Teenagedrømme

Kontakt

Presseansvarlig Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Festivaltelte, biogene materialer og selfie-scenografi: Ny design udstilling slår et slag for fremtidens teenageværelse

Oplev de unges verden under designfestivalen 3daysofdesign i København, hvor Dansk Arkitektur Center for første gang præsenterer en udstilling dedikeret til design for teenagere. Udstillingen Teenagedrømme udforsker, hvordan digitalisering, bæredygtighed, mental sundhed og sociale medier påvirker og transformerer teenageres liv og deres personlige rum.

Træd ind i et drømmeunivers i Dansk Arkitektur Centers nye udstilling Teenagedrømme, der sætter fokus på de unge og inviterer publikum til at udforske, interagere og reflektere. I tankevækkende installationer skabt af anerkendte designstudier som Our Shift, Natural Material Studio og Krøyer-Sætter-Lassen, bliver besøgende en del af en verden, hvor drømme og virkelighed smelter sammen.  

Hver installation er designet til at starte refleksion og samtaler om, hvordan rum påvirker vores velbefindende og spejler tidens udvikling. Så rør ved nye biogene materialer, oplad både krop og mobil liggende i det, der engang var festivaltelte og tjek lyset i selfie-zonen, hvor grænsen mellem det private og offentlige rum opløses. Oplev, hvordan rum kan inspirere og forme teenagere til at tænke stort og drømme frit. 

”Rum kan have stor betydning for vores trivsel og identitetsfølelse. Historisk set har danske designere haft fokus på at skabe gode møbler til voksne og udviklende møbler til børn, mens blikket på teenagere har været stort set fraværende. Dette på trods af at denne fase i livet er væsentlig for vores identitetsdannelse. Nu står vi i en interessant tid, hvor værdierne skifter og teenagere ikke alene reagerer hurtigere på disse skift, de er også dem, der skal tegne vores alles fremtid. Derfor er der vigtigt at have et blik på, hvordan de fysiske omgivelser kan reflektere teenageres drømme om tidens store forandringer,” fortæller Pernille Stockmarr, Senior Kurator i Dansk Arkitektur Center. 

Teenageværelset er mere end bare et værelse

Værelset er teenagerens helle, og et sted, der skal facilitere god søvn og tryghed. Her skal læses lektier, lades op og slappes af, og samtidig skal værelset også fungere som teknologisk ramme for kommunikation, samvær og virtuel identitetsskabelse.  

Vi er i disse år vidner til, at flere og flere unge har det svært. Mange kæmper med præsentationspres og ensomhed. Samtidig er mange teenagere langt mere miljøbevidste i dag. Deres engagement i ansvarligt forbrug afspejler sig i en stigende genbrugstendens, både i det de har på, men også i ønskerne til deres omgivelser, materialer og møbler. 

Installationerne i Teenagedrømme iscenesætter ikke fremtidige komplette teenageværelser, men fremstår som drømmebilleder, hvor ønsker og adfærd, natur og teknologi fusionerer på forskellige måder. 

Hver installation udfordrer konventionel indretning og opfattelser af fysiske rum og inviterer til en verden af nye muligheder. Udstillingens fokus er på idéernes kraft frem for praktiske løsninger, hvilket understreger, at drømme kan forme fremtidens rumlige design. 

I udstillingen kan gæsterne opleve små videoer, hvor teenagere selv kommer til orde og fortæller om deres ønsker til deres omgivelser og værelser. Udstillingen viser også fotoprojektet Still Life of Teenagers, der består af ”snapshots” af nutidige teenageværelser, lavet af fotograf og sociolog Barbara Marstrand. På den måde bliver de fremtidsskuende installationer knyttet sammen med nutiden. Vi hører direkte fra teenagerne selv.  

Teenagedrømme kan opleves fra 12. juni, 2024 til 5. januar, 2025. 

Pressefotos af udstillingen kan rekvireres fra d. 11. juni 2024.  

Se mere om udstillingen 

Tak til

Udstillingen er udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Barbara Marstrand, Our Shift, Natural Material Studio og Krøyer-Sætter-Lassen. 

Udstillingen er støttet af den filantropiske forening Realdania. 

Også tak til Egetæpper, Elis, +Halle, Homapal, Stilling, Rehau, Pro-Wood. 

Om 3daysofdesign

Som en del af årets store designevent, 3daysofdesign, sætter Dansk Arkitektur Center fokus på dansk formgivning til teenagere. Under temaet Dare to dream zoomer 3daysofdesign i år ind på, hvordan designere, arkitekter og indretningsarkitekter designer ikke blot objekter, rum og møbler, men drømme.

Oplev gennem udstillinger, events og guidede ture, hvordan danske designere og arkitekter har tradition for at designe store drømme. Besøg den nye udstilling Teenagedrømme, oplev fotoudstillingen Fang din by 2024, der viser nye drømme for æstetik i fremtiden og bliv inspireret i DAC Design Shop, der udover et stort udvalg af danske designs har pop-up installationer med udvalgte danske brands.  

Om Dansk Arkitektur Center

Dansk Arkitektur Center er en international kulturattraktion, der skaber engagerende oplevelser og debat om arkitektur og design. Her kan du opleve udstillinger, ture, events, shoppe design-produkter og nyde den spektakulære udsigt over byen fra caféens store tagterrasser.

Det finansielle grundlag er et offentligt-privat partnerskab mellem foreningen Realdania og staten repræsenteret ved Erhvervsministeriet, Kulturministeriet og Social-, Bolig- og Ældreministeriet.  

 

Fakta

  • Under 3daysofdesign fra den 12. juni til 14. juni er der gratis adgang til udstillingen Teenagedrømme. Ønsker man at se andre af udstillingerne, kræver det entrebillet.  
  • Det er 3. gang, at Dansk Arkitektur Center deltager i 3daysofdesign-festivallen.  
  • I DAC Design Shop bestræber vi os på, at alle produkter, genstande og bøger peger ind i vores vision om en bæredygtig fremtid. Dette engagement er en også en del af Dansk Arkitektur Centers certificering som en grøn destination – Green Attraction. 
  • Af udvalgte produkter kan nævnes Barbara Marstrands bog Still life of Teenagers samt ”Dansk Design Historie – bind 1 & 2” fra Strandberg Publishing.   
  • I samarbejde med Our Shift sælges udvalgte items såsom tote bags, regnslag og aktivistdukken m. snor – alt produceret i overskuds teltdug fra Roskilde Festivalen.  
  • På åbningsdagen giver designbrandet August Sandgreen gratis bogmærker til alle, der køber en bog, og duftbrandet Porcelain uddeler samples på deres parfumer.