Foto: Ingrid Martinussen – Unsplash
Guide: Giv naturen plads
Af Dansk Arkitektur Center
1. juli, 2025
Med enkle greb kan du skabe et frirum for bier, fugle, pindsvin, svampe og sommerfugle. Glem plæneklipperen, og gør plads til det uperfekte. Her er ni konkrete råd til, hvordan du inviterer mere natur ind – og giver biodiversiteten et kærligt skub.
1. Skab vilde hjørner
Hvis du undlader at bearbejde jorden, ikke luger eller beskærer og måske lader en bunke grene og kviste ligge, kan du skabe et vildt hjørne i haven, som kan blive et godt levested for svampe, planter og dyr, der ikke findes i den trimmede del af haven.
2. Undgå sprøjtemidler
Du bør ikke bruge gift mod uønskede planter og dyr. Hvis du alligevel mener, at der er brug for gift, så sprøjt kun på den plante eller det dyr, der skal fjernes. Hvis du bruger gift mod for eksempel bladlus, risikerer du også at dræbe larverne af den lille havesvirreflue og den syvplettede mariehøne, som er bladlusenes fjender.
3. Skab et vandhul
Et lille vandhul kan fungere som levested for flere insektarter og ynglested for padder. Grav ikke hullet for dybt – det må gerne udtørre i løbet af sommeren, da det gavner padder, som yngler der. I de tørre sommermåneder kan du også stille vand frem til fugle, pindsvin, insekter og andre dyr.
Foto: Palle Knudsen – Unsplash
4. Plant blomstrende planter
Plant blomstrende buske og stauder, og så sommerblomster. Sørg for, at der er blomster i haven gennem hele sommerhalvåret. Bier, sommerfugle og svirrefluer samler føde i blomster. Føden kan bestå af enten pollen eller nektar. Sommerfuglelarver kan æde af planternes blade.
5. Lav jord- og stenbunker
Læg en lille bunke jord, sten eller sand på et solbeskinnet sted. Temperaturen i og på bunken vil være lidt højere end i den omgivende jord. Jordlevende bier graver gerne reder i den varme jord. Krybdyr som for eksempel firben vil også kunne udnytte den varme jord til at øge kropstemperaturen.
6. Sæt redekasser op
Redekasser til forskellige fuglearter kan købes mange steder, eller du kan selv bygge dem. Redekasser kan hænges op på mure, plankeværker, pæle og i træer. Flere fuglearter bruger gerne redekasser. Det gælder for eksempel almindelige arter som musvit, blåmejse, skovspurv og stær.
Foto: Sue Thomas – Unsplash
7. Lad de gamle træer stå
Gamle træer kan have huller i stammen, og deres store grene kan tjene som ynglested for hulrugende fugle samt flagermus. Flagermus kan finde sovesteder under løs bark og i små huller i store træer. Mejser, spætter og spætmejser er blandt de fugle, der yngler i huller i gamle træer.
8. Lav bunker med grene og kviste
En bunke kviste og grene vil skabe en labyrint, hvor fugle kan yngle, og hvor andre dyr kan gemme sig. Pindsvin vil kunne finde skjul og beskyttelse i en grenbunke og sove der om dagen. Insekter og svampe kan leve af det døde ved i de lidt større grene.
Foto: Tania Malrechauffe – Unsplash
9. Byg et insekthotel
Køb eller byg et insekthotel. Placer hotellet et tørt og solrigt sted. Insekthoteller kan være lavet med huller, som giver overvintringssted for for eksempel mariehøns, eller de kan være udformet, så sommerfugle som f.eks. nældens takvinge kan overvintre der. Enlige bier, guldøje og ørentvist er også arter, der kan udnytte insekthoteller.
Kilde: Miljøstyrelsen
Dyk ned i flere artikler, videoer og lyd om arkitektur
Udforsk byen
Hvor godt kender du egentlig København? De skjulte fortællinger og sjove detaljer? Med vores gratis app kan du udforske byen på egen hånd.