Af Anna Skovby Hansen

23. april 2025

Vis mig din altan, og jeg skal fortælle dig, hvem du er: Altanerne giver udsigt til byrummet fra første parket. Alle vil have en altan, men når vi har den, bruger vi den ikke særlig meget.

Hvis du har været i en af de større danske byer for nylig, vil du måske have lagt mærke til at altanerne pryder gamle som nye kvarterer. Altanen er blevet fast inventar i nybyggeri, men også på de ældre bygninger er altanerne gennem de sidste mange år skudt frem på facaderne. De bliver en del af vores fælles byrum på godt og ondt – på en tur gennem gaden kan der ses alt fra fodboldflag, der vejer i vinden, farverige parasoller, store grill, klapstole, grønne planter og krydderurter i altankasserne, der alt sammen bliver en del af oplevelsen af byen.

Men hvad er det med den altan, der er så dragende? Og er altanen vores egen lille egoistboble – en lille forlængelse af boligen, som træder ud i det offentlige rum eller bidrager altanen til fællesskabet og byrummet?

Altanen er lejlighedernes yndlingsaccessories

Vi møder den 29-årige designer, Josefine Pommer, i hendes lejlighed i hjertet af Nørrebro i København, hvor hun slår armene ud i en let bevægelse, da hun byder velkommen indenfor »den er lige herinde,« siger hun og nikker mod den åbne altandør for enden af stuen. Dørene står på vid gab, og solens stråler vælter ind over trægulvet, hvor de tegner et stribet mønster i stuen. Vi går ud på altanen, der hænger ud mod gaden på første sal, så det nærmest føles som at sidde på første række i biografen. Lærredet er byens liv, der udspiller sig få meter under os.

Foto: Tomasz Zielonka – Unsplash​

Josefine Pommer fortæller, mens hun spejder ud over gaden og diskret peger ned på det modsatte hjørne af gaden.

»Den café er lige åbnet, der sidder altid så mange mennesker, når vejret er godt,« hun konstaterer hurtigt efter.

»Det gør måske, at jeg føler mig lidt til skue – det har gjort, at jeg ikke bruger altanen så meget, som jeg egentlig gerne vil,« siger Josefine Pommer.

Ifølge Rasmus Plougmann, der er administrerende direktør i ALTAN.DK, har virksomheden de seneste år opført omkring 1.000 altaner årligt – primært i København, men også i andre større danske byer. Omtrent en tredjedel placeres mod gaden, mens to tredjedele vender mod gården. Efter en periode med lavere aktivitet på grund af inflation og stigende renter, mærker ALTAN.DK nu en stigende interesse for nye altanprojekter.

»Vi ser en klar opblomstring i antallet af projekter. Vi har endnu ikke mødt nogen, der ikke drømmer om en altan,« siger Rasmus Plougmann.

Altanen til pynt

Josefine Pommer er langt fra den eneste, der har en altan, men ikke opholder sig særlig meget på den. Det viser et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet – her taler observationerne i rapporten Altanernes sociale liv sit tydelige sprog, nemlig at altanerne står tomme det meste af tiden. Marie Stender, der er antropolog og en af forskerne bag undersøgelsen forklarer:

»Registreringerne viser, at folk ikke opholder sig særlig meget på deres altan, men det er ikke det samme som at altanerne ikke har værdi og betydning for folk. De bruger dem bare på andre måder for eksempel til at få lys og luft ind i lejligheden eller bare lige gå ud og tale i telefon,« siger Marie Stender.

Foto: Unsplash

Udsigt til hverdagslivet og et par ekstra kvadratmeter

Josefine Pommer har netop gjort altanen forårsklar beretter hun og smiler, mens hun børster en visnet lavendel væk fra altankassen. I altankasserne gror udover lavendel også efeu, og metalgelænderet er allerede ved at få grønne skud.

»Jeg prøver at skabe en oase – og lidt læ. Det grønne hjælper med at gøre det hele lidt mere privat,« fortæller Josefine Pommer.

