Af Anna Skovby Hansen

25. juni 2025

Hun kan ikke fordrage udtrykket “kan du bare lige” – for intet er “bare lige,” når det kommer til solidt håndværk. Birna Bäck holder liv i malerteknikker, som de fleste har glemt. For hende er godt håndværk et spørgsmål om respekt – for materialet, traditionen og dem, der skal bo i rummet bagefter.

»Mit barndomshjem var fyldt med farver. Jeg husker tydeligt, at vores spisestue var grøn, dagligstuen gul, og så var der rosa i gangen,« fortæller Birna Bäck.

I hendes eget hjem på Nørrebro i København er det en varm, dæmpet beige, der byder velkommen i entréen. Det samme gør Birna.

»Det føles som at få et kram hver gang, jeg kommer hjem,« siger hun med et smil og peger på væggen, som hun selvfølgelig selv har malet.

Farver har altid været en naturlig del af Birna Bäcks liv lige fra de spæde skridt i barndomshjemmet, hvor hendes far var alt andet end farveforskrækket. Den grønne farve fra farens spisestue præger nu væggene i hendes eget køkkenalrum.

»Det handler om at få et flow i farverne, uden at det bliver regnbue,« forklarer hun og fortæller, hvordan farverne er mere end æstetik for hende.

»Grøn vækker appetitten, og derfor er den god i en spisestue. Derimod kan rød virke en smule stressende,« siger Birna Bäck.

Vejen til penslen

Farverne har fulgt hende siden barndommen, men det er ikke den eneste arv, hun bærer videre som malermester. Hendes farfar Arne var maler og underviste på konservatorskolen, og han var særligt dygtig til de traditionelle malerteknikker som ådning og marmorering.

Ådring er kunsten at få et stykke almindeligt træ til at ligne noget finere: mahogni, teak eller palisander. En teknik, der i gamle dage blev brugt, fordi de dyre træsorter var svære og kostbare at importere. Med tiden blev det en æstetik i sig selv – at få det malede til at ligne det ægte træ. Marmorering er kort fortalt en teknik, hvor man imiterer forskellige marmorsorter ved hjælp af maling.

»På den måde er jeg gået i hans fodspor. Jeg ådrer og marmorerer stadig – og det er der ikke mange, der gør længere,« siger Birna Bäck.

Der var noget ved malerfaget, som straks talte til Birna Bäck – det skabende, det sanselige, det håndgribelige. Hun kunne mærke det i kroppen, når farverne ramte væggen, og teknikkerne tog form mellem hænderne. Hun kastede sig helhjertet ind i uddannelsen og afsluttede med flotte resultater til svendeprøven.

Fagligheden får lov til at fylde – også i dagligstuen

Efter læretiden blev hun ansat samme sted. Det virkede som et naturligt skridt – hun kendte kollegerne, opgaverne og rutinerne. Birna oplevede dog, at mange af de opgaver, som hun blev sendt ud på, var præget af tidspres og midlertidige løsninger. Hun savnede mere fordybelse og kvalitet.

Det var i de dage, tanken om at gå selvstændig begyndte at tage form. I 2017 traf hun beslutningen. Hun sagde farvel til trygheden og sprang ud som selvstændig malermester. Og det har hun ikke fortrudt et øjeblik siden.

Væggene i Birna Bäcks lejlighed bærer ikke kun farver. Der hænger billeder af hendes to børn i forskellige aldre, nogle i rammer, andre sat op mere umiddelbart, som små nedslag i tiden. I modsætning til familieportrætterne, som de fleste nok har et eller flere af, er der tydelige spor af hendes fag i køkkenalrummet: pensler i kaffekrus, rørepinde på køkkenbordet, malerbøtter skubbet halvt ind under en reol og farvekort med små kruseduller ligger spredt som små spor af hendes erhverv.

De traditionelle malerteknikker bliver vedligeholdt

Birna Bäck vækker stemninger til live, når hun sætter sit præg på arkitekturen gennem farvevalg og sit malerarbejde. Hun holder de gamle malerteknikker i hævd, og insisterer på at restaurere de ældre bygninger på deres præmisser, selvom det er en mere langsomlig proces.

På Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro i København ligger nogle af de gamle, mondæne herskabslejligheder fra 1877, hvor selv opgangene er fornemt dekoreret. Her findes et af de projekter, Birna Bäck med stolthed viser frem. Da hun første gang trådte ind i opgangen, var væggene præget af tidens tand, og marmoreringerne var reduceret til blege skygger.

