Nationalmuseet: Blandt landets bedst bevarede rokokopalæer

Prinsens Palæ var oprindeligt navnet på et af landets bedst bevarede rokokopalæer af den lidt mystiske arkitekt Nicolai Eigtved.

I midten af 1700-tallet var der økonomisk opsving og et voksende borgerskab lod opføre palæejendomme rundt omkring i byen efter især fransk forbillede. I København var det især de lidt senere klassicistiske palæejendomme, der kom til at præge byen. Kun få repræsenterer rokokoens lette, elegante stil med detaljerede snirklede ornamenter og mønstre, som især var udbredt længere sydpå i Europa. Men det nuværende  Nationalmuseet er et sjældent og særligt eksemplar fra datidens København. Det syner ikke højt med sin lave grønne portfløj med balustrader, der vender fronten direkte ud mod Frederiksholms Kanal og Christiansborg Slot. Gennem porten er der adgang videre til en mindre gård, der omkranses af palæets 4 fløje. Inspirationen var tydeligt sydeuropæisk hos arkitekten bag, Nikolaj Eigtved, der oprindeligt tegnede palæet som bolig for kronprins Frederik, senere Kong Frederik 5., og kronprinsesse Charlotte.

Sporene af Eigtved

Skønt Prinsens Palæ er blevet ombygget og restaureret ad flere omgange, er der endnu meget, der er bevaret fra Eigtveds tid. På gulvene i stueetagen ligger hovedsageligt ølandssten, og på etagerne over er der rum med de originale planker eller parket. I hovedfløjens Riddersal, hvor kronprinsparret havde audiens, ser man stadig det fine rokokostukloft og vævede tapeter fra 1740’erne. Ét sted kan man endnu se de barokke vægpaneler fra 1727, og såvel på balustraden mod Frederiksholms Kanal som på trappebalustre ser man Eigtveds tidstypiske ovale udskæringer, der tillod mindre symmetri og flere organiske former, end man gjorde i den snart dominerende klassicisme. Det er et held, at palæet er bevaret, for brande hærgede i København. Ikke mindst Christiansborg Slot brændte ned til grunden, så Højesteret måtte for en periode flytte i eksil i Riddersalen. Man kan endnu se spor fra de søm, der blev hamret i gulvet, da salen skulle indrettes til formålet.

Sans for store planer

Helt særligt for Eigtved er dog nok akserne. Palæet orienterer sig mod Christiansborg Slot, hvor porten, gården og fløjene forlænger den akse, der strækker sig hele vejen fra Christiansborg Slotsplads. For netop hans sans for også at kunne aflæse og forme arkitekturen i stor skala i form af stærkt harmoniske og helstøbte planer er et af Eigtveds adelsmærker. Det er således også Eigtved, der har tegnet planen for hele Frederiksstaden, der i dag ligger som et af Europas fineste eksempler på byplanlægning efter rokokoens idealer – med Marmorkirken i den ene ende af en akse og Amalienborg Slot i den anden – og omkring dem borgerhuse og palæer placeret i et sirligt mønster, der endnu besøges og beundres af mange tilrejsende.

Mysteriet Eigtved

Der hersker en vis mystik omkring arkitekten Nicolai Eigtved, der har efterladt sig meget betydningsfulde spor i dansk arkitekturhistorie fra 1700-tallet. Som ung gartner rejste han ud på en 12 år lang inspirationsrejse til blandt andet Frankrig og Italien og vendte hjem med sin åbenlyse sans for rumlighed, formgivning og materialitet. Det i en sådan grad, at han blev hofbygmester for kongen og i dag lægger navn til noget af den allerfineste rokokoarkitektur, som vi har. Foruden planen for Frederiksstaden fremhæves også selve Marmorbroen mellem Prinsens Palæ og Christiansborg. Han har også skabt Christians Kirke, Eigtveds Pakhus og flere bygninger endnu, der i dag er dybt indlejret i Københavns sjæl.

Men selvom hans arbejde har gjort hans navn udødeligt, er der ingen, der ved, hvordan han har set ud. Og der er kun ganske få kilder, der kan fortælle noget om hans liv udover det arkitektfaglige virke.

I nærheden af Nationalmuseet

Hvis man har mod på at opleve kontrasten til helt andre epoker i arkitekturhistorien, kan man fra Nationalmuseet bevæge sig ned mod havnen, hvor BLOX af Rem Koolhaas ligger. Det er også her, Dansk Arkitektur Center, der også er en del af Københavns Kulturkvarter, har løbende udstillinger. Derfra kan man opleve en helt anden ende af skalaen, hvis man går videre til Ny Carlsberg Glyptotek, der er et næsten arketypisk eksempel på klassicismens idealer.