Landskabets stemme
Hvad nu, hvis landskabet er styrende for, hvor, hvordan og hvor meget, vi bygger?
I denne film møder vi en niårig pige, der fra sit pigeværelse i år 2050 tager os med ind i den virkelighed, hun bor i. Gennem barnets fordomsfrie blik oplever vi et forandret Danmark, hvor vi bor i pagt med naturen på en helt ny måde. Med respekt for landskabet er der kun opført boliger dér, hvor naturen giver os plads – vi tænker os om, og placerer vores boliger på klogt. Energien hentes fra den nærliggende å, og landskabet er blevet det fælles rum, voksne og børn mødes i. Det kan lyde som en drøm for os i dag, men i den lille piges øjne er det bare sådan, hverdagslivet ser ud.
Fremtidsbilledet er skabt af Karin Munch og Birthe Urup i DETBLÅ. Droneoptagelser af Claus Moestrup.
Om arkitekternes vision
Træd ind i en fremtid, hvor vi bor i harmoni med naturen. Arkitekterne DETBLÅs film viser, hvordan vi kan bygge boliger på en måde, der skåner landskabet og samtidig giver høj leveværdi. I fremtiden handler det om at tilpasse os naturens vilkår: at bruge jordens ressourcer ansvarligt og bygge væk fra områder, hvor oversvømmelser truer. Når vi lærer at placere vores byer og hjem der, hvor naturen giver os plads, vil vi nemlig opnå en balance, der både styrker vores livskvalitet og beskytter miljøet. Det handler ikke kun om at bo bæredygtigt, men om at skabe steder, hvor mennesker og natur kan trives side om side.
DETBLÅ
DETBLÅ er grundlagt i 2020 ved Birthe Urup og Karin Munch. DETBLÅ udvikler arkitektur, landskaber og byer. Tegnestuen arbejder ud fra overbevisningen om, at alt kan og skal tænkes ind i en helhed med respekt for stedets kvalitet, i et fagligt felt mellem behandling af kulturarv og traditioner og udvikling af løsninger til det logiske og praktiske. Følg med hos DETBLÅ her.
Se de tre andre tegnestuers bud på: Hvordan skal vi bo i 2050?
Om den nationale arkitekturpolitik
De fire tegnestuer har med deres fremtidsbilleder leveret inspiration til Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik, der er nedsat til at skabe en hvidbog med anbefalinger til en ny national arkitekturpolitik. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvordan teksten kommer til at lyde, når Danmarks nye nationale arkitekturpolitik skal formuleres. Arkitekturpolitikken sætter retningen for det byggede miljø i hele landet. Med inspiration fra den nationale arkitekturpolitik kan regeringen og kommunerne lave lovgivning, som for eksempel kan diktere, hvordan en bestemt facade skal se ud, hvor meget co2, man må udlede med et byggeri, eller om det fortsat skal være helt ok at bygge parcelhuse på 200 kvadratmeter. Derfor kan den have stor og direkte betydning for den måde, vi alle lever på.
Helle Søholt, adm. direktør i Gehl og talsperson for Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik, siger:
“De fire fremtidsbilleder er en vigtig inspiration for vores arbejde i ekspertgruppen. De udfordrer os til at tænke radikalt anderledes om vores bymiljøer og viser, hvordan fremtidens arkitektur kan være en katalysator for bæredygtig forandring. Denne nytænkning vil være en vigtig del af, hvordan vi udformer anbefalingerne til den nye nationale arkitekturpolitik. Vi håber, filmene kan bidrage til en åben, aktiv og inddragende dialog om anbefalingerne i kommuner i hele landet. “
Læs mere om den nationale arkitekturpolitik her.
Om ekspertgruppen for national arkitekturpolitik
Ekspertgruppen for national arkitekturpolitik er nedsat af kulturminister Jakob Engel-Schmidt til at udarbejde en række anbefalinger til, hvad en ny national arkitekturpolitik bør indeholde. Ekspertgruppen består af førende danske fagpersoner fra feltet arkitektur og byplanlægning, herunder blandt andre Pil Høyer Thielst, partner i Lundgaard & Tranberg Arkitekter, Lene Dammand Lund, rektor på Det Kongelige Akademi og Lars Autrup, direktør i Akademisk Arkitektforening.
Læs mere på Kulturministeriets hjemmeside.