Josefine Pommer serverer kaffe i små keramikkopper, og vi sidder overfor hinanden – hun på en mørkegrøn bænk, jeg på en grøn klapstol, og lader morgensolen skære i øjnene. Det ligner en scene fra et boligmagasin – men billedet snyder. Ifølge forskningsprojektet Altanernes sociale liv bruges altanen kun 2,25 procent af tiden til afslapning, mens altanen står tom 81 procent af tiden ifølge de observationer, der har fundet sted i tidsrummene 17-21 på sommerdage med godt vejr.

Altanen er mere symbol end opholdsrum

Lyden af byen summer omkring os. En scooter brummer hæst forbi, mens et par fodgængere slentrer ned ad fortovet, deres dæmpede stemmer flyder sammen med fuglekvidder og klirrende kaffekopper fra hjørnecaféen.

»Jeg tænker meget over, hvordan altanen ser ud nede fra gaden. Den skal være hyggelig – både for mig, men også pæn at kigge på for folk på gaden,« siger Josefine Pommer.

Altanen er for Josefine et frirum – og samtidig alt andet end et privat rum. Et sted, hvor hun føler sig iagttaget, men også selv iagttager.

Opdeling mellem dem og os

Man kunne frygte, at altanerne er en udfordring for byens sociale liv, hvis folk lukker sig om sig selv ude på altanerne og derfor ikke bruger de fælles gårdarealer eller byernes andre uderum. Men det er der umiddelbart ikke noget, der tyder på ifølge Marie Stender.

»Vores konklusion er ikke, at altaner ødelægger de fælles rum i byen, snarere er altanerne et udtryk for det pres, der er på byens udearealer. Når vejret er godt, indtager byboerne både gårde, haver og parker og bylivet kryber op ad facaden med altanerne. Altanen bliver en måde at få hurtig adgang til frisk luft,« siger Marie Stender.

Men der kan være uheldige konsekvenser i forhold til opdelingen af beboerne i lejlighedskomplekserne. I nogle gårdmiljøer ser man tendenser til opdeling mellem dem med og uden børn.

»Småbørnsfamilierne bruger gården – de andre bliver på altanen. Det kan skabe et opdelt naboskab mellem dem der har børn og dem uden,« siger Marie Stender.

Foto: Therese Moulton Skaarup – Unsplash​

Tilbage hos Josefine Pommer på altanen fortæller hun, at naboerne også kommer tæt på, og folk kan for eksempel høre hvad hun snakker om, når man har altan tæt på hinanden.

»Jeg har det sådan lidt, at hvis folk vil lytte, så må de bare gøre det – det hører lidt med til at bo tæt,« fortæller Josefine Pommer.

Privatliv i det offentlige rum: »Jeg føler mig lidt som et kontroltårn«

Marie Stender peger på, at netop altanens placering mellem det private og det offentlige rum gør den til en spændende grænseflade.

Josefine Pommer føler tydeligt, hvordan altanen trækker hende både ind i og ud af fællesskabet. »Jeg føler mig som en del af gaden, men også som én, der bare sidder og kigger på – lidt som i et kontroltårn. Det er mit private rum, men det er slet ikke særlig privat,« siger hun.

Den oplevelse genkender Marie Stender fra sin forskning.

“Folk bliver overraskede over, hvor tæt naboerne egentlig kommer på en. Det går først op for mange, når de har fået altanen – at de faktisk er trådt ud i et fællesrum. Pludselig får man vand fra overboens altankasser eller kan lugte cigaretrøg. Man bliver konfronteret med hinanden på en anden måde end i trappeopgangene.«

Foto: Kajetan Powolny – Unsplash​

 Altanen som et drømmerum

Marie Stender har gennem sin forskning talt med mange altanejere. Hun peger på, at altanen ikke bare er et praktisk fristed – men også et sted, hvor vi træder ud og kommunikerer, mere eller mindre bevidst med omverdenen.

