Af Karla Clemmensen

12. februar 2025

Byens gamle badeanstalter er blevet et åndehul med bodyscrub og æteriske olier for den moderne byboer. Fra saunaens øverste trin sidder middelklassen nu og hiver efter vejret, mens de pøser vand over de glohede sten – på et sted, der engang var et symbol på beskedne kår.

På den livlige plads ud mod Sjællandsgade, ligger Nørrebros mere end 100 år gamle badeanstalt, Sjællandsgade Bad. Denne onsdag eftermiddag står der – som på de fleste andre onsdage – en kø af mennesker og venter på, at stedet åbner. Nogen står i grupper og sludrer. Andre står der for sig selv. Taskerne på flere i køen afslører, at besøget ikke kun skal bestå af et brusebad, men i stedet et længere ophold, hvor flere remedier skal tages i brug.

»Jeg var her faktisk også i lørdags,« fortæller Frida Thøgersen. Hun står forventningsfuld i køen med rygsækken hængende fra den ene skulder og venter på at komme ind i varmen. Til dagligt er hun studerende, men i dag er bøgerne skiftet ud med et håndklæde.

»Det er ikke altid, det sker, at jeg kommer flere gange på en uge. Men her for nylig har jeg haft en del mere tid,« siger hun.

Indenfor i den røde murstensbygning er omgivelserne stort set som oprindeligt. Cremefarvede fliser dækker de fleste af bygningens rum og skaber sammen med den musik, der flyder ud af højtalerne, en altomsluttende ro. Herinde finder du brusekabiner, badekar, en sauna og et stort kar med iskoldt vand. På begge etager er der også et større opholdsareal med gamle havemøbler, hvor besøgende slænger sig med mosgrønne ansigtsmasker ind imellem saunasessionerne.

I baderummet i den modsatte ende hænger to træhylder, som er begyndt at hælde. Et væld af kropspleje er klemt sammen mellem store drikkedunke og kopper med rygende varm te og er måske det bedste bevis på, at klientellet, såvel som deres formål, har ændret sig over tid.

I sundhedens navn

Som en del af en folkesundhedsbevægelse, der opstod i slutningen af 1800-tallet, blev der etableret flere badeanstalter i mange danske byer. Formålet var at forbedre folkesundheden, især i byområder, hvor trange boligforhold og mangel på ordentlige sanitære faciliteter gjorde det svært for mange at opretholde god hygiejne. På dette tidspunkt var der stor opmærksomhed på, hvordan sygdomme blev spredt, og derfor blev der indført forskellige initiativer for at bekæmpe dette.

Badeanstalter gav folk adgang til både rent badevand og faciliteter, hvor de kunne få et bruse- eller karbad. Desuden havde flere af stederne også en tilhørende svømmehal, hvor borgerne kunne holde sig i form og på den måde gøre sig modstandsdygtige over for udbredte sygdomme.

Arkitekt og forfatter Helen Welling, som har beskæftiget sig med emnet i mere end tyve år, fortæller, at danskerne lige omkring begyndelsen af 1900-tallet blev mere opmærksomme på det sunde liv.

»Der opstod en meget stor interesse for at dyrke renlighed, hygiejne og kroppen, der skulle regenerere og blive mere sund,« siger Helen Welling og peger på en af datidens helt store sundhedsformidlere, Jørgen Peter Müller. Han skrev i 1904 bogen Mit System – 15 Minutters dagligt Arbejde for Sundhedens Skyld. Her beskrev han, hvordan man ved et kvarters dynamiske bøjninger, vridninger og frotteringer kunne opnå et sundere liv. I bogen beskrev han også, hvordan man holder en hygiejnisk livsstil.

Hun pointerer dog, at badefaciliteter og svømmemuligheder på det tidspunkt ikke var fuldstændig ny ting i Danmark, ligesom fokus på sundheden heller ikke var. Allerede i starten af 1800-tallet gjorde beboere flittigt brug af søbade (i dag kaldet havnebade), som både blev anvendt til træning af militæret, svømmetræning af skolebørn samt til flere helsebringende kure.

Eget brushoved hørte ikke byerne til

Så badeanstalter har altså ikke altid været forbundet med velvære og afslapning. Tværtimod. Helen Welling, som i 2024 udgav bogen Det Badende København – fra søbad til havnebad, fortæller, at besøg i de lokale badeanstalter oprindelig var noget, der mest af alt skulle overstås. Det handlede altså ikke om, at man skulle udføre en længere skønhedsrutine og dermed bruge flere timer på stedet, men om at man skulle fjerne det snavs, som baljen i køkkenet ikke kunne tage, og så hjem igen.

