Skip to main content

Bøøøh! 9 bygninger med spøgelseshistorier

Hvem siger, at bygninger kun er for de levende? Disse 9 bygninger gemmer på spøgelseshistorier, der kan give selv de modigste myrekryb. Du kan endda selv besøge dem – hvis du tør!

Af Ida Elva Hagen

  • Foto: Voergaard slot

    1. Blodpletter og mørk fangekælder

    Voergaard slot

    Omgivet af en voldgrav ligger Voergaard Slot i Nordjylland med sine høje tårne og smukke renæssancedetaljer. Slottets ældste fløj blev opført omkring 1520 og blev senere udvidet af adelskvinden Ingeborg Skeel. Bag de røde mursten gemmer der sig dog nogle grufulde fortællinger.

    Ifølge myterne var Ingeborg en grusom herskerinde, der blandt andet skubbede slottets bygmester i voldgraven og slog en gravid tjenestepige ihjel. I et af slottets tårnværelser findes angiveligt stadig en blodplet, der ikke kan vaskes væk. Og dybt under slottet gemmer sig et mørkt kælderrum, hvor fanger engang sad indespærret i et rum så lille, at de hverken kunne stå op eller ligge udstrakt.

  • Foto: Thomas Rafn-Larsen

    2. Mystiske lyde i Øresund

    Kronborg slot

    Med sine høje tårne, gyldne spir og flotte renæssancearkitektur ligger Kronborg Slot helt ud til Øresund. Slottet blev opført under Frederik 2. i slutningen af 1500-tallet. Og som så mange andre gamle slotte har Kronborg selvfølgelig også et par myter på samvittigheden.

    Dybt nede i slottets mørke kældergange, også kaldet kasematterne, sidder Holger Danske og sover. Ifølge myten vågner han først, når Danmark er i alvorlig fare. Men noget tyder på, at han ikke er alene … Gennem tiden har både vagter og besøgende angiveligt hørt mystiske fodtrin og døre, der smækker af sig selv. Så måske er det ikke kun Holger Danske, der holder til på Kronborg, når lyset bliver slukket…

  • Foto: Dragsholm slot

    3. Muret levende inde

    Dragsholm slot

    Du kender måske det hvide Dragsholm Slot i Odsherred, men har du hørt om Den Hvide Dame? Slottet blev opført i middelalderen og senere ombygget i renæssancestil, og inde i de tykke mure gemmer der sig en tragisk historie.

    Ifølge myten forelskede en ung adelsdatter sig i en mand under sin stand – og det faldt bestemt ikke i god jord hos hendes far, der som straf fik hende muret levende inde i slottets vægge. I dag siges det, at hendes genfærd, Den Hvide Dame, stadig vandrer gennem slottets gange på jagt efter sin tabte kærlighed.

    Men hun er ikke alene! Den Grå Dame skulle også holde til på slottet, men hun vandrer angiveligt rundt for at passe på bygningen. Og så må vi ikke glemme den skotske jarl James Hepburn, der sad fængslet her i 1500-tallet. Ifølge fortællingerne kan man stadig høre hans hestevogn rumle ind i slotsgården.

  • Foto: Fredrik Arvidsson

    4. Vuf fra helvede

    Glimmingehus

    I Skåne ligger Nordens bedst bevarede middelalderborg, Glimmingehus. Borgen blev opført i 1499 af den danske ridder Jens Holgersen Ulfstand, dengang Skåne stadig var dansk. Med sine over to meter tykke stenmure, voldgrav og mørke gange var borgen bygget til at holde ubudne gæster ude. Men måske er der alligevel nogen, der har fundet en vej ind.

    En gammel fortælling lyder nemlig, at Glimmingehus hjemsøges af en brændende spøgelseshund, der skulle være borgens egen bygherre, Jens Holgersen Ulfstand, i en lidt anderledes skikkelse. Så hvis du hører noget pusle i de mørke gange, er det måske ikke en helt almindelig hund, du skal være på udkig efter.

