Børsen – Et renæssanceikon rejser sig fra asken
Få et helt særligt indblik i genopbygningen af Børsen, når Michael Booth interviewer arkitekten Mette Tony blandt ruinerne af den historiske bygning.
Af Dansk Arkitektur Center

Da Børsen brændte den 16. april 2024, mistede Danmark et af sine mest ikoniske vartegn.
I denne episode af vores engelske podcast Let's Talk Architecture besøger Michael Booth den historiske bygning midt i genopbygningen og taler med Mette Tony, medstifter af Praksis Arkitekter, om udfordringerne ved at genopbygge et vigtigt stykke dansk kulturarv.
Hvordan restaurerer man en bygning med 400 års historie – og hvilken version af Børsen skal rejse sig fra asken?

Om Mette Tony
Mette Tony (f. 1971) er arkitekt og byggeøkonom. Hun er medstifter af tegnestuen Praksis, som hun etablerede sammen med Mads Bjørn Hansen i 2006.
Hun er involveret i alle tegnestuens projekter, der spænder bredt i både skala og funktion – med et særligt fokus på bygninger og kulturmiljøer med stor historisk værdi og arkitektonisk kvalitet.
Mette Tony har modtaget en række af Danmarks mest markante arkitekturpriser og hædersbevisninger, blandt andet Eckersberg Medaillen, Nykredits Arkitekturpris, Dreyers Fonds Hæderspris og Henning Larsens Hæderspris.
Hun er oprindeligt uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Om Let's Talk Architecture
Mød nogle af verdens førende arkitekter, designere, planlæggere og ingeniører, når vi taler med dem om deres arbejde og idéer. Let’s Talk Architecture introducerer dig til de kreative og innovative hjerner bag fremtidens bygninger og byer.
Let’s Talk Architecture er en podcast fra Dansk Arkitektur Center. Bag mikrofonen er Michael Booth. Lyddesign af Munck Studios.
Foto: Rune Svenningsen



