MorgenDAC: Kan byggeriet greenwashe sig til mere bæredygtighed?

MorgenDAC

Dato

2. november 2023

Tidspunkt

10.10 – 11.00
Byggeriet skal være grønt, bæredygtigt, DGNB-certificeret, biobaseret, upcyclet, klimavenligt og CO2-neutralt. Og så skal det opfylde verdensmål, klimakrav, holde sig inden for doughnutten og nu skal det også være regenerativt. Giver de nye begreber mening eller blot (endnu) en anledning til greenwashing?

På tværs af byggeriets værdikæde indgår upcycling og planetære grænser som en helt naturlig del af vokabularet sammen med en række andre begreber, der på hver deres måde repræsenterer en tilgang til den bæredygtige omstilling. Der er verdensmåls-pins i jakkesættet og plaketter af guld og platin på bygningerne. Det går godt!

I hvert fald med at snakke om bæredygtighed. Men for branchen som sådan er der stadig langt til målet om rent faktisk at blive bæredygtig. Måske derfor, griber vi gerne nye begreber og perspektiver på bæredygtighed, som kan sætte endnu mere skub på den alt for træge omstilling?

Men giver de nye begreber, som fx regenerativt byggeri, faktisk mening og værdi? Eller skaber de mere forvirring og ikke mindst muligheden for at greenwashe? Og behøver det at være et problem så længe, vi stadig får bæredygtighed på dagsordenen?

Til denne helt særlige udgave af MorgenDAC på Building Greens hovedscene guider vi dig gennem bæredygtigshedslingoen anno 2023. Det gør vi sammen med journalist, forfatter og tidligere taleskriver, Villads Andersen, og Signe Kongebro, Global Design Director, og partner hos Henning Larsen Arkitekter. Vi hjælper dig med at gennemskue de nye begreber, så du enten kan udfordre dem som greenwashing – eller du kan lære, hvordan man anvender dem strategisk for at slippe af sted med at lyde mere bæredygtig, end du bygger.

Få en plads til denne MorgenDAC ved at melde dig til den gratis konference Building Green. Det er en to-dags konference, som finder sted i Forum, Julius Thomsens Plads 1, 1925 Frederiksberg – og her kommer der til at være smæk på samtalerne om at gøre byggeriet og byudviklingen grønnere.

×