MorgenDAC & Copenhagen Architecture Festival: Kan København fungere uden biler?

MorgenDAC

Dato

12. oktober 2021

Tidspunkt

08.15 – 09.15

Pris

Standard
Gratis
Reserver plads

I København vil vi have plads til fodgængerne, cyklisterne og det byliv, som gør byen god at være i. Alligevel stiger antallet af biler hvert år. Men er det overhovedet muligt at få en by til at fungere (næsten) uden biler?

Når København får international hæder, turisterne kigger i brochurerne og politikere formulerer deres visioner, er bilen blot en slags parentes. Et godt byliv rimer nemlig dårligt på trængsel og trafikos, og det er en kendt sandhed, at bilerne optager store mængder af byens sparsomme areal.

Men med 38.000 flere biler i København, alene det sidste årti, er der ikke meget, der tyder på, at bilen er på vej ud af byen. Løsningen på dét problem bliver et brandvarmt tema i det kommende kommunalvalg.

JAJA Architects præsenterer deres bud på ’Bilfrihed’, og sammen med Liberal Alliances spidskandidat til Borgerrepræsentationen, Ole Birk Olesen, og overborgmesterkandidat, Sophie Hæstorp Andersen, diskuterer Anne Katrine Harders fra DAC, om et (næsten) bilfrit København overhovedet er et realistisk scenarie.

Om MorgenDAC

MorgenDAC er for dig, der vil have et nuanceret indblik i debatten om byens udvikling og arkitektur. Vores gæster ved, hvad de snakker om, og du bliver klædt på til at snakke med om alt fra stigende boligpriser til overturisme, og hvordan vi skal bo i fremtiden.

Du kan lytte til podcasts fra vores tidligere MorgenDAC-events. Søg på MorgenDAC LIVE i din favoritafspiller eller find podcasten her: https://dac.dk/podcasts 

OBS: Coronapas er ikke længere nødvendigt efter d. 1. august.

Når du deltager i et event, sørger vi for at der er god plads i lokalet, håndsprit let tilgængeligt, og et passende antal deltagere. Vi følger myndighedernes retningslinjer og tilpasser vores rammer, så vi lever op til krav og anbefalinger.