Søetatens
Pigeskole

Foto: Christian Munch Skylv

Sted

Borgergade 111,
1300 København K

Åbent

Søndag kl. 10-17

Tilgængelighed

  • Lift / rampe / niveaufri adgang til hoveddør
  • Niveaufri adgang inde i bygningen / stedet
  • Niveaufri adgang til udearealer
  • Elevator
  • Handicaptoilet
  • Låste døre kan i nødstilfælde låses op udefra
  • Stole eller bænke man kan hvile sig på
  • Mulighed for at spise/drikke
  • Handicapparkering
  • Teleslynge
  • Medlem af Solsikkesnoren
  • Medlem af God Adgang

Tæt på Nyboder ligger en bygning, der gemmer på lidt af en Harry Potter-Hogwarts-stemning. Søetatens Pigeskole er nemlig ikke bygget, som skoler er flest. Derimod er den en opvisning i nogle af de fineste håndværksteknikker. I dag er det Implement Consulting Group, der holder til her – men til Open House kan du også komme med indenfor!

Ved de lave, gule huse i Nyboder ligger en murstensbygning i historicistisk stil, der tydeligt signalerer, at her er det ikke længere boliger, men en institution, der gemmer sig bag murene. Søetatens Pigeskole blev bygget til døtrene af de ansatte i Søværnet i 1859 af arkitekt Bernhard Seidelin, der også stod bag Helsingør Rådhus.

En 2-årig renovering efter alle kunstens regler

Allerede efter 10 år var det dog ikke længere piger, der fyldte skolen, men derimod mænd der blev uddannet på Søværnets Kadetskole – heriblandt Kong Frederik d. 9. I 2003 overtog Realdania bygningen, og i 2020-2022 gennemgik bygningen en omfattende renovering. Bl.a. er alle de oprindelige farver fra 1859 nu tilbage – fra dyb gul til grågrøn og mørk blomme. Andre murstensvægge er blevet befriet for maling, så man igen kan se mønstrene, som murstenene skaber.

Relieffer af Thorvaldsen og sirlige mønstre

Pigeskolens ubestridte hjerte er den smukke sal i midten. En balkon løber rundt hele vejen i 1. sals højde, og rækværket samt selve tagkonstruktionen er udskåret med sirlige mønstre i det mørke træ. Alle dørene til de tidligere klasselokaler er også rigt udsmykkede, og over dørene er der gipsrelieffer skabt af selveste Bertel Thorvaldsen.

I dag er det Implement Consulting Group, som til daglig har deres gang i bygningen – som et bykontor i tillæg til hoveddomicilet i Tuborg Havn. Der er ofte folk, der banker på for at komme ind – det kan man dog ikke til dagligt. Men til Open House er der nu mulighed for at opleve skønheden i denne fredede bygning.

×