So Danish! Genåbner med nye arkitektoniske højdepunkter og en hyldest til det bedste af dansk design

Kontakt

Presseansvarlig Johanne Troelsgaard Toft jott@dac.dk +45 6142 1927

Efter stor succes genåbner Dansk Arkitektur Center det nationale arkitekturgalleri So Danish! den 7. oktober 2024 med nye spændende tilføjelser. Udstillingen, som har tiltrukket over 225.000 besøgende siden 2023, giver nu gæsterne mulighed for at dykke endnu dybere ned i dansk arkitektur – fra barokkens overdådighed til modernismens enkle linjer. Her møder man de designikoner og stilperioder, der har formet både dansk og international arkitektur. 

So Danish! viser den danske arkitekturhistorie fra vikingetiden til i dag. Arkitektur har altid spillet en central rolle for vores samfund, hverdag og livskvalitet – og har stor betydning for vores dannelse, kulturforståelse og fælles fremtid. Udstillingen samler fortællingen om dansk arkitektur ét sted. 

Arkitekturens mesterværker: Fra barok til modernisme 

Den opdaterede udstilling byder på nye arkitektoniske nedslag med fokus på barokkens imponerende bygninger som tårnet på Vor Frelsers Kirke og Eremitageslottet, samt den sene klassicismes tidløse værker som Faaborg Museum og Københavns Politigård. Derudover kan gæsterne udforske modernismens indflydelse med ikoniske bygninger som Badeanstalten Spanien i Århus og Det Grønne Funkishus i København, der viser, hvordan dansk arkitektur har formet det moderne samfund. Udstillingen udfolder også hvad der fylder mest i dansk arkitektur i disse år – fra klimatilpasningsprojekter som Karens Minde Aksen i København, over transformationsprojekter som Quay Tower i Sydney, til projekter med biogene byggematerialer i centrum som World of Volvo i Göteborg. 

“Vi har lyttet til vores besøgende og udvidet udstillingen med eksempler fra de stilperioder og designikoner, der har skabt størst interesse – fra barokkens overdådighed til moderne bæredygtigt design,” siger seniorkurator Jesper Værn. 

Danske designikoner og hverdagsdesign 
Arkitekter arbejder med at forme vores verden, men nogle ideer og streger er mere radikale end andre. Denne stærke tradition udspringer bl.a. fra en forståelse af arkitektur i Danmark som en kunstart, der skal bidrage til øget livskvalitet for mange. Denne tradition går helt tilbage til 1754, da det Kongelige Danske Kunstakademi blev etableret med en arkitektuddannelse. 

Publikum er især begejstrede for at lære mere om de store danske arkitekturikoner. Udstillingen viser nogle af de mest berømte designværker fra Arne Jacobsen, BIG og Jørn Utzon. Oplev fx Arne Jacobsens totaldesign i SAS Royal Hotel eller se, hvordan BIG har været med til at forme København som en globalt anerkendt bæredygtig by. 

En anden nyhed i udstillingen er en sektion om hverdagsdesign, hvor alt fra de små, oversete detaljer som Danfoss’ termostater til ikoniske produkter som PH’s lamper, der præger vores dagligdag, bliver fremhævet. Der er design dedikeret til børn, hvor klassikere som Kay Bojesens træfigurer præsenteres sammen med moderne børneværelsesdesign. 

Med disse nye tilføjelser bliver So Danish! nu en endnu mere dynamisk udstilling, hvor fortidens arkitektur bindes sammen med fremtidens innovative løsninger. Gå på opdagelse i de mange spændende arkitekturfortællinger, og lad dig inspirere af dansk design og byggetraditioner. 

Udstillingen So Danish! er udviklet af Dansk Arkitektur Center. 

Udstillingen er støttet af Realdania, A.P. Møller Fonden, Ny Carlsbergfondet og Dreyers Fond. 

Se mere på https://dac.dk/udstillinger/so-danish/ 

Pressekontakt 
Johanne Troelsgaard Toft 
Presseansvarlig, Dansk Arkitektur Center 
jott@dac.dk 
+45 6142 1927 

________________________________________  

Om Dansk Arkitektur Center   

Dansk Arkitektur Center er en international kulturattraktion, der skaber engagerende oplevelser og debat om arkitektur og design. Her kan du opleve udstillinger, ture, events, shoppe design-produkter og nyde den spektakulære udsigt over byen fra caféens store tagterrasser.    

Det finansielle grundlag er et offentligt-privat partnerskab mellem foreningen Realdania og staten repræsenteret ved Erhvervsministeriet, Kulturministeriet og Social- og Boligministeriet. 

TAK  

En særlig tak til alle samarbejdspartnere, der har bidraget til udstillingen: 
Aarhus Teater – Architectmade - Arnejacobsen.com – BIG Architects – Carl Hansen & søn – Carsten Hoff – C.F. Møller – Cobe – Danmarks Kunstbibliotek – Dissing+Weitling – dline – Flemming Skude – Fritz Hansen – Gentofte Kommune – Helgi Toftegaard – Henning Larsen – House of Finn Juhl – Jan Gehl – Johansen Skovsted Arkitekter – Kay Xander Mellish – Kompan – Kristine Virén – Kvadrat – Københavns Museum – Lauge Floris – Louis Poulsen – Lundgaard & Tranberg – Mads Quistgaard – Mater – Muuto – Nationalmuseet – Ole Hein – Ole Søndergaard – Petersen Tegl – Radisson Collection Royal Hotel – Realdania By & Byg – Ringkøbing Fjord Museer – Roskilde Domsogns Menighedsråd – Rundetaarn – Schmidt Hammer Lassen – Slots- og Kulturstyrelsen – Takt – Thomas Roland - Utzon Center – Vilhelm Lauritzen Arkitekter – Vola 

Fakta om So Danish! 

  • Udstillingen So Danish! er et godt udgangspunkt for at få et indblik i hvad dansk arkitektur er, hvad der gør den særlig og hvor vi er på vej hen. 
  • Udstillingen åbnede første gang den 24. marts 2023 under indvielse af H.K.H. Kronprinsen (nuværende H.M. Kong Frederik) og er Dansk Arkitektur Centers første permanente udstilling om dansk arkitektur. Den 7. oktober 2024 genåbner en rekurateret version med endnu flere cases, arkitekturhistorier og en sektion med fokus på dansk ikonisk design.
  • Udstillingen indeholder fotos, tekst, lydfortællinger, film, installationer, objekter og materialeprøver. 
  • Af udstillede genstande kan bl.a. nævnes modeller og gipser gravet frem fra loftet af Christiansborg. Flotte historiske modeller fra Danmarks Kunstbibliotek, som sjældent bliver vist frem, bl.a. af Arne Jacobsen, Jørn Utzon, trompetertårnet fra Kronborg Slot og to lerskitser af Marmorkirken. Af nyere modeller kan nævnes BIGs model af VIA 57 West i New York, Cobes model af siloen i Nordhavn eller Johansen Skovsted model af tårnet i Tipperne fuglereservat.