Skip to main content

Video: Storbyen gentager sig selv i Peter Funchs fotos af livets skjulte mønstre

Peter Funch har i årevis fotograferet storbyens mønstre og mikrodramaer. I denne korte dokumentarfilm reflekterer han over arbejdet bag sine fotoserier fra New York – og over en fotografisk praksis, hvor tid, gentagelse og opmærksomhed afslører det usynlige i det urbane hverdagsliv.

Af Andreas Grubbe Kirkelund og Ida Kyvsgaard Bentzen

Kom med på opdagelse i fotograf Peter Funchs værksted i denne dokumentarfilm, hvor han inviterer os ind i sit arbejde og sin måde at se verden på. Gennem billeder skabt over lange tidsrum – ofte fra det samme sted og med det samme udsnit – udfordrer han forestillingen om, hvad et fotografi er, og hvordan virkeligheden kan præsenteres. Filmen giver et sjældent indblik i en praksis, hvor tålmodighed, gentagelse og opmærksomhed er lige så vigtige som det spontane blik, som ”street photography” traditionelt forbindes med.

Hverdagens mønstre

I filmen møder vi Peter Funch under arbejdet med projektet Tomorrow and Tomorrow and Tomorrow, der genbesøger hans to fotoserier 42nd and Vanderbilt og Babel Tales, skabt under hans år i New York. Ved første øjekast kan billederne ligne klassiske gadefotografier: mennesker fanget midt i bevægelsen, på vej gennem byen, optaget af deres egne gøremål. Men det, der umiddelbart fremstår flygtigt og tilfældigt, er i virkeligheden resultatet af et langvarigt og systematisk arbejde.

"Jeg kan ikke konceptualisere, inden jeg laver værkerne. Det kommer altid bagefter. Jeg har ikke en skarp idé om det."

Funch fotograferer det samme sted igen og igen og samler senere materialet for at finde de mønstre, man ikke får øje på i øjeblikket. Han fryser tiden, koncentrerer den – eller strækker den mellem to umiddelbart ens punkter. Metoden åbner for nye fortællinger. Når mennesker, der aldrig har befundet sig på samme sted samtidig, pludselig optræder side om side i det samme billede, opstår der forbindelser og mønstre, som normalt forsvinder i hverdagens tempo. Små gestusser, gentagne bevægelser og sociale ritualer træder frem og afslører noget grundlæggende om livet i storbyen – og om den måde, vi bevæger os gennem den på.

Idéen er en eftertanke

Peter Funch arbejder ikke ud fra et fastlagt koncept. Tværtimod opstår struktur og betydning først senere i hans kreative proces – når fotografierne ses i sammenhæng.

»Jeg kan ikke konceptualisere, inden jeg laver værkerne. Det kommer altid bagefter. Jeg har ikke en skarp idé om det,« siger han i filmen og understreger pointen om, at fotografierne for ham ikke er et produkt af en fastlagt idé – snarere det modsatte. Idéen tager form gennem gentagelse, observation og bearbejdning.

Om Peter Funch

Peter Funch (f. 1974) er en dansk prisbelønnet fotograf med en international karriere som ganske få. Han boede i New York i længere årrække og bor og arbejder i dag i Paris. Peter Funch er uddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1999 og balancerer sin traditionelle kunstkarriere med mere kommercielle kampagner.

New York som laboratorium for tid og sted

Storbyen New York spiller en afgørende rolle i arbejdet – ikke som ikonisk kulisse, men som et komplekst system af steder, rytmer og gentagelser – et laboratorium for observation, hvor arkitektur og steder kobles med menneskelig adfærd og udsættes for Peter Funchs særlige blik for at arbejde med tid.

Det er også de tre temaer, som dokumentaren er bygget op omkring: Mennesker, tid og steder.

Resultatet er en film, der henvender sig til alle med interesse for byen, fotografi, ”street photography” og New York – men også til dem, der er nysgerrige på, hvordan billeder kan skabes langsomt i en verden, der ellers bevæger sig hurtigt.

Filmen er produceret i forbindelse med udstillingen Tomorrow and Tomorrow and Tomorrow i Dansk Arkitektur Center.