Dansk Arkitektur Center

Strategisk
Byledelse

Strategisk Byledelse giver inspiration og værktøjer til strategisk byledelse i danske kommuner. Kompetenceudviklingsforløbet henvender sig til hhv. kommunale direktører, fagchefer og politikere og giver adgang til danske og internationale cases, analyseredskaber og strategiske greb til løsning af de udfordringer og muligheder, som danske kommuner står over for.

Nye hold for direktører og fagchefer starter i primo 2019.
Brug kontaktformularen eller kontakt projektleder Eva Fabricius direkte for mere information: ef@dac.dk

Med Strategisk Byledelse møder du nogle af de mest dygtige beslutningstagere, strategere, rådgivere og byudviklere i Danmark og internationalt. Samtidig skaber Strategisk Byledelse et netværk danske kommuner imellem og fungerer som en vigtig platform for dialog og videndeling.

“Strategisk Byledelse er et meget interessant program, når man som i Køge Kyst søger nye veje for byudviklingen. Særligt udfordringerne med at få tænkt bæredygtighed, by-kvalitet og vækst sammen på en innovativ måde er i fokus. Hertil kommer det enestående netværk på holdet, som kan give løbende inspiration og sparring til det daglige arbejde”. Jes Møller, projektdirektør i Køge Kyst

Evaluering af Strategisk Byledelse

COWI har i 2016 lavet en evaluering af programmet. Evalueringen bygger på såvel kvantitativt som kvalitativt svarmateriale fra deltagere på Strategisk Byledelse for direktører og fagchefer. Evalueringen vurderer, at kompetenceudviklingsforløbet har national betydning for kommunernes byudvikling.

Fem hovedkonklusioner fra evalueringen

  • SBL-programmet har skabt en forståelse for strategisk byledelse og et fælles sprog, som har national betydning for kommunernes byudvikling.
  • Langt de fleste deltagere føler sig bedre rustet til arbejdet med strategisk byledelse og byudvikling efter deltagelse i SBL-programmet, både i forhold til det politiske niveau og i forhold til dialogen med ledere om konkrete projekter og samspillet med overordnede planer og visioner.
  • De netværk der skabes ved SBL-forløbene er noget, deltagerne betragter som meget værdifuldt og benytter sig af efter gennemført forløb.
  • Netværk og studieture fremhæves som det bedste ved SBL-forløbene; erfaringer og dialog herfra er vigtige for udviklingen af de kompetencer, som er centrale for strategisk byledelse.
  • Størstedelen af de adspurgte mener, at de efter deltagelse i et SBL-forløb har formået at forbedre samspillet mellem det politiske og administrative ledelseslag eller samspillet med investorer og developere.

Om

Strategisk Byledelse er udviklet og drevet af DAC for et partnerskab bestående af Realdania, Kommunalteknisk Chefforening (KTC) og Kommunaldirektørforeningen (KOMDIR). DAC og styregruppen bag Strategisk Byledelse er ansvarlige for det faglige indhold, mens DAC står for programlægning og facilitering

Lokal indsigt, globalt udblik

På det treårige forløb Strategisk Byledelse får danske topchef på seminarer i Danmark og studieture i udlandet indsigt i, hvordan nogle af de mest innovative byledere fra hele verden håndterer udfordringer, som svarer til dem, danske byer står overfor. Topcheferne får i løbet af de tre år rig mulighed for at skabe nye netværk blandt kollegaer nationalt og internationalt. På studieture i europæiske, asiatiske og nordamerikanske byer møder topcheferne nytænkende og inspirerende borgmestre, tekniske chefer, stadsarkitekter, stadsingeniører, rådgivere, forskere m.m., som giver deres bud på udfordringer og muligheder for byers udvikling – samt giver helt konkrete forslag til, hvordan løsninger kan implementeres. Cases fra deltagernes hjemkommuner bruges også til at gøre de internationale input relevante og til genstand for fælles diskussion.

Nye krav til byer og byledere

I dag skal byer kunne meget mere end for få årtier siden, og de store byudviklingsprojekter er der især store forventninger til. At kunne lede og udvikle en by med basisfunktioner i form af transport, infrastruktur, boliger, arbejdspladser, skoler, rekreative områder er slet ikke nok i dag. I dag skal byudviklingsprojekter være bæredygtige samt levende i økonomisk og social forstand. Byudvikling er et politisk instrument, som bruges til at omforme og brande byer til f.eks. at være en ‘grøn by’, en ‘vidensby’ eller en ‘kreativ by’. I sådanne processer er byudviklingsprojekter nøgleelementer i en overordnet strategi for hele byen, som også omfatter andre politikområder f.eks. kulturpolitik, erhvervspolitik og turismepolitik. Derfor er byudvikling i høj grad blevet et multidisciplinært felt, hvor mange områder overlapper hinaden, og hvor forskellige kompetencer skal bringes i spil.

Hvad er strategisk byledelse?

Begrebet ‘strategisk byledelse’ forstås i denne sammenhæng som det, der foregår i mødet mellem politikere, borgmestre og topembedsmænd – og som relaterer sig til en bys udvikling eller til et stort byudviklingsprojekt. Det er i denne “guldzone”, at man får tingene til at ske; hvor vision og mission udgør to sider af samme sag. Det er ikke nødvendigvis her, at der udvikles visioner og strategier for byens udvikling, men beslutningskompetencen og magten over de midler, der skal til for at realisere visionerne, vil i høj grad eksistere her.

“Strategisk Byledelse er det samspil mellem politisk og administrativ topledelse, der skaber beslutninger om udvikling og transformation af byer baseret på viden om samfundsudvikling, byens styrkepositioner og identitet.” Ulrik Winge, by- og miljødirektør i Frederiksberg Kommune

Dansk Arkitektur Center udvikler og realiserer Strategisk Byledelse-forløbene, seminarer og studieture baseret på grundig research på emner, byen og relevante oplægsholdere. Formålet er at skabe et rum, hvor de debatter og diskussioner, som ikke nødvendigvis bliver taget i hjemkommunen, får mulighed for at blive vendt i et fortroligt forum.

Partnerne bag

Strategisk Byledelse er udviklet og drevet af DAC for et partnerskab bestående af Realdania, Kommunalteknisk Chefforening (KTC) og Kommunaldirektørforeningen (KOMDIR). DAC og styregruppen bag Strategisk Byledelse er ansvarlige for det faglige indhold, mens DAC står for programlægning og facilitering.