Hvad er By & Havn?

Foto: Rasmus Hjortshøj

Selskabet By & Havn spiller en afgørende rolle i udviklingen af den anmelderroste hovedstad, vi kender i dag. Selskabet står blandt andet bag udviklingen af Københavns Metro, Ørestad, Inderhavnen og det nye Nordhavn. Den danske regering og Københavns Kommune har placeret ansvaret for udviklingen af hovedstaden i et selskab, som på tværs af skiftende regeringer og kommunalpolitik kan sikre en langsigtet, strategisk og økonomisk bæredygtig plan.

Selskabet ejes af Københavns Kommune (95%) og staten (5%), som har overdraget stort set alle offentligt ejede byggegrunde til By & Havn. Det er en meget stor andel af de områder i kommunen, hvor der er og har været byggemuligheder.

By & Havn finansierer byens store udviklingsprojekter gennem salg af grunde til forskellige bygherrer, og eventuelle overskud går til at nedbringe Københavns kæmpegæld for anlæggelsen af Københavns Metro.

I dag beskyldes By & Havn for ikke at lytte nok til københavnerne ved udvikling af hovedstaden, særligt i forbindelse med den nye bydel ”Fælledby” på Amager Fælled og etableringen af den kunstige halvø Lynetteholm nord for Refshaleøen, som har til formål skabe mere plads til byudvikling og beskytte København mod stigende oversvømmelser.