Dansk Arkitektur Center

Skt. Kjelds – Danmarks første klimakvarter

Gåtur

Foto: David Buchmann

Privat gruppetur

Pris

3400 DKK inkl. moms for op til 20 pers. 

Mulige tider

10.00
15.00
17.00

Varighed

90 min

Klimakvarteret på Østerbro viser vejen mod at gøre København CO2 neutral i 2025. Fra grønt taglandbrug til smart skybrudssikring. Det hele er tænkt, så København samtidig bliver en bedre by at bo i. Tag med os til Skt. Kjelds Kvarter og se de grønne visioner.

Vi tager pulsen på kvarteret, når vi går en tur igennem gaderne og ser på de mange løsninger. Løsninger der sikrer, at vi holder CO2 nede, at København bliver grønnere, og at regnvandet bliver en ressource i stedet for et problem.

Klimakvarteret er et af Københavns 5-årige områdefornyelser, og tog sin begyndelse i det herrens regn-år 2011. Det er, med andre ord, byens regn-laboratorium. Her prøves nye løsninger af, som resten af byen får glæde af. Helt konkrete løsninger, der især eksperimenterer med ’grøn infrastruktur’, hvor vi bruger planter til både at give skygge, optage CO2 og forhindre vores kældre i at blive oversvømmede.

At lade klimaløsningerne indgå i en områdefornyelse, har også skabt rammerne for at forbedre det sociale liv i området. Idéen er, at det ikke kun er de store ændringer, der batter – en ændring i vores daglige vaner i en grønnere retning kan også styrke den grønne by. Alt det er tænkt sammen i Klimakvarteret på Østerbro. Og her på turen vil du se, hvordan.

Praktisk

  • Mødested: Foran Kulturcenter Kildevæld, Bellmansgade 5A, 2100 København Ø
  • Turen ender: ved ØsterGro i Æbeløgade.
  • Turen begynder præcis kl. 13, så kom gerne 10 minutter før
  • Guide på turen er en af DACs øvede guider
  • Hold øje med vejret og medbring evt. paraply eller solhat. Vi gennemfører turen uanset vejret
  • Turen er blevet til i samarbejde med SLA, GHB Landskabsarkitekter og ØsterGro
  • Særlige rabatter til rejsearrangører og universiteter

 

Highlights

  • Kulturcenter Kildevæld
  • Skt. Kjelds Plads
  • Tåsinge Plads
  • Klimaløsninger ad Bryggervangen
  • Om Danmarks første tagfarm, Østergro