»I nogle badeanstalter blev man skrubbet grundigt på ryggen af badekvinder, som sørgede for at få det tykke lag snavs væk, der havde hobet sig op i løbet af ugen,« fortæller Helen Welling og uddyber, at det faktisk var realiteten for stort set alle københavnere. Langt de fleste lejligheder i København havde nemlig ikke noget badeværelse. Det gjaldt både herskabslejlighederne i de pænere brokvarterer og de små og nedslidte lejligheder på Nørrebro. Dog gjorde flere kvadratmeter og penge på lommen selvfølgelig tilværelsen mere komfortabel trods manglende badeværelse. For eksempel kunne man oftere komme i badeanstalterne, som Helen Welling forklarer, ikke var helt billige.

Derudover var der badeanstalter og badehoteller, som kun gjaldt for særlige dele af befolkningen, hvor også besøgslængden adskilte sig fra andre.

»Rysensteens Badeanstalt, som blev opført i 1825, var det rene luksus. Her kom kun de velhavende og højtstående i hestevogn for både at bade og slappe af. Man kunne nemlig leje sig ind i aflukkede afslapningsværelser med et lille sideværelse til sit personale, og hesten kunne man ’parkere’ i en tilhørende stald,« fortæller Helen Welling.

Den luksuriøse badeanstalt, som var en gammel sukkerfabrik, blev da også kåret som Nordens mest luksuriøse badehotel. Og sammen med badeanstalterne langs kysten nord for København var det overklassens badeværelse i en årrække. Disse badefaciliteter var i øvrigt en stor kontrast til dem i de gamle og nedslidte bydele, hvor man modsat kunne opleve arbejdere og håndværkere klemme sig ned på meget lidt plads, og hvor pengepungen ikke rakte til den slags badeoplevelser.

Foto: Københavns Museum

En lang periode med lav popularitet

Mange lejligheder blev i 1950’erne udstyret med egne badeværelser eller brusekabiner i ejendommen, og i den forbindelse gik der mange år, hvor badeanstalterne stort set ingen besøgende havde. Helen Welling forklarer, at det dalende besøg faktisk har været skyld i, at flere badeanstalter måtte dreje nøglen om. Og derfor er der i dag få oprindelige offentlige bade tilbage.

Et sted som Badeanstalten Spanien i Aarhus lukkede aldrig, men det var først på den anden side af årtusindeskiftet, at stedet igen kunne tælle til et besøgstal, som var acceptabelt, og som har været stigende lige siden.

Udover at være en arkitektonisk perle, der med sine pastelfarvede lofter og vægge samt sin detaljerigdom skaber en varm velkomst, er Badeanstalt Spanien et populært sted for dem, som ønsker en pause fra deres hektiske hverdag. Her har kommunen tilføjet et luksuriøst og topmoderne spa-område, som byder på alt fra boblebade til skemalagt saunagus og hjemmelavet bodyscrub.

De historiske omgivelser er dog stadig til at få øje på i den aarhusianske badeanstalt. I 1968 sørgede Aarhus Kommune nemlig for, at badeanstalten blev fredet, og derfor kan du for eksempel svømme crawl, imens du kigger op på de oprindelige farverige vægge og loft, hvor farverne er de samme som i foyeren.

Foto: Julie Bertelsen, Arkitekturbilleder

Fra wellness til well-being

Danskernes opmærksomhed på det sunde liv er generelt voksende. Og det første kollektive fokus, som blev præsenteret af Helen Welling, formerede sig gradvist. I en længere periode var sundhed mest af alt noget, folk forbandt med kostpyramiden og daglig fysisk aktivitet. Det udviklede sig senere til begrebet wellness, som tog skridtet mod plejning af menneskets mentale tilstand.

Dog beskriver livstilseksperten Julia Lahme mest af alt wellness som et hurtigt fix – en kortere pause fra en travl hverdag uden noget særligt fokus på vedvarende løsninger. Og på den måde kan man ifølge hende faktisk kalde wellness en smule gammeldags. Julia Lahme, som til dagligt bruger en stor del af sine vågne timer på at forske i og videreformidle trends og forbrugeradfærd, peger i stedet på det voksende begreb ”well-being”. Et begreb, som er blevet skabt i forlængelse af det stigende fokus på menneskets mentale helbred og på midler mod udbrændthed, der har vundet indpas de senere år.

