Guide: Uundgåelig arkitektur i Aarhus
Af Asta Melchior Jelsing
19. august 2024
Når du tænker på Aarhus, er det så Rådhuset eller regnbuen over ARoS, der dukker op i tankerne? Byen har mange ikoniske bygninger, og vi har udvalgt en håndfuld arkitektoniske højdepunkter, du hverken kan eller må overse. Her er vores guide til seks bygninger, der definerer Aarhus’ skyline og karakter.
Klik på markørerne for at læse om de enkelte steder.
Aros
Aros
Aros Allé 2, 8000 Aarhus, Danmark
Aarhus Domkirke
Aarhus Domkirke
Store Torv, 8000 Aarhus, Danmark
Dokk1
Dokk1
Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus, Danmark
Aarhus Teater
Aarhus Teater
Teatergaden 1, 8000 Aarhus, Danmark
Lighthouse
Lighthouse
Helga Pedersens Gade 1, 8000 Aarhus Centrum, Danmark
Aarhus Rådhus
Aarhus Rådhus
Aarhus Rådhus, Sønder Allé 2, 8000 Aarhus, Danmark
Få et overblik
1. Aros
– Oplev Aarhus i regnbuens farver
ARoS, der er tegnet af Schmidt Hammer Lassen, er kendt for sin røde kubeform og for Olafur Eliassons farverige regnbuepanorama på taget. Det er desuden et af Nordeuropas største kunstmuseer og rummer omkring 8.000 værker.
Vidste du at:
- Du i 2025 vil kunne opleve den enorme kunstinstallation The Dome, A Skyspace by James Turrell. Med sin enorme kuppel placeret i parken mellem ARoS, Musikhuset og Ridehuset, er den spået til at blive et fremtidigt vartegn for Aarhus.
2. Aarhus Domkirke
– Udforsk flere århundreders dansk kirkebyggeri
Aarhus Domkirke ligger i hjertet af Aarhus ved Store Torv. Kirken er fra omkring 1200 og står i dag som et monument over flere århundreders dansk kirkebyggeri, hvor både romansk og gotisk arkitektur er blevet kombineret med senere tiders ændringer og restaureringer.
Vidste du at:
- Aarhus Domkirke er Danmarks længste og højeste kirke. Den røde teglstenskirke har et 92 meter højt tårn og strækker sig over 93 meter i længden, hvilket giver plads til omkring 1200 siddepladser.
3. Dokk1
– Nyd havneudsigten med en biblioteksbog i hånden
Dokk1, tegnet af Schmidt Hammer Lassen, er et multifunktionelt mødested, der forbinder bymidten med havnen. Indenfor rummer det bibliotek, stadsarkiv og et par private virksomheder. Udenfor hæver bygningen sig over gadeplan som et skib af beton.
Vidste du at:
- Dokk1 var en del af en større og ganske fremsynet plan fra 1997 om at forbedre og udvide havneområdet i Aarhus, så områderne tættest på byen blev frigjort til andet end havnedrift. Her var Dokk1 et centralt element.
4. Aarhus Teater
– Gå på opdagelse i detaljen
Aarhus Teater er kendt for sin eventyrlige facade og kunstneriske dekorationer inde som ude. Teatret er tegnet af Hack Kampmann i 1900 og placeret som et kulturelt centrum ved siden af Aarhus Domkirke.
Vidste du at:
- Opførslen af Aarhus Teater blev finansieret ved at sælge aktier til folk i byen. I alt samlede man 20.000 kr. (svarende til cirka 1,6 millioner kr. i dag) fra 5-600 aktionærer i selskabet A/S Aarhus Ny Teater.
5. Lighthouse
– Se Aarhus fra nye højder
Lighthouse, Danmarks højeste bygning på 142 meter, står på Aarhus Ø og blev kåret som verdens smukkeste højhus i 2023. Bygningen, der har bølgende facader inspireret af havet, rummer en udsigtsplatform samt kunstværker af Hans Krull og Peter Birk. Lighthouse er tegnet af arkitektfirmaet 3XN.
Vidste du at:
- Du kan besøge Aarhus Øje, den offentlige udsigtsplatform på 44. etage, der byder på en enestående panoramaudsigt over hele Aarhus. Her er også en restaurant, og på underetagen finder du en udstilling om Aarhusbugten.
6. Aarhus Rådhus
– Beundr gesamtkunstværket
Aarhus Rådhus står som et funktionalistisk hovedværk i Danmark. Det er især kendt for dets skulpturelle tårn og urskive omgivet af grå søjler. Alt fra lamper til elevatorknapper er designet af Arne Jacobsen og Erik Møller, der fik Hans J. Wegner til at tegne møblerne. Et rigtigt gesamtkunstwerk.
Vidste du at:
- Det slet ikke var meningen, at rådhuset skulle have et tårn. Arne Jacobsen og Erik Møller vandt arkitektkonkurrencen om Aarhus Rådhus i 1937 med et design uden tårn. Offentlige protester førte dog til, at de følte sig nødsaget til at tilføje det 60 meter høje tårn uden spir.