Foto: Nicolas Cosedis
Nicolas Cosedis har hovedet i skyerne – og det har givet ham et helt særligt perspektiv på det Danmark vi bygger
Af Andreas Grubbe Kirkelund
16. juni 2025
Gennem linsen på sit kamera dokumenterer Nicolas Cosedis de mønstre, vi ikke kan se nede fra gaden. Vi har talt med luftfotografen om gamle industrihavne, nybyggeri, og hvilke hemmeligheder arkitekturen afslører, når man ser den fra oven.
Hvad ser du oppefra, som vi andre måske ikke opdager i vores hverdag?
»Fra luften bliver byen læsbar som en helhed. Deroppe kan jeg se mønstre i vejnettet og gamle industristrukturer, der stadig præger nye områder – og så kan jeg se, hvordan natur og by glider ind i hinanden. Det er tydeligt, hvordan vores infrastruktur og byggeri har spor af både historiske valg og nutidige prioriteringer. Jeg kan se gentrificeringens indtog, opdage byplanmæssige skift og fornemme, hvordan kvarterer skifter karakter.
Det er lidt som at kigge på et levende kort – og nok en af de største styrker ved mit arbejde. Ved at dokumentere de samme steder igen og igen – over år og årstider – ser jeg de skift, der sker. Fortætning, nedrivning, nybyggeri, landskabsmæssige greb. Jeg kan se byens socioøkonomiske udvikling, dens politiske prioriteringer og dens evne til at håndtere forandring med respekt for det eksisterende.«
Synes du, at arkitekturen har vundet eller mistet noget i takt med udviklingen?
»Der er klare fremskridt i forhold til bæredygtighed, mobilitet og byliv. Men der er også steder, hvor vi har tabt noget af det rå og autentiske. I nogle transformationer er det, som om byen bliver for poleret – at det komplekse og det modsætningsfulde forsvinder. Jeg savner nogle gange mere mod i den måde, vi viderefører det eksisterende på. Ikke alting skal være strømlinet og effektivt.«
Foto: Nicolas Cosedis
OM NICOLAS COSEDIS
Nicolas Cosedis er fotograf med base i København, hvorfra han udforsker Danmark fra et ganske særligt perspektiv. Med vinduet åbent og vinden i ansigtet fotograferer han landet og byerne fra et lille propelfly og indfanger motiver, som ellers kun er fuglene forundt.
Gennem en årrække har han stået bag en række udstillinger og kunstfotografier samt flere fotobøger – heriblandt Danmark fra skyen og senest København før og nu – Byen fra skyen.
Du kan følge hans luftbårne motiver på Instagram – @copenhagenbycosedis – eller kigge forbi hans galleri på Sølvgade 20 i København og opleve dem i fysisk form.
Hvordan ændrer arkitekturens udtryk sig, når du ser det fra luften?
»Fra luften reduceres arkitektur til form, flade og relation. Detaljer og materialitet træder i baggrunden, og det er strukturen, organiseringen og konteksten, der træder frem. Man aflæser bygningers rolle i byens helhed. Det bliver tydeligt, hvordan en bygning forholder sig til det omgivende byrum. Det er et perspektiv, der afslører, om en bygning eller en plads spiller med eller imod sit sted.«
Har det ændret dit blik på byen, når du bevæger dig rundt på gadeplan?
»Overblikket har ændret mit syn på byen fuldstændigt. Jeg oplever det nærmest som et dobbeltsyn – hvor det ene lag er visuelt og intuitivt, og det andet er mere analytisk og rumligt orienteret. Byens strukturelle sammenhænge, man ikke ser fra gadeplan, har jeg i hovedet. Når jeg går gennem byen nu, ser jeg ikke bare en plads eller en facade – jeg ser det som en del af en større rytme, en sekvens, der rækker ud over det umiddelbart synlige.«
Er der særlige steder i Danmark, du bliver ved med at vende tilbage til?
»De gamle havne- og industriområder – som Østre Havn i Aalborg, Havnen i Aarhus og Esbjergs havnefront – har en særlig visuel dybde fra luften. I København vender jeg ofte tilbage til Nordhavn, som nærmest er et levende case-study i postindustriel transformation. Her kan man se, hvordan dokke, siloer og jernbanespor er blevet flettet ind i det nye bylag. Det gør det til et område, der både er interessant at dokumentere og bevæge sig i.«
Foto: Nicolas Cosedis
Synes du, at der er steder, som fortjener mere opmærksomhed – fordi de afslører noget nyt set fra luften?
»Ja – især teknisk infrastruktur. Kraftværker, vandtårne, rensningsanlæg og de gamle silostrukturer er ofte arkitektonisk stærke og fyldt med fortællinger, men overses i det daglige. Fra luften fremstår de som monumenter – ikke i klassisk forstand, men som tydelige tegn på samfundets funktionelle behov. De fortjener at blive anerkendt som en del af byens æstetik og historie.«
Astronauter, der ser Jorden i sin helhed, oplever ofte et fænomen kendt som ”The Overview Effect” – et skifte i ens opfattelse af Jorden som én enhed. Er det noget, du oplever en grad af, ved at se det hele lidt fra oven?
»Ja, det gør jeg faktisk. Når jeg flyver over Danmark og ser landskaberne, byerne og infrastrukturen ovenfra, får jeg en erkendelse af sammenhæng og skala – både fysisk og samfundsmæssigt. Og ja, det minder lidt om astronauters erkendelse af, hvor integreret alting er. Jeg ser, hvordan bygninger, byplaner, landskab og menneskelige bevægelser hænger sammen i mønstre, man aldrig ville kunne aflæse nede fra jorden. Det ændrer ikke bare mit blik på byen – det ændrer min forståelse af den måde, vi former og forvalter vores omgivelser på.«
Foto: Nicolas Cosedis