»De var helt girafplettede,« fortæller hun.

I 2023 gik Birna Bäck og Frederiksberg Maleren i gang med at genskabe det oprindelige udtryk – med de samme klassiske teknikker, som hendes farfar engang mestrede.

Det kræver tid, præcision og en særlig tålmodighed at lave ådring og marmorering. Mens Birna fortæller, kommer en dame gående ned ad trappen, og hilser på med kommentaren »ja, her har du brugt rigtig meget tid,« siger hun og iler videre ud ad den store mahogni-dør.

I opgangen lader Birna blikket glide hen over væggenes nye liv.

»Der er ikke mange, der laver det her længere. Den lasur, jeg bruger, kan jeg kun få ét sted.«

Lasuren er et tyndt transparent materiale, som har været med til at give væggene glød og karakter igen.

»Det er et af de projekter, jeg er allermest stolt af,« siger Birna Bäck og forklarer, at hun  til enhver tid, sige nej til opgaver, hvor hun bliver bedt om at male gamle marmoreringer over.

»Det får I mig ikke til – det ødelægger fuldstændig bygningens sjæl og historie,« siger hun.

Og selvom arbejdet med marmorering og ådning er krævende – og teknikken svær – tager hun altid udfordringen op.

»Jeg kan næsten græde, når jeg ser, at det bliver gjort forkert, fordi vi risikerer at miste teknikkerne, hvis ingen længere insisterer på at vedligeholde dem,« siger hun.

Håndens arbejde er aldrig 100 procent fejlfrit

Birna griner lidt, da hun kalder sig selv for “arbejdsskadet”. Når hun går på restaurant, er det sjældent blot for at nyde et måltid. Blikket scanner automatisk rummet. Er der løbere i træværket? Passer gardinerne til vægfarven? Er tapetet sat rigtigt op, eller hænger det i kanterne? Er flisearbejdet i vatter?

»Jeg hader løbere. De små malingsstriber, der løber i utålmodige spor ned over en flade eller hvis der er gardiner efter malerarbejdet. Jeg tænker nogle gange om jeg lige skal sætte mit visitkort, bare nu hvis, de skulle overveje, at lave det om,« siger Birna Bäck.

Men samtidig insisterer hun på, at perfektion ikke er målet.

»Malerarbejde er håndarbejde – og hænder er menneskelige. Derfor kan man heller ikke få en guldmedalje, når man bliver færdiguddannet. En guldmedalje ville betyde, at ens arbejde var fejlfrit. Den højeste anerkendelse, du kan få på skolen, er en sølvmedalje,« forklarer Birna Bäck.

Hun har sit eget succeskriterium: Ville jeg selv kunne leve med det her? Hvis svaret er nej, laver hun det om. Med det samme.

»Jeg er ikke flueknepper,« siger hun og ler.

»Men det skal være ordentligt.«

Det, der måske lyder som perfektionisme, er i virkeligheden et spørgsmål om faglig stolthed og samvittighed. Og en dyb frustration over, hvordan faget nogle gange bliver misforstået.

»Folk siger tit: ”Det er jo bare en stue, der skal males.” Men de forstår ikke, hvad det kræver,« siger Birna.

Hun forklarer, at selv et lille projekt ofte tager fem dage – ikke fordi hun maler i fem hele dage, men fordi der er tørretid, opsætning, forberedelse og detaljer, der skal spille.

»Jeg plejer at sige, at alle kan male, det er bare ikke alle der maler lige godt. Men jeg krummer mig lidt over den her mentalitet med ”bare lige”. For det er ikke “bare lige.” Jeg har taget en uddannelse, og jeg ved hvad jeg laver,« siger Birna Bäck.

Det sidste fingeraftryk på arkitekturen

For Birna handler malerfaget om langt mere end farver og penselstrøg. Det handler om stolthed, faglighed og det ansvar, der følger med, når man maler sig ind i arkitekturen og værner om traditionerne og historien – penselstrøg for penselstrøg.

»Der er en stor tilfredshed ved at være den sidste på et projekt, at det er dit arbejde der tydeligt kan ses,« siger Birna Bäck.

Mens Birna viser et mærkat på malerbøtten, hvor den såkaldte MALl-kode står skrevet, forklarer hun, at der i dag er strammere regler for, hvilke stoffer der må være i den maling, hun arbejder med. Der bliver testet, kontrolleret og dokumenteret.

»Så nej,« siger hun og smiler skævt:

»Malerhjerne er ikke rigtig en ting længere.«