Er mursten den eneste vej til lykke?
I årtier har vi indrettet samfundet efter forestillingen om, at flest muligt skal eje deres egen bolig. Men giver den fortælling stadig mening i et Danmark præget af voksende boligulighed, ressourceknaphed, ændrede familieformer og livsvilkår? Boligen er både hjem, investering og identitet.
I denne DAC Dialog undersøger vi, hvordan den danske boligdrøm blev skabt. Parcelhuset, friværdien og forestillingen om, at man sparer op i mursten, har nemlig præget både boligmarkedet og vores idé om det gode liv.
Men den forestilling rykker sig i de her år: Boligpriserne stiger markant i de største byer, hvor mange kan slet ikke har adgang til ejerboligmarkedet. Andre steder i landet kan husene være svære at sælge, og er mindre værd nu end for bare 10 år siden. Samtidig er vores familiemønstre og de affødte boligbehov ændret markant fra kernefamilie-boligen til vores langt mere differentierede boligbehov.
Lyt med, når boligforsker Mette Mechlenborg (Aalborg Universitet, BUILD), boligøkonom Marc Lund Andersen (Boligøkonomisk Videnscenter) og arkitekt Kasper Guldager Jensen (Home.Earth & Transformer.Build) diskuterer hvordan boligkultur, politik og økonomiske incitamenter har formet boligmarkedet, og hvilke alternativer til den klassiske ejerbolig, der allerede er ved at vokse frem.