Foto: Cæcilie Saul

Fang din by 2022 fotokonkurrence er skudt i gang!

Kontakt

Presseansvarlig Johanne Troelsgaard Toft
jott@dac.dk
+45 6142 1927

Danmarks mest folkelige fotokonkurrence er skudt i gang. Juryen, som bl.a. tæller Helena Christensen og Maren Uthaug, skal udvælge fotos, der viser byens sjæl

For 7. år i træk afholder Dansk Arkitektur Center den landsdækkende fotokonkurrence Fang din by, hvor alle fotoglade danskere kan deltage. Sidste år indsendte danskerne 4400 fotos og 1600 skoleelever fortolkede deres by gennem en kameralinse.

I år zoomer konkurrencen ind på det, der gør hver by unik – byens sjæl! De 55 bedste fotografier bliver udstillet for offentligheden på Bryghuspladsen ved Dansk Arkitektur Center til sommer, på udvalgte biblioteker fordelt over hele landet, og som noget nyt også på Folkemødet på Bornholm. Konkurrencen løber fra d. 24. februar til d. 24. april 2022.

Fotokonkurrencen er støttet af den filantropiske forening Realdania og udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Copenhagen Photo Festival.

Årets tema er Byens sjæl

Hvad adskiller en by fra en anden? Hvad er særligt ved netop din by? Og hvor gemmer byens sjæl sig? Er det i bygningerne? I stemningen? I det gamle eller i det nye? Den kan være svær at udpege, men den er alligevel dén, der gør en by særlig. Med årets tema opfordrer Dansk Arkitektur Center til, at deltagerne finder det, som de synes gør deres by særlig, og som skaber en forbindelse mellem dem og byen på godt og ondt. Om det er ens barndomsgade, hvor man lærte at stå på rulleskøjter, skolegården, hvor man fik sit første kys eller et bygningsværk, som man cykler forbi hver dag. Besøg www.dac.dk for mere information.

Årets Jury

Juryen består af model og fotograf Helena Christensen, anmelderrost forfatter og fast tegner for Politiken med striben Ting jeg gjorde Maren Uthaug, direktør for Copenhagen Photo Festival Maja Dyrehauge Gregersen, og programchef på Dansk Arkitektur Center Tanya Lindkvist.

”Jeg glæder mig til at være med i juryen i årets Fang din by fotokonkurrence. Det, der gør noget for mig, er historierne byen fortæller mig. Jeg er faktisk ret ligeglad med arkitektur og bygninger og funktionalitet. Jeg vil underholdes med små detaljer og store tanker og overraskende vinkler på noget, jeg troede, jeg havde styr på.” fortæller Maren Uthaug, forfatter, tegner og medlem af juryen Fang din by 2022.

”Fotografierne skal indeholde en fotografisk kvalitet, og så skal de formå at vise det særlige ved deltagerens by. Jeg har rejst meget med mit job både som model og fotograf og har oplevet rigtig mange byer i hele verden, ikke mindst New York, der har været min base både privat men også arbejdsmæssigt i flere år. New York rummer klart en puls og en elektrisk stemning, men alle byer besidder en særlig karakter og sjæl, der ofte defineres af det udefinerbare miks af kultur, arkitektur, natur og ikke mindst de mennesker der bor i den. Jeg glæder mig til at dykke ned i de danske byers sjæle.” fortæller Helena Christensen, fotograf og medlem af juryen Fang din by 2022.

Sådan deltager man

Læg billedet på Instagram med #DACfangdinby2022. Eller send billede og kontaktoplysninger til fangdinby@dac.dk og skriv ”Fang din by 2022 – hovedkonkurrence” i emnefeltet.

Konkurrencen løber fra d. 24. februar til d. 24. april 2022. Vinderne af 1., 2. og 3. pladsen får direkte besked primo maj 2022.

Udstillingsperioden er fra d. 9. juni – 2. oktober 2022

Udstillingsperioden for billederne er fra d. 9. juni – 2. oktober på Bryghuspladsen foran Dansk Arkitektur Center. Udstillingen vises også på bibliotekerne: Aarhus DOKK1, Sønderborg, Faaborg/Ringe samt på Folkemødet på Bornholm.

Det kan man vinde

Der er gode præmier på højkant til vinderne af fotokonkurrencen fra ballonflyvningstur med DreamBalloon for 2 personer, Klubkort + 1 samt brunch for 4 personer i Dansk Arkitektur Center, og sit eget vinderfoto trykt på akrylplade i format 70×100 cm

Gratis fotokurser – bliv en bedre fotograf

Dansk Arkitektur Center inviterer i samarbejde med bibliotekerne alle til et gratis fotokursus, hvor der gives masser af tips & tricks til at skabe ”wow-effekt” i billeder.

Street- og arkitekturfotograf Astrid Busse Rasmussen kommer med konkrete tips til at skærpe sanserne, så det gode motiv fanges. Få f.eks. tricks til, hvordan vejret kan bruges til at kommunikere en stemningsfuld morgen, eller hvordan dynamikken mellem børnene og legepladsen fanges.

9/3: Lærerkursus i DAC om Fang din by og fotos
19/3: Rønne Bibliotek
28/3: Faaborg/Ringe bibliotek
30/3: Aarhus Dokk1
7/4: Sønderborg bibliotek