
Ny udstilling i DAC:
Nanna Ditzel – Sæt kroppen fri
Kontakt
Pressekontakt Dansk Arkitektur Center
Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927
En pioner, der formede fremtiden
Som en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige designere gentænkte Ditzel, hvordan rum kunne understøtte leg, kreativitet og bevægelse. Hendes arbejde gik ud over det æstetiske og udfordrede samtiden ved at skabe rumlige løsninger, der forbandt mennesker og omgivelser på nye måder.
DACs udstilling Sæt kroppen fri, der vises på Trappegalleriet, udforsker Ditzels visionære filosofi og viser, hvordan hun gentænkte forholdet mellem møbler, rum og mennesker. Udstillingen inviterer publikum til at engagere sig fysisk med Ditzels modulære og fleksible designs.
Oplev Ditzels ikoniske designs, som Hanging Egg Chair, der revolutionerede idéen om møbler som statiske og lod kroppen, beskyttet af rattan, svæve i rummet. Og stolen Trisse som Ditzel oprindeligt udviklede rettet mod børns leg og kreativitet, men som også kan bruges multifunktionelt af voksne.
Udstillingen præsenterer Ditzels arbejde med at frisætte kroppen og udvikle møbler og rum, der passede bedre til de nye samværsformer fra 1960’erne og frem. Den viser, hvordan hun designede, ikke kun til voksne, men også introducerede møbler til børn, der skulle støtte og udvikle deres fantasi og kreativitet.
Udstillingen viser Ditzels innovative Villette-møbellandskab, som det blev skabt i Interspace – hendes London-studie. Her smelter møbler og rum sammen med flader og farver i en helhedsoplevelse. En del af hendes ‘Eventyrrum’, oprindeligt udviklet til Lyngby Børnebibliotek, er også inkluderet og inviterer til leg og fordybelse. Derudover vises en film, hvor Ditzel fortæller om sine visioner for at skabe design, der gør hverdagen bedre.
Relevant for nutidens designudfordringer
Nanna Ditzels design er både tidløst og aktuelt, fordi det kan tilpasses forskellige behov og forandringer over tid. Hun udviklede møbler, der let kunne omarrangeres og tilpasses nye formål eller stilarter, hvilket gør dem holdbare og relevante i mange år. Samtidig lægger hendes fokus på fri bevægelighed vægt på en inkluderende tilgang, der tager hensyn til forskellige kropstyper og behov – noget, der er mere aktuelt end nogensinde i dag.
Senior kurator for udstillingen, Pernille Stockmarr, siger:
“Nanna Ditzel revolutionerede dansk design ved at sætte rummet og dets brugere i centrum. Hun udfordrede faste normer og skabte løsninger, der transformerede måden, vi oplever og bevæger os i rum på. I DAC ser vi Ditzels arbejde som en vigtig påmindelse om designets evne til at forme vores hverdag. I dag, hvor klimaforandringer, urbanisering og behovet for mere bæredygtige løsninger udfordrer os, er der et stort behov for at gentænke fremtidens rum og byer. Hendes fleksible og nytænkende løsninger kan stadig inspirere i dag, hvor nutidens arkitekter og designere skal tænke innovativt og bæredygtigt – med fleksibilitet, tilpasningsdygtighed og langtidsholdbare løsninger som nøgleelementer.”
Ditzels evne til at skabe møbler, der tilpasser sig menneskers behov og interaktioner, viser, hvordan design kan transformere vores hverdag og samtidig forblive relevant gennem generationer.
Udstillingen er udviklet af Dansk Arkitektur Center. Dele af udstillingen er tidligere blevet vist på Trapholt – museum for moderne kunst og design i udstillingen ”Nanna Ditzel – Design til nye højder” i 2023.
Tak til Nanna Ditzel Design, Trapholt, Kvadrat, Sika og Snedkergaarden.
Udstillingen er støttet af den filantropiske forening Realdania.
Praktisk information
Dato: 24. januar – 11. maj 2025
Udstillingsåbning 23. januar kl. 17-19 – https://dac.dk/begivenheder/udstillingsaabning-nanna-ditzel-saet-kroppen-fri/
Sted: Dansk Arkitektur Center, Trappegalleriet
Pressefotos: Tilgængelige fra den 23. januar 2025 på dac.dk/presse
Se mere information på https://dac.dk/udstillinger/nanna-ditzel/