»Altanen er et drømmerum. Mange forbinder den med det gode liv. Vi forestiller os, at vi skal sidde med en bog og en kop kaffe i solen, men i virkeligheden bliver den ofte brugt som rygerum, tørrerum – eller står helt tom. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at vejret i Danmark ikke altid er godt, og at folk ikke altid er hjemme,« forklarer Marie Stender.

Det kan måske sammenlignes lidt med samtalekøkkenet, hvor man drømmer om at drikke rødvin over gryderne, men i praksis mest skramler med take-away bakker eller rører en hurtig pastaret sammen. Eller udekøkkenet i parcelhushaven, der bliver købt til grillfester, men ender som opbevaringsplads for urtepotter og edderkoppespind. Altanen er på samme måde en scene for det liv, vi gerne vil leve – med afslapning, kaffe i solen og en mini køkkenhave – men ofte bruges den mest til vasketøj, cigaretpauser og en hurtig vejr-scan, før man tager jakke på.

Altanen er nice-to-have, men ikke need-to-have

På ydre Frederiksberg bor 27-årige Ida Gaardsted Thiele, der arbejder som butiksmedarbejder. Hun kan sagtens nikke genkende til at altanen er et drømmerum. Hendes altan vender mod Lindevangsparken, og fra fjerde sal har hun udsigt til grønne trækroner. Hun er glad for sin altan – men ser den også som noget, der i høj grad er en hverdagsluksus.

»Det er sådan en nice-to-have-ting. Hvis lejligheden ellers var perfekt, kunne jeg godt undvære den. Men det er virkelig en af de her hverdagsluksusser, som jeg sætter pris på at have,« fortæller Ida Gaardsted Thiele.

Hun bruger altanen som en slags naturlig udvidelse af boligen. »Om sommeren sover jeg med døren åben. Jeg kan høre fuglene og stemmerne fra parken. Det føles som om, jeg er halvt udenfor, selvom jeg sidder i sofaen,« siger Ida Gaardsted Thiele.

Mange, selv dem uden altan, kender følelsen: At åbne vinduet på klem og lade lydene fra byen eller haven sive ind i hjemmet. Altanen forlænger denne fornemmelse og gør den fysisk forklarer Marie Stender.

Foto: Jan Van Der Wolf – Pexels​

Arkitektur på højkant

Selvom altaner nogle gange kan føles som små private øer, man trækker sig tilbage på, er både beboere og eksperter enige: De kan også være en gevinst for byen.

Josefine Pommer sætter pris på netop dét samspil mellem det private og det offentlige.

»Jeg synes det er hyggeligt at se mennesker sidde på deres altaner og bruge dem. Jeg synes byrummet kan virke lidt lukket når det bare er en facade, hvor man ikke kan se det liv der bliver levet inde i bygningen. Men jeg kan godt forstå at nogle steder ville det ikke give mening, hvis det for eksempel er en meget smal gade,« siger Josefine Pommer.

Også Ida Gaardsted Thiele nyder at lade blikket vandre op ad facaderne og forestille sig det hverdagsliv, der bliver levet bag altandørene.

»Altaner generer mig ikke. Tværtimod. Jeg kan godt lide at kigge på dem og forestille mig, hvordan det er at bo der,« siger Ida Gaardsted Thiele.

Derfor mener antropolog Marie Stender, at det er på tide, at vi ikke bare tænker altanen som en bonus for beboerne – men som en aktiv del af byens arkitektoniske og sociale stof.

Marie Stender opfordrer arkitekter og byplanlæggere til ikke bare at tænke altanen som en bonus for beboerne – men som en aktiv del af byens sociale rum.

»Man kunne arbejde med altanen som fællesrum i højden – tænke den som en lodret grøn struktur. Ikke bare en kasse på facaden, men et rum, der har potentiale til at støtte det sociale liv i byen,« siger Marie Stender.

Altanen er ikke bare ekstra kvadratmeter – den er et tegn på, hvordan vi bor, drømmer og lever i byen.