Parisaftale eller boligvækst – hvad fylder mest i de danske kommuner?
Vi planlægger mere end fire gange så mange nye boligkvadratmeter, som befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik peger på vi har brug for. Hvad er op og ned, og hvad kommer først? Planlægning, befolkningsvækst eller forpligtigelse til at nedbringe vores udledninger? Og har vi egentlig prioriteterne i orden?

Danmark har forpligtet sig til ambitiøse klimamål. Alligevel fortsætter vi med at planlægge for en boligudbygning, der samlet set overstiger det forventede behov – ofte som parcelhuse og ofte på bar mark. Byggeri og arealforbrug er blandt de største drivere for både CO₂-udledning og naturtab, men fylder klimaet reelt nok i vores planlægningsbeslutninger?
Er det befolkningsprognoser, der styrer udviklingen – eller forventninger om lokal vækst, investorinteresser og ønsket om ikke at lukke døre, hvis nogen vil bygge? Og hvad vejer tungest, når planerne lægges: klimaforpligtelser, kommunal konkurrence eller håbet om fremtidig tilflytning?
Med afsæt i rapporten Danmarks planlagte boligudbygning i et klimaperspektiv stillede DAC Dialog skarpt på paradokset mellem nationale klimamål og lokal planlægningspraksis. Vi inviterede til en åben, undersøgende og kritisk samtale om, hvorvidt vores bolig- og arealplanlægning faktisk bringer os tættere på de mål, vi politisk har forpligtet os til – eller om den i praksis trækker i den modsatte retning. Ikke for at placere skyld, men for at diskutere, hvordan vi prioriterer, når alt tilsyneladende er vigtigt på én gang.
Arrangementet startede med oplæg v/ Mathias Nordby, Urban Studios, initiativtager og forfatter til rapporten Danmarks boligudbygning i et klimaperspektiv. Efterfølgende var der paneldebat og debat med salen. I panelet sad Mette Mechlenborg, sektionsleder og seniorforsker på BUILD, Aalborg Univetsitet og Jesper Pagh, Stadsarkitekt i Rødovre.
Kommende events
