Fang
din by

Uden filter

Udstilling

9. juni – 3. oktober
Bryghuspladsen ved BLOX
 

Fang din by er en fotoudstilling baseret på en stor, åben konkurrence, hvor fotoentusiaster i hele Danmark fortolker deres by, som den ser ud lige nu. I år skærer vi ind til benet, når temaet er ’Uden filter’.

Hvordan ser byen ud, hvis du skræller alle solnedgange og sommerdage væk? Hvis vi ser på byen med ærlige øjne – hvad er det så for nogle andre motiver, der dukker op?

I år opfordrede vi med Fang din by temaet ’Uden filter’ deltagerne til at undgå skønmaleri men i stedet se det smukke i det slidte, det rå, det upolerede, det forladte i lige præcis din by. En gammel industribygning, en graffitimalet mur eller en patineret men alligevel velbesøgt legeplads – hvordan ser byen ud, når vi ikke bevidst forsøger at fange det Instagramlækre, men også tager pletterne og det uperfekte med i motivet?

I år blev der indsendt 5.075 fotos til konkurrencen. En jury med fotograf Marie Hald og filmproducer Emile Hertling Péronard i front valgte derefter de 56 fotos der er med i udstillingen – herunder de tre vindere af hovedkonkurrencen og de tre vindere af skolekonkurrencen.

Du kan opleve udstillingen foran Dansk Arkitektur Center, men også i Køge, Kolding, HistorieAalborg og Dokk1 i Aarhus.

Vinderne

1. plads
Natascha Lhea Narvaez Nielsen: Tiny living

Juryen mener:
“Vinderen af 1. pladsen i Fang din by 2023 tager os med helt ind i det private og intime rum. Her får vi et ærligt kig ind i hverdagslivet i byen, hvor vasketøj og opvask kæmper om pladsen i det trange køkken. Vinduet indrammer byen udenfor – vi ser de mange andre lejligheder, hvor et lignende liv måske udspiller sig. Der er noget tidløst over fotoet; at bo småt har gennem alle tider været et livsvilkår i storbyen. Fotoet er flot komponeret og kunne være et reportagefotografi taget fra en avis.”

2. plads
Asger Korsgaard: Nørrebroparken

Juryen mener:
“Motivet taler stærkt ind i årets tema – og viser den nogle gange knap så kønne side af byen, når gravkøer og byggerod tager over. Men det viser også, hvordan byboerne alligevel formår at finde oaser i den foranderlige by og nærmest på trods indtager yndlingsbænken og græsset, selvom stedet ikke ligefrem indbyder til det. Umiddelbart virker fotoet ret rodet, men efter noget tid danner der sig en harmoni – og der er meget at gå på opdagelse i.”

3. plads
Alex Traberg: Who’s your daddy

Juryen mener:
“Fotoet leder tankerne hen på H.C. Andersen og den grimme ælling. Men det smukke og eventyrlige er her dækket af beskidt plastik! Det spiller på modsætningen mellem natur og kultur – de levende fugle der sidder på de kunstige – hvilket også er en tematik der går igen i H.C. Andersens eventyr og i byen, som er menneskeskabt men også rummer natur. Fotografen har været til stede på det helt rigtige tidspunkt og fanget øjeblikket hvor menneskets imitation af naturen bliver udstillet.”  

Vinderne – skolekonkurrencen

1. plads
Lucas John Hansen: Fest og farver

6.d. Kildegårdsskolen (Herlev)

2. plads
Alma Christine Hulgaard Gebhardt: Uden titel

8. klasse Søndermarksskolen (Rønne) ​

3. plads
Freya Elina Stokbro og Ellen Gjerløv Winther: Bilulykke

5.a. Filstedvejens Skole (Aalborg)

Juryen i fotokonkurrencen

Emile Peronard

Filmproducer

Emile er en grønlandsk filmproducer med base i København. Hans produktionsselskaber Ánorâk Film og Polarama Greenland bygger bro mellem Grønland og Europa og står bag både dokumentar-, fiktions- og new media-produktioner. Senest har Emile produceret den prisvindende ’Music for Black Pigeons’ af Jørgen Leth og Andreas Koefoed samt ’Twice Colonized’, dette års åbningsfilm på CPH:DOX. I over et årti har han arbejdet på at forbedrede vilkårene for filmproduktion i Arktis, og hans film er blevet vist på Cannes, Sundance, Berlinalen og Venedig Film Festival.