  • Foto: Hjorths Badehotel

    5. Gæsten, der aldrig tjekkede ud

    Hjorths Badehotel

    Tæt på Skagen ligger Hjorths Badehotel med sin Skagensgule facade og klassiske badehotelsstemning. Men det er vist ikke kun feriegæster, der lægger vejen forbi – i hvert fald ikke ifølge myten.

    En af hotellets spøgelseshistorier handler om Engel Kristine, der boede på hotellet i begyndelsen af 1900-tallet, inden hun døde af den spanske syge. Hun beskrives som en lille, foroverbøjet kvinde i en lys sommerkjole, der stadig vandrer langs hotellets østside. Her bevæger hun sig stille gennem haven, forbi fløjdørene og rundt om gavlen, inden hun pludselig forsvinder igen. Måske er hun bare ikke helt færdig med sit ophold?

  • Foto: Nordjyske Museer

    6. Et pust i nakken

    Aalborg kloster

    Midt i Aalborg finder du Aalborg Kloster, der blev grundlagt helt tilbage i 1431. Med sine gamle murstensbygninger og lange klostergange er der masser af historie at gå på opdagelse i – også det paranomale …

    Ifølge fortællingerne vandrer en mystisk mand rundt i klostrets gange hver nytårsnat. Men også en kvinde skulle angiveligt spøge her. Nogle mener, at hun var en nonne, der blev gravid med en munk. Andre fortæller, at hun havde en affære med en rigmand og blev muret inde i kælderen. Ingen har set hende, men det siges, at man kan mærke hende som et pust i nakken, når hun går forbi.

  • Foto: Store Restrup Slotshotel

    7. Guldfeber og godnatkys

    Store Restrup

    Nær Aalborg ligger herregården Store Restrup med sine hvide mure og røde tegltag. Stedets historie går helt tilbage til 1314, mens hovedbygningen stammer fra 1723. Og med så lang en historie er det måske ikke så mærkeligt, at der også går spøgelseshistorier om stedet…

    Ifølge myterne går den tidligere herremand Iwer Rosenkrantz Levertzaw stadig rundt og kaster med jord i jagten på en guldskat. Skatten skulle først dukke op, den dag herregården brænder ned, og indeholde guld nok til at bygge den op igen!

    Men hun er vist mere fredelig og nøjes med at give sovende småbørn et blidt kys på panden.

  • Foto: Destination NORD - Peter Jørgensen

    8. Mystiske råb fra bunkerne

    Bangsbo Fort

    På en bakke ved Frederikshavn ligger Bangsbo Fort med sine store betonbunkere og panoramaudsigt over Kattegat. Fortet blev opført af den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig for at beskytte Frederikshavn Havn.

    Bag de tykke betonmure gemmer sig mørke rum og smalle gange, hvor soldater engang holdt til. Men ifølge fortællingerne er det ikke kun krigshistorie, der gemmer sig her.

    Besøgende og spøgelsesjægere har nemlig fortalt om mystiske lyde og stemmer fra de gamle bunkere. Nogle hævder endda at have fanget engelske stemmer på lydoptagelser, der råber “RUN”. Og det er måske et råd, man skal tage til sig…

  • Foto: Hans-Henrik Fuglede Rottbøll

    9. En forskrækket H.C. Andersen

    Børglum Kloster

    Har du set julekalenderen Ludvig & Julemanden, så kender du måske allerede Børglum Kloster i Nordjylland – det er nemlig her, den er optaget. Det gamle kloster har rødder tilbage til middelalderen og er kendt for sine hvide bygninger, store klosterkirke og lange gange. Men her er spøgelserne ikke kun noget, der hører julekalenderen til!

    Der knytter sig nemlig også en række uhyggelige historier til klostret. Alt fra mystiske fodtrin og døre, der åbner af sig selv, til munke i hvide dragter, der vandrer lydløst gennem gangene.

    Også selveste H.C. Andersen fik sig en forskrækkelse, da han overnattede på klostret i 1859. Midt om natten fik han øje på en mystisk skikkelse i sit værelse. Det viste sig dog bare at være lysets refleksion på en dør. Måske havde han også fået en drink eller to for meget aftenen før…