Foto: Pihlmann Architects

Danmark præsenterer udstillingen ’Build of Site’: At bygge videre i verden uden at bygge nyt

Kontakt

Primær kontakt for presse
Communications Consultants Sabina Eklund & Bianca Gidwani
danishpavilion@eklund-gidwani.com 
Tel.: +45 5024 9276+44 7853 848 640

Pressekontakt Dansk Arkitektur Center
Senior Press Officer Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Et nyt mindset for bæredygtig arkitektur ved den 19. internationale Arkitekturbiennale – La Biennale di Venezia 2025

Danmark løfter sløret for titlen og temaet for sit nationale bidrag til den 19. internationale Arkitekturbiennale i Venedig, som finder sted fra den 10. maj til den 23. november 2025. Den danske Pavillon er kurateret af arkitekt Søren Pihlmann, der præsenterer udstillingen Build of Site.

Med afsæt i Arkitekturbiennalens overordnede tema, “Intelligens. Natural. Artificial. Collective.”, undersøger det danske bidrag, hvordan gentænkning og genanvendelse af eksisterende byggeri og ressourcer kan løse nogle af de mest presserende udfordringer i arkitekturen. 

Den danske Pavillon som byggeplads 

Den danske Pavillon i Venedig er et historisk bygningskompleks, der består af Carl Brummers bygning fra 1932 og Peter Kochs udvidelse fra 1958. Til Arkitekturbiennalen vil pavillonen kuratorisk fremstå som en udstilling, der sætter konkret fokus på vedligeholdelse af Den danske Pavillon gennem genanvendelse af de ressourcer, der allerede er i bygningen. 

I samarbejde med førende danske og udenlandske eksperter, herunder fra Det Kongelige Akademi, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og ETH Zürich, demonstrerer Søren Pihlmann hyperlokale metoder for genanvendelse af bygningers materialer, hvor Den danske Pavillon fremstår som et 1:1 casestudy i realtid. Udstillingen præsenteres som en teknisk, æstetisk formidling af en igangværende proces – som et work in progress

Som led i sin kuratering gennemfører Søren Pihlmann en omfattende undersøgelse af Den danske Pavillon, for med baggrund heri at øge anvendelsesmulighederne af de materialer, der allerede findes i bygningen. Ved at kombinere eksisterende bygningsmaterialer med ukonventionelle biobaserede bindemidler, demonstrerer udstillingen, hvordan vi kan bruge højteknologiske redskaber til at fremme bio-baserede og genanvendende byggemetoder. Denne tilgang fremhæver potentialet i overskudmaterialer, som vi tidligere har betragtet som affald. Hermed demonstreres en ny arkitektonisk praksis, hvor formgivningen tager udgangspunkt i og henter inspiration fra det, der allerede findes på stedet.

En ny tilgang til materialers værdi 

“Vi har allerede skabt det, vi har brug for. Derfor skal vi blive bedre til at forstå og finde værdi i det, der findes,” forklarer Søren Pihlmann. 

Build of Site udfordrer traditionelle opfattelser af materialeværdi ved at vise, hvordan eksisterende komponenter fra byggeprojekter kan få nyt liv.  Udstillingen har til formål at inspirere omverdenen til at adoptere en tilgang præget af ressourcebevidsthed og respekt for stedets iboende ressourcemæssige kvaliteter og potentialer.  

Besøgende i Den danske Pavillon inviteres til at opleve et øjebliksbillede af en eksperimenterende proces, hvor man kan opleve, hvordan bygningens egne ressourcer recirkuleres og anvendes i en ny form. Hér åbenbares de tekniske og arkitektoniske processer, og gæsterne får adgang til et kunstnerisk vidensarbejde, der normalt er skjult for de fleste. Udstillingen demonstrerer derved de økonomiske, miljømæssige og æstetiske potentialer ved nye og radikale måder at genanvende velkendte ressourcer på. 

En open source-vision for fremtidens byggeplads 

Udstillingen gennemføres i samarbejde med førende akademiske institutioner, håndværkere og materialespecialister. Denne tværfaglige indsats gør det muligt at forene teknologisk udvikling med lokal ressourceanvendelse. “Vi trækker på flere centrale redskaber i arkitekturen: Både traditionelle og helt nye teknologier. Vi næranalyserer eksisterende bygningselementer og materialeressourcer og integrerer dem i et bæredygtigt kredsløb, der skal reducere vores ressourceforbrug,” forklarer Søren Pihlmann.

Build of Site giver et indblik i en nytænkende tilgang til bæredygtigt byggeri og fremhæver dets potentiale som model, der kan anvendes i byggerier over hele verden. Ved at udvide definitionen af arkitektonisk værdi inviterer Den danske Pavillon de besøgende til at opleve og gentænke, hvordan arkitektur kan bidrage til en bæredygtig fremtid.

Arkitekturbiennalen i Venedig 2025 finder sted fra den 10. maj til den 23. november. Læs mere om Danmarks bidrag på www.dac.dk og følg @danishpavilion_architecture på sociale medier. 

Download pressefotos i Dropbox her.  

Om Den Danske Pavillon 

Den Danske Pavillon i Venedig, ejet af Kulturministeriet, anvendes til Arkitektur- og Kunstbiennalerne, organiseret af La Biennale di Venezia. Dansk Arkitektur Center er udpeget som kommissær for det officielle danske bidrag til den 19. internationale Arkitekturbiennale i Venedig. Projektet er skabt i samarbejde med Realdania, Kulturministeriet og Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg. 

Om Arkitekturbiennalen 

Den Internationale Arkitekturbiennale – La Biennale di Venezia – er verdens største arkitekturbegivenhed, der finder sted hvert andet år i Venedig. Over 60 lande, herunder Danmark, deltager med udstillinger i de historiske pavilloner i Giardini-området, Arsenale og rundt omkring i byen. Hovedtemaet for Arkitekturbiennalen 2025 er “Intelligens. Natural. Artificial. Collective.”, kurateret af den italienske arkitekt og ingeniør Carlo Ratti. Læs mere på www.labiennale.org