Fænomenologi

Can Lis, Utzon
Photo: Tobias Faber, Arkitekturbilleder.dk
 

Her kan du læse om, hvordan moderne filosofiske retninger har været med til at præge arkitekturen.

Ordet fænomenologi kommer både af det græske ord phai’nomenon, som betyder “det som viser sig” og logos, der betyder “lære”. Fænomenologi er altså læren om det, der viser sig for ens bevidsthed. Læren om fænomenerne eller læren om tingene.

Én af frontfigurerne i fænomenologien som filosofisk retning er den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-1961). Merleau-Ponty gør op med den traditionelle modstilling af bevidsthed og krop og bevidsthed og verden. Mennesket kan ikke adskilles fra sin krop. Vi er i verden med vores krop, og vi sanser og erfarer verden via den. Sansningen er vor grundlæggende tilgang til verden.

Fænomenologien gør op med den moderne videnskabs tiltagende abstraktion. Tilbage til tingene selv lyder fænomenologiens kendte slagord.

Inspirationen fra fænomenologien har i arkitekturen ført til en større interesse for forholdet til omgivelserne, til stedet og til sanserne. Man er blevet mere interesseret i den kropslige fornemmelse af en bygning. Arkitekturen skal knyttes til dagligdagens liv og være med til at gøre mennesker fortrolige med et sted.

Opgør med den internationale stil

Interessen for fænomenologien er i høj grad et opgør med den internationale stil, der fik så stor gennemslagskraft i 1950’erne.

Denne stil stræbte efter et standardiseret udtryk, og man forsøgte at gøre byggeprocessen billigere og hurtigere ved at bruge masseproducerede bygnings-elementer.

Den internationale stil brød med de lokale bygningstraditioner, og stilen blev kritiseret for at være for abstrakt. Der manglede en interesse for landskabet, det omkringliggende byggeri og den enkelte beboer. Den internationale stil satte først og fremmest fokus på funktion, teknologi og industrielle processer.

Karakteristisk er udtrykket i stål og glas, hvor facaden ikke er bærende, men ophængt foran konstruktionen, hvilket kaldes curtain-wall.

Stedets ånd

Den norske arkitekt Christian Norberg-Schulz (1926-2000) har peget på stedets betydning for arkitekturen. En bygning skal ikke ses som et fritstående objekt, men altid i sammenhæng med omgivelserne. Arkitekturen skal tilpasses stedets karakter og tage udgangspunkt i det eksisterende rum.

Derfor er det vigtigt at arkitekten forsøger at finde stedets grundstemning, og det gør han ved at foretage en stedsanalyse:

[…] ethvert sted har sin romstruktur, og det første skritt i en stedsanalyse består i at avdekke denne. Generelt kan vi si at enhver romstruktur består i et forhold mellom horisontale og vertikale retninger og begrensinger.

[…] Karakteren foreligger som en utpreget helhetsopplevelse, men er først og fremmest betinget av hvordan jord og himmel er, som grenseflater i det rommet vi oppholder oss i.

[…] Vi skjønner således at ´rom´ og ´karakter´ er to sider ved samme sak, den helheten vi kaller et sted. En stedsanalyse må både avdekke romstrukturen og beskrive hva som betinger karakteren (Uddrag fra Christian Norberg-Schulz: Mellom jord og himmel s. 26).

Arkitekten skal være lydhør over for stedets iboende kvaliteter, så bygningen og stedet gensidigt kan give hinanden noget nyt. Hvordan er stedets stemning, rytme og atmosfære? Hvordan er forholdet mellem himmel og jord, luft og lys? Arkitekturen skal fortolke stedets mest karakteristiske træk, og via form, rum, materialer og farver forstærke beskuerens opmærksomhed på stedet. En autentisk arkitektur er en fortolkning af det menneskelige liv på det særegne sted.

Jørn Utzons hus på Mallorca

Én af de arkitekter som Norberg-Schulz fremhæver for at have skabt en dialog mellem arkitektur og stedet, er den danske arkitekt Jørn Utzon (f. 1918).

Jørn Utzons første hus på Mallorca (Can Lis) står som en selvfølgelig del af landskabet. Det er bygget i de forhåndenværende materialer – den lokale sandsten, og inspireret af stedets byggeskik, men i en moderne videredigtning. Huset er delvist tegnet, mens det blev opført.

Hver eneste dag var Utzon på byggepladsen, hvor han kunne studere sine ideer og undervejs lave korrektioner, så spillet mellem lys og skygge blev udnyttet optimalt. Lyset på øen er skarpt med sit genskær fra havet, og kontrasterne mellem ude og inde er markante.

Dette har Utzon taget højde for ved at lave en glidende overgang af zoner mellem ude og inde, hvor lyset kan brydes. Anlægget består af fire huse, der er kædet sammen med mure og gårdspladser. De er alle orienteret mod havet, men forskudte i forhold til hinanden så de brydes med lyset på forskellig vis og mimer de forskudte linjer i klippelandskabet.

Arkitektur og vores sanser

Den finske arkitekt Juhani Pallasmaa (f. 1936) er ligeledes blevet inspireret af fænomenologien både i sine egne bygningsværker og i sin arkitekturkritik. I Bogen The Eyes of the Skin – Architecture and the Senses peger han på, at den moderne, teknologiske kultur har favoriseret synssansen.

De modernistiske bygninger er skabt for øjet og intellektet, men har efterladt legemet og de andre sanser hjemløse. Arkitekturen er blevet umenneskelig, den mangler materialitet, og det har skabt ubalance i vores følelsessystem.

Når bygningen mister de plastiske kvaliteter og forbindelsen til kroppens visdom og sprog, bliver den isoleret i synets kolde og fjerne domæne. En ny følsomhed giver løfter om en arkitektur, der kan ændre de moderne konstruktionsformers vægtløshed og manglende stoflighed til en mere positiv oplevelse af sted og mening. (Juhari Pallamaa fra kataloget Animal Architecture s. 88, 1995.)

Arkitekterne Frank Lloyd Wright (1867-1959), Alvar Aalto (1898-1976) og Reima Pietilä (1923-95) er ligeledes kendt for at have skabt en arkitektur, der i særlig grad går i dialog med omgivelserne.