Bispebjerg Kirkegårds
kolumbarium
Foto: Katrine Rimer
Sted
Frederiksborgvej 125
2400 København NV
Åbent
Søndag kl. 10-17
Tilgængelighed
- Lift / rampe / niveaufri adgang til hoveddør
- Niveaufri adgang inde i bygningen / stedet
- Niveaufri adgang til udearealer
- Elevator
- Handicaptoilet
- Låste døre kan i nødstilfælde låses op udefra
- Stole eller bænke man kan hvile sig på
- Mulighed for at spise/drikke
- Handicapparkering
- Teleslynge
- Medlem af Solsikkesnoren
- Medlem af God Adgang
Oplev en helt særlig begravelsesplads, når Bispebjerg Kirkegård inviterer til Open House i deres kolumbarium. Se nærmere på den fine bygning, der danner ramme om urnehallen, hvor pertentligt dekorerede urner vidner om fordums begravelsesritualer.
I Bispebjerg Kirkegårds kolumbarium kan du opleve et smukt bygningsværk, som danner ramme om en gravstedsform, der opleves som anderledes af de fleste. Et kolumbarium er en gravstedsform, hvor de afdødes askeurner står frit fremme i nicher. Gravstedsformen går tilbage til romerne og blev introduceret i Danmark, da kremation i 1893 blev lovligt.
Bispebjerg kirkegårds første kolumbarium fandtes i kælderen under det, der i dag er Dansekapellet. Og i 1920 åbnede kirkegården for kolumbarium nummer to efter tegning af arkitekt Holger Jacobsen. Begravelsesformen var nemlig blevet populær.
Urnernes storhedstid
I 1920’erne blev op mod 40 procent af de kremerede københavnere anbragt i urnehal, og Bispebjerg Kirkegårds kolumbarium blev altså udvidet både i 1920’erne og igen i 1940’erne til i alt tre fløje. I dag, hvor gravstedsformen har været på retur i mange årtier, er de to ældste fløje dog lukket, og der sælges for nuværende blot omkring 10-15 gravsteder årligt.
Andet end kirsebærtræer
Bispebjerg Kirkegård er de senere år især blevet kendt for sine smukke, instagramvenlige kirsebærtræer, som blomstrer i det tidlige forår. Men den grønne kirkegård mellem naturskønne Utterslev Mose og den monumentale Grundtvigs Kirke byder også på mange andre – og lidt mere hemmelige ting. Og altså også et kolumbarium, som du nu har en helt særlig mulighed for at opleve.
Bispebjerg Kirkegård inviterer til Open House i deres kolumbarium. Og du kan opleve den smukke urnehal, hvor der ofte også er gjort noget ekstra ud af selve urnerne, som bliver små æstetiske oplevelser i sig selv. Enkelte urner kan faktisk have så stor kulturhistorisk værdi, at de erklæres bevaringsværdige.