Grande Arche: Menneskehedens danske triumfbue i Paris

I begyndelsen af 1980’erne satte Frankrigs præsident François Mitterrand sig for at markere 200-året for Den Franske Revolution med en række store byggeprojekter – Louvre-pyramiden, Bastille-operaen, det nye nationalbibliotek og en moderne triumfbue i byens vestlige erhvervskvarter, La Défense.
Hvor den klassiske Arc de Triomphe fejrer hæren, skulle Grande Arche være “menneskehedens triumfbue” – et monument for humanisme og internationale idealer – og samtidig et kontorhus til ministerier og internationale organisationer.

424 forslag og én kube

Den franske stat udskrev i 1982 en international arkitektkonkurrence om et “kommunikationscenter” og monument for enden af den historiske akse fra Louvre over Concorde, langs Champs-Élysées og under den klassiske Arc de Triomphe. 424 forslag strømmede ind fra hele verden.

I 1983 valgte en enig jury et oplæg fra en relativt ukendt dansk professor: arkitekten Johan Otto von Spreckelsen sammen med civilingeniør Erik Reitzel. Deres projekt, en enorm åben kube, brød ikke blot med konkurrenceprogrammets beskedne højderestriktioner, men insisterede også på en overrumplende enkelhed – en abstrakt ramme om himlen og byen, lige så meget vindue som bygning.

I Mitterrands katalog af monumenter blev det udpeget som den moderne, humanistiske version af Arc de Triomphe. Byggeriet begyndte i 1985, og Grande Arche blev indviet 14. juli 1989 – på dagen for Bastillefejringens 200-års jubilæum.

Fra danske kirker til verdensbue

Set fra Danmark virker det næsten usandsynligt. Manden, der satte sig igennem på Paris’ historiske hovedakse, havde aldrig arbejdet i den skala før. Spreckelsen var ganske vist professor på Kunstakademiets Arkitektskole, men havde – ud over sit eget hus – blot tegnet fire kirker i Danmark.

I kirkerne kan man se hans brug af enkle geometrier, især kvadrater, der bearbejdes til roligt, lysfyldte rum. Grande Arche kan ses som en videreførelse af denne logik: en kube foldet op til en ramme, hvor rummet imellem er det vigtigste. Som udenlandsk vinder blev han efter franske regler koblet sammen med arkitekten Paul Andreu. Samarbejdet blev dog præget af politisk og økonomisk pres. Skiftende regeringer ville spare, og materialer, detaljer og honorarer kom i spil. I 1986 trak Spreckelsen sig officielt fra projektet; Andreu førte det i mål, mens Reitzel fortsatte som ingeniør frem til indvielsen. Spreckelsen nåede aldrig at se buen færdig – han døde i 1987.

Den åbne kube – geometri og rotation

Grande Arche er næsten en perfekt kube: cirka 110 meter høj, 108 meter bred og 112 meter dyb. Det er som om den lille Arc de Triomphe du Carrousel ved Louvre og den store Arc de Triomphe ved Étoile er skaleret op endnu en gang – til en triumfbue i skyskraberformat. 

Det mest radikale er dog hullet i midten. Rummet er så stort, at Notre-Dame i princippet kunne stå inde i det – et næsten ubegribeligt volumengreb, der først for alvor mærkes, når man står på plateauet og kigger op. Kuben er drejet omkring 6,3 grader i forhold til den rette akse fra Louvre til La Défense. Det skyldtes først og fremmest et teknisk krav: Under pladsen ligger motorvej, metro og togstation, og de 12 gigantiske fundamenter måtte placeres mellem de eksisterende tunneler. Men rotationen er også blevet læst som et bevidst greb: Den fremhæver dybden i kuben og vender sig samtidig mod Eiffeltårnet og Tour Montparnasse – dengang den højeste skyskraber i Paris.

Fra italiensk marmor til amerikansk granit

Da Spreckelsen valgte materialer, insisterede han på en næsten blændende hvidhed. Ud over glas og granit skulle facaden beklædes med Carrara-marmor – en stentype brugt siden antikkens Rom, og den samme som Michelangelo anvendte til sin David.

Spreckelsen rejste til Italien for at finde en særligt fin og hvid kvalitet af marmor, men den var dyr, og uden hans vidende accepterede hans franske samarbejdspartner Paul Andreu en billigere variant. 

Marmor – dyr eller ej – viste sig dog få år senere at give udfordringer i Paris’ klima. Materialet er porøst, og vand trængte ind, frøs og fik pladerne til at bule, krakelere og i enkelte tilfælde løsne sig. For at undgå nedstyrtninger måtte dele af facaden demonteres, og buen blev i en periode lukket for offentligheden. I 2010’erne gennemførte man en omfattende renovering, hvor al marmor blev erstattet af Bethel-granit fra Vermont. Granitten genskaber noget af det lyse udtryk, men er langt mere robust over for Paris’ klima.

Åben bue og lukket tag

Selve “benene” i buen er kontorhuse. Her sidder primært statslige institutioner og ministerier samt forskellige tekniske myndigheder. På pladsen under og foran buen fungerer den brede trappe som et uformelt amfiteater for kontorfolk, studerende og turister, der vender ryggen til trafikstrømmene og kigger ind mod byen. Taget var i mange år også en spektakulær del af besøget med udsigtsterrasse, udstillinger og en restaurant med 360-graders panorama over Paris.
I april 2023 lukkede taget dog permanent på grund af høje driftsomkostninger.

Grande Arche på film

Historien om den danske professor, der vandt Paris’ store konkurrence – og siden forlod sit livsværk – har fået nyt efterliv. I 2025 fik filmen L’Inconnu de la Grande Arche (The Great Arch) premiere. Skuespilleren Claes Bang spiller Johan Otto von Spreckelsen, og Sidse Babett Knudsen spiller hans hustru Liv. Filmen bygger på en roman af Laurence Cossé og dramatiserer spændingen mellem den idealistiske arkitekt og det politiske system.

Dermed bliver Grande Arche ikke kun et ikon på Paris’ horisont, men også en fortælling om arkitektens rolle i store nationale projekter – og om, hvordan en håndfuld danske streger kan lande midt i verdens mest ikoniske bybillede.