Dame i eget domicil: Flere vil have deres hjem for sig selv

Efter en rask cykeltur hjem i støvregn sætter du nøglen i hoveddøren – og snubler næsten over et par sneakers i entréen, der symptomatisk har fået plads lige foran hoveddøren.

»Hej, skat, har du husket mælken?« lyder det gennem køkkenalrummet.

På badeværelset ligger de sure sokker som små bjerge foran vasketøjskurven. Opvaskemaskinen blinker utålmodigt, og på vej hjem fra arbejde tikkede en besked ind om, at der mangler mælk til havregrynene.

Ved køkkenbordet hakkes løg og snittes grøntsager, mens stemmerne flyver gennem rummet og forsøger at overdøve emhætten, der træt sluger osen – og måske også romantikken: Hvem tager skraldet i aften? Hvem handler ind i morgen? Og husk, at Lars og Gitte kommer til middag på lørdag.

På væggen hænger citatplakaten Live, Laugh, Love. Men sådan føles det sjældent, i hvert fald ikke for alle, når hverdagens små forhandlinger presser sig på.

At bo sammen kræver koordinering, hensyn og kompromiser – fra hvem der samler de sure sokker op til hvem der brugte det sidste stykke toiletpapir. Det kan skabe tryghed, men også virke drænende at dele fire vægge imellem sig. Og noget tyder på, at flere og flere danskere forsøger at slippe ud af de praktiske forhandlinger – og bor alene.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de ikke har en kæreste eller ægtefælde, som de kan putte med om søndagen.

Sammen godt, men er alene bedst?

Tallene taler deres tydelige sprog. Ifølge Danmarks Statistik var der pr. 1. januar 2025 mere end 1,15 millioner husstande med kun én person.

Og udviklingen går stærkt. Fra bare 2019 til 2025 er antallet af husstande med en enlig voksen uden børn steget med lidt over 100.000.

På grafen herunder kan du se udviklingen i husstandsstørrelsen de seneste 30 år.

Ifølge Rikke Sand Andersen, der er antropolog og forfatter til bogen Alene, hænger det sammen med både velstand og velfærd.

»Hvis vi skal forstå, hvorfor folk flytter fra hinanden, så skyldes det blandt andet, at de slipper for alt koordineringsarbejdet. Der er en masse besvær, man slipper for – for dem der har råd til det. I vores kultur forbindes det at bo alene med at være en person, der kan klare sig selv. At flytte for sig selv bliver dermed ikke set som socialt risikabelt, men som en måde at indgå i relationer og udvise selvstændighed på,« siger Rikke Sand Andersen.

Samtidig har vi et samfund, hvor staten i højere grad har overtaget opgaver, som tidligere lå i hjemmet eller familien.

»Vi er ikke længere afhængige af hinanden på samme måde som før i tiden. Der er en masse frihedspotentiale i den måde, velfærdsstaten er indrettet på,« forklarer hun.

Dine, mine og vores børn behøver ikke bo sammen

En af dem, der ikke går sur i opvask og vasketøj med sin mand, er smykkedesigner Pernille Corydon. Hendes mand Thure bor i Vejle med sine to sønner på 18 og 16, mens hun selv bor i Haderslev, hvor hendes to børn på 23 og 21 for nylig er flyttet hjemmefra. For parret har det været et hensyn til børnene at bo hver for sig i det der omtales som et COLA-forhold. COLA står for Couples Living Apart – altså par, der er i et fast forhold eller gift, men ikke deler samme adresse.

»Det er ikke fordi, jeg aktivt har besluttet mig for, at jeg ville leve alene. Det har handlet om, at min mand og jeg bor i hver vores by med hver vores børn,« fortæller hun.

Da børnene var mindre, fik de koordineret, så de havde børn i de samme uger – børneuger og kæresteuger – og det viste sig at fungere godt. Ifølge Pernille Corydon har livsformen også haft den effekt, at forholdet føles mere ”sprødt”.

»Vi kører i hvert fald ikke træt i hinandens sure sokker, opvask og madpakker. Man holder forholdet frisk på en anden måde. Det er et kæmpe privilegium at kunne gøre det, vi gør – men det er også en dyr måde at leve på,« forklarer Pernille Corydon.

Ulemperne er der dog også. Det største er afsavnet og den manglende nærhed, man får ved at dele hverdagen.

»Det ville da være dejligt at kunne sove sammen. Der kommer lidt en afstand, som både er god og dårlig. Hvis man har en periode, hvor man har brug for nærhed og den trygge relation, så er det hårdt at være fra hinanden,« siger Pernille Corydon.

Boliger til single-husstande mangler

Når flere vælger at bo alene, stiller det nye krav til boligmarkedet. Mange boliger er stadig indrettet til familier frem for enlige, påpeger Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videnscenter.

»København har længe holdt fast i en byfornyelsesstrategi, hvor de små lejligheder blev fjernet for at gøre plads til store boliger målrettet ressourcestærke børnefamilier. Men i dag viser det sig, at de store lejligheder er blevet så dyre, at børnefamilierne enten ikke har råd eller foretrækker et hus uden for byen,« siger han.