»Well-being er født ud af samfundets høje tempo og dets mange krav samt den stigende tilstedeværelse på arbejdsmarkedet. Derfor har man brug for åndehuller, hvor de mentale depoter genopfyldes,« fortæller Julia Lahme.

Det, som også adskiller de to tilgange fra hinanden, er, at man i dag har et større fokus på noget længerevarende, og derfor opretholder man en rutine, som er særlig god for sit sind. Julia Lahme nævner vinterbadning, saunagus eller løbeklub som nogle eksempler på well-being, hvor man har kunne opleve en øget popularitet. Og her kommer de gamle badeanstalter igen ind i billedet. Men hvem er så de personer, der står i kø et par minutter i åbning?

Skaber badeanstalter ligestilling?

Nogen vil måske mene, at de fredede bygninger ikke har den samme luksuriøse status som kuropholdene udenfor byen. Andre foretrækker måske den autenticitet, som følger med de historiske badeanstalter. Eller også handler valget om nogle økonomiske omstændigheder. En ting er i hvert fald sikkert, besøgstallene hos badeanstalterne er generelt stigende.

For Frida Thøgersen, som nu er kommet indenfor i den gamle badeanstalt på Nørrebro, føles stedet trygt og hjemligt. Hun sidder i opholdsrummet med sænkede skuldre og puster på sin te.

»Jeg nyder roen og respekten, der gør, at man slapper af i sin krop, og som er den største grund til, at jeg vælger at komme her. Men selvfølgelig er det også positivt som studerende, at det ikke koster alverden,« siger hun.

Ifølge Julia Lahme har wellness og well-being oftest været noget, som kvinder dyrkede. Men i løbet af de seneste år har man også kunne opleve mænd gøre indtog på forskellige områder, dog ikke altid med samme karakteristika. Hun fortæller, at mænd også er opmærksomme på at leve sundt, men det skal ofte indeholde et element af noget ekstremt. Køn er dog ikke det eneste, som siger noget om de besøgende, understreger livstilseksperten. Selvpleje kan nemlig være en dyr omgang, særligt hvis du planlægger at gøre det til en fast rutine.

»Penge og tidsmæssigt overskud er helt klart nøglen til at praktisere det. Og derfor er der også et klart klassespænd. Det er ikke alle i vores samfund, som har råd til at vedligeholde en rutine og på den måde tage del i denne her well-being-bølge,« siger Julia Lahme. Hun mener, at det også er grunden til, at badeanstaltens besøgende er en mere broget flok sammenlignet med dem i de luksuriøse spa-ophold langs kysten.

Foto: Sjællandsgade Bad

Den kollektive mentalitet styrkes

Well-being-bølgen og det store fokus på mentalt helbred sker ifølge Julia Lahme på godt og ondt. Hun genkalder manges adfærd under coronapandemien, hvor man hele tiden skulle scanne egen krop og sind og derfor blev hyper fokuseret på, hvordan man havde det.

»Der er ingen tvivl om, at det overvejende er en rigtig god ting, at vi er blevet mere opmærksomme på vores mentale helbred, men samtidig gør det tilstanden meget mere individualiseret, og vi mister den kollektive tilgang,« forklarer Julia Lahme.

I samme forbindelse anbefaler livstilseksperten at gøre brug af byens badeanstalter. Her bliver det kollektive nemlig dyrket i højere grad, og man kommer hinanden ved.

Foto: Leif Tuxen

Et andet kæmpe plus er ifølge Julia Lahme, at man bliver tvunget til at forholde sig til andre kroppe og nøgenhed på en helt anden måde, end man gør i løbet af et ”fancy spaophold”. Og det er med til at normalisere kroppen i alle sine faser og aldre.

»Jeg plejer at anbefale kvinder, som har skabt en usikkerhed omkring deres udseende, at tage i badeanstalt og kigge på kvindekroppe. Man bør opsøge de steder, hvor kroppen normaliseres, for sit eget kropsforhold skyld,« fortæller Julia Lahme.

Dog understreger hun, at det endelig ikke skal forstås som, at alle er repræsenteret i de historiske badeanstalter i dag. Ifølge Julia Lahme skyldes det især socioøkonomiske forhold og kulturelle forskelle.

Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte, nemlig hos den prustende middelklasse på saunaens øverste trin, som i højere grad end tidligere er dem, der bruger de transformerede bygninger, og vidner om, hvordan badeanstalterne har transformeret sig fra nødvendighed til moderne rammer for både velvære og socialt samvær.