Jørn Utzon

Jørn Utzon, Operahuset Sydney
Photo: Holger Link, Unsplash
 

Jørn Utzon var en af Danmarks største arkitekter. Han er berømt i hele verden, ikke mindst for sin enestående udformning af Operahuset i Sydney.

Jørn Utzon var født i 1918 og døde i 2008, som 90-årig. Selvom han ikke havde fået særligt gode karakterer i skolen, blev han optaget på Kunstakademiets arkitektskole.

Hans talent for at tegne var så overbevisende, at skolens lærere straks så, at han havde helt særlige evner, når det handlede om udformningen af arkitektur. Da han var færdig med sine studier, rejste han rundt i hele verden. Her studerede han arkitektoniske former fra mange forskellige lande og kulturer, f.eks. Mexico, Australien, Marokko, USA, Kina, Japan og Indien. Det gav ham stor inspiration til sine værker.

Skulpturelle og bløde former

I 1950 åbnede han sin egen tegnestue i Danmark. Herfra opførte han siden alt fra monumentale offentlige bygninger til beskedne, men smukke beboelsesbyggerier.

For Jørn Utzon var bygningens formål altid det vigtigste – ikke at den skal være storslået og imponerende. Det er flere af hans bygninger alligevel blevet, fordi han har en helt særlig sans for formgivning.

Hans bygninger er kendetegnet ved skulpturelle former og bløde linjer.
Jørn Utzon ville skabe en arkitektur til at leve i, og han gjorde op med modernismens kantede former.

Operahuset

I 1957 vandt Utzon konkurrencen om at opføre et operahus i Sydney i Australien. Der var ca. 230 forslag indsendt af arkitekter fra omkring 30 lande, men Utzons forslag fejede de andre af banen.
Operahuset er som en skulptur, hvilket er typisk for Utzon. Den består af tre skalformede hvælvinger. Til disse hvælvinger måtte man opfinde nye konstruktionsmetoder. Det understreger, hvordan Utzon var forud for sin tid i både form og teknik.

Operahuset stod færdigt i 1973. Men inden da havde Utzon trukket sig ud af projektet og overladt opførslen af den indre del til en kollega. Det skyldtes, at han var blevet offer for politiske intriger og en fjendtlig presse. Så Utzon fik aldrig set det færdige Operahus.

Til gengæld blev han 36 år efter bedt om at stå for renoveringen af huset. Hans og sønnens tegnestue gik i gang med dette arbejde i 2003. Det var dog sønnen Jan, og ikke Utzon selv, der stod for arbejdet, da Jørn Utzon på det tidspunkt var 83 år og for svag til at rejse.

Omgivelserne spiller med

Omgivelserne havde stor betydning for, hvordan en bygning af Jørn Utzon blev udformet. Formen skulle udgøre en helhed med omgivelser og landskab – i modsætning til funktionalismens ensartede kasser, der kunne placeres over alt. Det ser man f.eks. i Operahuset. Bygningen ligger lige ved vandet og havnen og glider ind i sammenhængen med sine sejlformede skaller.

I 2003 modtog Jørn Utzon den ærefulde Pritzker Arkitektur-pris, som kaldes arkitekturens Nobelpris. Med i begrundelsen var, at Operahuset i Sydney er blevet et af det 20. århundredes største ikoner.