Udviklingen rammer på tværs af generationer. Danmark er et af de lande, hvor unge flytter tidligst hjemmefra, men samtidig stiger antallet af midaldrende single-husstande. Og tendensen er ikke kun et storbyfænomen – den spreder sig også uden for de større byer, fortæller Curt Liliegreen.

I de internationale storbyer er det særligt højtuddannede og velstillede singler, der påvirker boligmarkedet. I Londons West End og på Lower Manhattan er single husstanden den mest udbredte husstandstype – trods tårnhøje boligpriser.

Herhjemme advarer Curt Liliegreen mod at følge samme spor.

»Vi ser især i storbyerne, at der opstår et marked for meget små lejligheder. I nogle af de mere ekstreme byer som New York og Vancouver er der boliger, man nærmest ville opfatte som et kosteskab – det, man i gamle dage ville kalde et kammer. Og de koster en formue alligevel. Det skulle nødig ske i København,« siger han.

Parforholdet under pres

De flere enlige handler ikke kun om frihed fra praktiske opgaver. Det handler også om de høje forventninger, der i dag hviler på parforholdet, forklarer kønsforsker og forfatter Christian Groes.

Et eksempel finder man i TV 2-serien ”De bedste år”, hvor hovedrollerne bliver spillet af Magnus Millang og Stephania Potalivo, der bogstavelig talt drukner i familielivet. De jonglerer med karriere, børn, renovering af køkkenet, vasketøj i endeløse bunker og svigerfamiliebesøg – alt sammen skildret med humor og overdrivelse, men stadig genkendeligt. Forventningen om at få det hele til at hænge sammen – og ovenikøbet se perfekt ud imens – kan tage pusten fra selv den mest overskudsagtige.

Netop de klassiske familieidealer, som kernefamilien er under forhandling, understreger Christian Groes:

»Folk føler ikke altid, at de kan leve op til det, der kræves, og der er en konstant søgen efter noget, der er bedre. Samtidig skal vi være mere og mere fleksible i vores arbejdsliv. På den ene side er der mange, der føler, at de ikke kan leve op til idealerne, og på samme tid er der krav om, at man skal være sig selv nok og hele tiden kunne rykke videre til noget andet og bedre,« siger han.

Christian Groes lever selv i en mere fleksibel familiekonstruktion – ligeledes i et COLA-forhold. Konkret fordeler han sin tid mellem København, hvor han bor med sin søn, og Aarhus, hvor hans kone bor.

»Jeg oplever selv, at det giver mere frihed og en vekselvirkning mellem de fordele, som både samværet og samlivet har, og på den anden side den enlige tilværelse. I mit tilfælde kan jeg i en periode fordybe mig fuldstændig i arbejdet og i min søn – og i en anden periode fokusere på parforholdet,« fortæller han.

Hjemmet som et hotel

For at forstå, hvorfor det at bo sammen er blevet mindre attraktivt, kan vi også vende blikket mod den britiske antropolog Mary Douglas. I bogen The Idea of a Home fra 1991 beskriver hun forskellen mellem et hjem og et hotel. Når man bor sammen, kræver det indordning: man skal blive enige om, hvornår der spises, hvem der gør rent, og hvordan hverdagen organiseres. På et hotel derimod er det en kok, der laver maden, og en stuepige, der redder sengen. At skabe og holde et hjem sammen med andre forudsætter disciplin – og tolerance over for andres vaner, lyde og dufte.

Det er netop denne disciplin, mange mennesker i dag finder besværlig, skriver Mary Douglas. Og oveni er vi blevet fodret med urealistiske forestillinger om kærlighed og parforhold.

»Vi er blevet overdynget med fantasihistorier fra Hollywood om den rigtige kærlighed og den rigtige mand og kvinde – hvor smuk, sej og succesfuld man skal være. Der er et mismatch mellem forestillingen og det, man faktisk kan leve op til,« siger Christian Groes.

Særligt peger Rikke Sand Andersen på velfærdsstaten som en vigtig katalysator for, at flere har mulighed for at bo alene.

»I 1950’erne og 1960’erne kan man se, at vi lige så stille begynder at flytte fra hinanden. Helt tilbage i 1970 var det cirka hver tredje husholdning i Danmark, hvor der boede flere generationer sammen. Siden da er familieenhederne skrumpet og skrumpet,« fortæller hun.

Og hvis tendensen med, at flere ønsker at bo under eget tag, fortsætter, skal vi også gentænke vores boligformer.

»Vi mangler i virkeligheden, at nogen sætter sig ned og tænker igennem, hvordan vi skal bo i dag. Mange har kun deres børn halvdelen af tiden, andre rejser meget eller spiser ude det meste af ugen. Skal de så have en stor lejlighed med et stort køkken? Eller skal vi tænke anderledes?« spørger Curt Liliegreen.

Han peger på, at fremtidens nybyggeri i højere grad må tage højde for de skiftende behov og de nye måder, vi lever på.