu større risiko for stormflod i de kystnære byer.
Men mens truslen for mange er trængt lidt længere væk i bevidstheden, så bliver løsningerne ivrigt diskuteret. Lynetteholm ikke mindst. Og det er bare begyndelsen, for inden længe bliver det også aktuelt at forholde sig til alle de andre steder i og omkring København, hvor vandet kan trænge ind.
Kom med til en sejlende MorgenDAC, hvor vi tager ud i Københavns Havn og prøver at forstå truslen forfra. For hvor udsat er København egentlig? Kan vi risikere at byen kommer under vand, hvilke områder er mest udsat, og hvad er tidshorisonten?
Med ombord har vi inviteret programdirektør for bæredygtige by-løsninger i Københavns Kommune Lykke Leonardsen og parter ved arkitektvirksomheden CF Møller, Julian Weyer, som laver mange og store klimatilpasningsprojekter. Det kommer ikke til at handle om, hvorvidt Lynetteholm er den bedste løsning, men om hvad det er for problemer, vi kan løse – og hvad der sker, hvis vi ikke gør noget.
Båden åbner kl. 8, og sejler kl. 8.15, så kom i god tid (gerne kl. 8) og tag en kop kaffe med ombord. Vi er tilbage foran DAC kl. 9.15. Aflys din billet, hvis du bliver forhindret i at deltage, så vi kan give pladsen til en anden.
Om MorgenDAC
MorgenDAC er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Her samler vi beslutningstagere, branche og borgere til samtaler om de emner, der fylder på dagsordenen og former fremtiden. Bliv opdateret til en klog morgenkaffe hver tirsdag inden arbejde. Det er gratis at være med.
Husk, at du kan lytte til podcasts fra vores tidligere MorgenDAC-events, som vi udgiver i podcasten Byen forfra. Søg på Byen forfra, der hvor du lytter til podcast, eller find podcasten her.