Foto: Hampus Berndtson

Build of Site: Oplev transformationen i Den danske Pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig 2025

Kontakt

Primær pressekontakt
Communications Consultants Sabina Eklund & Bianca Gidwani
danishpavilion@eklund-gidwani.com
Tel.: +45 5024 9276 / +44 7853 848 640

Pressekontakt Dansk Arkitektur Center
Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Hvordan kan vi bygge videre på verden uden at bygge nyt? Det spørgsmål bliver til en sanselig og tankevækkende oplevelse i Den danske Pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig. Arkitekt Søren Pihlmann fra pihlmann architects præsenterer en udstilling, der transformerer selve pavillonen til et hybridrum, hvor renovering og udstilling smelter sammen.

Build of Site fornyer Den danske Pavillon og præsenterer samtidig nytænkende måder at genanvende overskudsmaterialer fra byggeprocessen. Frem for at forbruge ressourcer på en midlertidig biennale-udstilling, skabes der med udstillingen varige forbedringer af pavillonen.

Værdi i det værdiløse

Den danske Pavillon har behov for renovering på grund af tilbagevendende oversvømmelser, forældet funktionalitet og problemer med indeklimaet, hvilket kræver opgraderinger af blandt andet gulve, døre og vinduer. Derfor bliver pavillonen renoveret, samtidig med at der eksperimenteres med utraditionelle måder at genanvende overskydende byggematerialer på. Arbejdet blev søsat i december 2024 som en integreret del af Søren Pihlmanns udstillingskoncept, og færdiggøres efter udstillingen lukker i november. Dermed præsenteres pavillonen i udstillingsperioden som et hybridrum, hvor grænserne mellem renovering og udstilling smelter sammen.

“Det står efterhånden klart for de fleste, at vi fremover kommer til at forholde os konstruktivt til alt det, vi allerede har sat i verden. Det har tidligere forekommet os at være begrænsning. Nu bør tiden være inde til at diskutere de arkitektoniske muligheder, som rejser sig fra jorden, fra stenene og fra betonen, eller hvad end man finder der, hvor man har fået privilegiet at bygge videre på verden,” forklarer Søren Pihlmann. 

Det du ser, er det, der var

I Build of Site møder besøgende en byggeplads sat midlertidigt i bero. Fra maj til november gøres selve byggepladsen nemlig tilgængelig for publikum gennem arketypiske udstillingselementer såsom podier, ramper, bænke og borde, der alle er konstrueret af overskudsmaterialer fra renoveringen. Pavillonens materialer og sammensætninger af træsorter, kalksten, betondæk, sten, sand, silt og ler er blevet nærstuderet i samarbejde med forskere og studerende fra Det Kongelige Akademi, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet og ETH Zürich siden efteråret 2023.

Chitosan, et biprodukt fra fiskeindustrien i bl.a. Adriaterhavet, blandes i det rette forhold med sand opgravet fra pavillonens undergrund og støbes til en sinusprofilsbordplade. Studier i hver enkelt kalkstensflise og i, hvordan den oprindeligt er skåret ud fra et stenbrud i Istrien, fortæller om dens risiko for at revne, når den demonteres, og hvorvidt den så kan genbruges, når gulvet renoveres. Ikke-destruktive UPV-tests (Ultrasonic Pulse Velocity) er foretaget på de eksisterende betondæk for på forhånd at undersøge, hvordan elementerne skulle skæres ud for at opnå den højst mulige styrke i det, der i udstillingen benyttes som bjælker.

Nye alliancer skaber nye erkendelser

Det tætte samarbejde med eksperter fra forskellige fagområder, der har været med til at udvikle projektet siden dets tidlige stadie, fortæller, hvordan det biobaserede, det højteknologiske og genanvendte kan integreres side om side i arkitekturen. Her ligger fokus ikke på materialernes oprindelige funktion og værdi, men på hvordan de kan berige vores byggede miljø. Udstillingen peger dermed både på en reel bygningstransformation, og på en transformation af den måde, hvorpå vi fremover bør forstå den arkitektoniske praksis.