Maja Dyrehauge

Direktør for Copenhagen Photo Festival

Som direktør for Copenhagen Photo Festival er Maja med til at sætte fokus på international kunst- og dokumentarfotografi. For Maja er fotografiet vigtigt, fordi det er blevet et hverdagssprog, som alle forholder sig til og bruger.

Marie Hald

Fotograf

Marie Hald er en anerkendt, dansk fotograf der bl.a. har fundet World Press Photo Award og fra 31. marts – 17. september har en soloudstilling på Danmarks Nationale Portrætgalleri på Frederiksborg Slot. Hun har også tidligere haft soloudstilling på det anerkendte museum Fotografiska i Stockholm. Hun er kendt for sin fotobog ’Feminin’, der rummer over 100 fotos af mennesker mellem 0 og 102 år. Hendes fotos fremstår rå og ikke photoshoppede, så bogen viser en ærlig version af de mange forskellige måder en krop, kan se ud på.

 

Medarbejder Mia Heil Rasmussen

Mia Heil Rasmussen

Head of Marketing and Communications Dansk Arkitektur Center

Mia er ansvarlig for kommunikation og markedsføring i Dansk Arkitektur Center. Og har et skarpt blik for grafik og foto gennem det virke. Mia sidder i år for første gang med i juryen som repræsentant for DAC.

Tanja Zhigalova

Vinder af Fang din by 2022

Tanja vandt Fang din by konkurrencen i 2022, da temaet var Byens sjæl. Hendes foto rummede en fin modsætning mellem en ældre dame og en stor statue foran Vor Frue Kirke i København. Hvert år inviterer vi vinderen af sidste års konkurrence med ind i juryen for at give deres blik på, hvem der skal overtage titlen som Fang din by vinder!

Tips og tricks til det gode foto

Vil du gerne blive en bedre fotograf? Vi har lavet fem små videoer med tips og tricks til at tage gode fotos.

Konkurrencebetingelser

Betingelser for deltagelse i Fang din by 2023 fotokonkurrence og efterfølgende udstilling.

Når du uploader et billede til Dansk Arkitektur Centers fotokonkurrence “Fang din by – en by for alle” accepterer du samtidig følgende betingelser og rettigheder. Dansk Arkitektur Center refereres herfra som DAC.

