Ramt af byen

Udstilling: 13. oktober – 28. februar
♥♥♥♥♥ – Politiken

Kom og oplev en fotoudstilling om hvordan vi former byen og byen former os. Udstillingen sætter fokus på samspillet mellem mennesket og arkitekturen. Udstillingen viser hvordan arkitekturen bliver brugt af mennesket efter byens skabelse og hvordan den skaber os.

Foto af: Kristine Kiilerich
Livet mellem tørrestativerne – Det gode boligliv / Esbjerg, 2016

Rene linjer, skyfri himmel og fuldkommen mennesketomt. Arkitekturfotos er ofte så fokuseret på selve bygningsværket, at menneskene der skal bruge bygningen slet ikke er med i motivet. I fotoudstillingen Ramt af byen er det derimod sammenspillet mellem arkitektur og menneske som er i fokus; først skaber vi byen og så skaber den os.

På Kulturnatten d. 13. oktober åbnede DAC sin sidste, store udstilling inden flytningen til BLOX bygningen i 2018. Udstillingen viser fotografier fra forskellige steder i Danmark og i verdenen, og repræsenterer både kærlige og kritiske blik på de byer og byrum, der omgiver os. Nogle gange virker bygningerne anderledes i brug end planlagt, nogle gange ændrer tiden ved både arkitektur og omgivelser, og nogle gange opstår der poetiske og berigende møder mellem mennesker og rum.

Foto af: Christian Lindgren
Papirøen med Copenhagen Street Food og Operaen i baggrunden / København, 2016

Fotografierne er taget af både anerkendte, professionelle fotografer og nogle udvalgte af byens mange amatørfotografer, og er valgt netop fordi de ikke som traditionelle arkitekturfotografier er tomme for mennesker, men derimod stiller skarpt på samspillet mellem det byggede og byens liv.

Ramt af byen – fotos af levende steder er kurateret af Marie Stender og udviklet af Dansk Arkitektur Center, med værker af blandt andre:
Fernando Guerra

Ieva Saudargaité
Iwan Baan
Jan Grarup
Jens Markus Lindhe
Kevin T. Allen

Ila Bêka & Louise Lemoine

Udstillingen er støttet af Realdania

Arrangementer

Hør kurator Marie Stender fortælle om ‘Ramt af byen’