I pavillonens Koch-del finder det primære renoveringsarbejde sted, og besøgende vil kunne bevæge sig rundt på stampet jord, rå betonflader og tilbageværende fliser. I Koch-salen vises en film skabt i samarbejde med Louisiana Channel, der gennem to år har fulgt projektet fra spæd idé til den færdige udstilling. I pavillonens Brummer-del præsenteres prototyper, studier og baggrundsviden om det arbejde, der er foregået, og om hvordan det vil fortsætte når udstillingen lukker.

Build of Site ledsages af den engelsksprogede publikation Making Matter What Too Often Does Not Matter, en undersøgende dialog mellem udstillingens kurator, Søren Pihlmann, og den canadiske digter og professor i poesi, Adam Dickinson. Gennem en samtale om deres respektive praksisser udforsker bogen nysgerrigt udstillingens konkrete tematikker, og i forlængelse heraf Pihlmanns øvrige arbejde. Bogen udgives af Verlag der Buchhandlung Walther und Franz König og Arkitektens Forlag.

Søren Pihlmann og hans arkitektstudio er også blevet udvalgt som deltagere på den 19. Internationale Arkitekturudstilling Intelligens. Natural. Artificial. Collective kurateret af Carlo Ratti

Arkitekturbiennalen i Venedig 2025 finder sted fra den 10. maj til den 23. november 2025. Læs mere om Danmarks bidrag på www.dac.dk og følg @danishpavilion_architecture på sociale medier. 

Download pressefotos på www.dac.dk/presse/ eller i Dropbox her.

Om Den Danske Pavillon 

Den Danske Pavillon i Venedig, ejet af Kulturministeriet, anvendes til Arkitektur- og Kunstbiennalerne organiseret af La Biennale di Venezia. Dansk Arkitektur Center er udpeget som kommissær for det officielle danske bidrag til den 19. internationale Arkitekturbiennale i Venedig. Projektet er skabt i samarbejde med Realdania, Kulturministeriet og Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg. 

Om Arkitekturbiennalen 

Den Internationale Arkitekturbiennale – La Biennale di Venezia – er verdens største arkitekturbegivenhed, der finder sted hvert andet år i Venedig. Over 60 lande, herunder Danmark, deltager med udstillinger i de historiske pavilloner i Giardini-området, Arsenale og rundt omkring i byen. Hovedtemaet for Arkitekturbiennalen i 2025 er “Intelligens. Natural. Artificial. Collective.”, kurateret af den italienske arkitekt og ingeniør Carlo Ratti. Læs mere på www.labiennale.org  

Kommisær Kent Martinussen, Danish Architecture Centre

Kurator: Søren Pihlmann, pihlmann architects
Venue:
Giardini

Støttet af

Kulturministeriet
Realdania
Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur

Dreyers Fond
Knud Højgaards Fond
Beckett-Fonden
Otto Mønsteds Fond
Politiken-Fonden
Arne V. Schleschs Fond
Udenrigsministeriet

Bidragsydere til udstillingen

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering; Institut for Bygningskunst og Kultur; Masterprogram for Kulturarv, Transformation og Restaurering; Center for Bæredygtig Bygningskultur: Victor Boye Julebæk, Alberte Hyttel Reddersen, Lars Rolfsted Mortensen, Thomas Hacksen Kampmann
Københavns Universitet: Julian Christ
Lehmag AG: Felix Hilgert
Danmarks Tekniske Universitet: Serkan Karatosun, Katja Irene Møller
yasuhirokaneda STRUCTURE: Yasuhiro Kaneda
Jan Boelen
Carlotta Borgato
Gjerulff & Lassen A/S
M+B Studio
Spazio Legno Venezia
Oxara AG
Studio Gisto

Dokumentarfilm
Lousiana Channel: Marc-Christoph Wagner og Simon Weyhe

Grafisk Design
Line-Gry Hørup og Laura Silke, stanza

Publikation
Adam Dickinson, Marianne Krogh og Chrissie Muhr