  • KONKURRENCETYPER:
    DAC afvikler parallelt to konkurrencer i Fang din by-projektet.
    a. Skolekonkurrencen henvender sig til elever i udskolingen og ungdomsuddannelser. Her går præmieringen til elevens skoleklasse. Deltagelse foregår ved at underviseren indsender billederne på sine elevers vegne til fangdinby@dac.dk inkl. kontaktoplysninger og med ”Fang din by 2023 – skolekonkurrence” i emnefeltet. Den pågældende skole holdes ansvarlig for, at den individuelle elev har ophavsret til materialet.
    b. Den almene konkurrence er åben for alle deltagere over 18 år, og præmieringen går til den enkelte deltager. Deltagelse foregår ved at tagge sit billede på Instagram med #DACfangdinby2023 eller ved at indsende sit billede til fangdinby@dac.dk inkl. kontaktoplysninger med ”Fang din by 2023 – hovedkonkurrence” i emnefeltet. Derudover er deltagerbetingelserne ens jf. nedenstående.
  • BILLEDOPLØSNING:
    Uanset om man deltager via e-mail eller Instagram skal DAC kunne få adgang til en fotofil i høj opløsning (filstørrelse 2MB-10MB). Det indsendte billede skal være i .jpg-filformat, hvilket er standarden for de fleste kameraer og mobiler.
  • LOKATION FOR MOTIV:
    Vi opfordrer fotointeresserede over hele landet til at deltage – det er til gengæld et krav, at billedet er taget i Danmark, Grønland eller Færøerne for at kunne afspejle byrummet og udviklingen i byer fra denne region.
  • RESTRIKTIONER ANG. MOTIV:
    Det er forbudt at uploade fotografier af mennesker, der ikke har givet samtykke til at billedet må offentliggøres. Det samme gælder for billeder af mennesker i private, prekære eller skamfulde situationer, uanset om de er fotograferet på offentligt område. Du er personligt ansvarlig for, at eventuelle personer i motivet har givet tilladelse til at du må benytte et billede af dem, og et evt. erstatningskrav mod DAC vil blive videresendt til dig eller i forbindelse med skolekonkurrencen til den pågældende skole.
  • ANTAL BILLEDER:
    Du er velkommen til at indsende eller tagge flere billeder i hovedkonkurrencen. Hver deltager kan dog kun vinde præmier med et enkelt billede i konkurrencen. For skolekonkurrencen gælder at den enkelte elev kun kan deltage med et foto.
  • BRUGSRET:
    Når du indsender et billede til DAC, accepterer du samtidig, at billedet må benyttes af DAC til promovering af fotokonkurrencen, promovering af og i den efterfølgende udstilling og i fremtidige Fang din by-udgaver inkl. skolemateriale, som DAC udarbejder til gratis brug for skolerne. DACs promovering indbefatter, men er ikke begrænset til: nyhedsbreve, offentliggørelse på internettet og sociale medier, beskrivelser af DACs projekter samt optagelse i publikationer herunder gennem tredjeparts pressereportager. Hvis DAC ønsker at benytte dit billede i en anden kommerciel sammenhæng, vil vi kontakte dig forudgående for at få din accept. Du har til enhver tid ophavsretten til dine billeder, og du vil altid blive krediteret ved brugen af dine billeder.
  • OPHAVSRET:
    Det er forbudt at uploade/tagge fotos, som ikke er taget af dig selv. Du skal kunne bekræfte, at du er ophavsmand/kvinde til de fotografier du indsender og har ubegrænset ret til brug af billederne og dermed også retten til at offentliggøre billederne. Du skal også garantere, at alle billederne er fri af tredjemands rettigheder, og at alle identificerbare personer på billederne er indforståede med brug af billederne i henhold til DACs retningslinjer. Et evt. erstatningskrav mod DAC vil blive videresendt til dig eller i forbindelse med skolekonkurrencen til den pågældende skole.
  • UDMELDELSE FRA KONKURRENCEN:
    Du kan i konkurrenceperioden trække din deltagelse tilbage. På Instagram trækkes din deltagelse tilbage ved at fjerne hashtagget #DACfangdinby2023 og i skolekonkurrencen gøres det ved at sende en mail til fangdinby@dac.dk. Efter konkurrencens afslutning tilfalder brugsretten til billedet til DAC jf. ovenstående afsnit.
  • FRASORTERING:
    Vi forbeholder os ret til at frasortere stødende eller på anden vis upassende billeder. Billeder med vandmærke eller tekst som f.eks. dato på billedet frasorteres af hensyn til udstillingen. Dansk Arkitektur Center kan slette indsendte billeder til enhver tid, hvis de ikke overholder ovenstående vilkår.
  • BEHANDLING AF PERSONLIGE OPLYSNINGER:
    Dit navn og personlige oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med konkurrencen og udstillingen. Dit navn kan blive nævnt i forbindelse med kreditering af billederne. Vinderne kontaktes direkte og offentliggøres via Dansk Arkitektur Centers kanaler.

Efter konkurrencens afslutning vil vi sende dig en mail hvor du kan tilmelde dig at blive orienteret om næste års konkurrence, hvis du ønsker det. Hvis du ikke ønsker efterfølgende information, vil dine oplysninger blive slettet ved udgangen af udstillingen i efteråret 2023.
Dine oplysninger vil ikke blive benyttet til promovering af andre aktiviteter i Dansk Arkitektur Center eller i kommerciel sammenhæng. De indsendte personlige oplysninger behandles fortroligt og udleveres ikke til tredjepart. Læs vores generelle retningslinjer ang. Persondatapolitik.

Dette dokument er under løbende udvikling og vil blive ændret uden forudgående anmeldelse.
Ved at tilføje dit billede accepterer du betingelserne i denne aftale. Hvis du ikke er enig i vilkårene, skal du ikke tilføje dine billeder. Hvis du er i tvivl om, hvad vilkårene betyder for dig, så kontakt projektteamet på fangdinby@dac.dk

Udviklet af

Fotokonkurrencen er støttet af Realdania og udviklet i samarbejde med Copenhagen Photo Festival.