Skip to main content

DAC sætter materialer og sanser i centrum under 3daysofdesign

Når 3daysofdesign fra den 10.–12. juni samler designinteresserede og professionelle fra hele verden i København, inviterer Dansk Arkitektur Center (DAC) indenfor til et program, der bl.a. undersøger, hvordan materialer bliver til arkitektur – og hvordan design kan opleves med hele kroppen. 

Foto: Rasmus Hjortshøj
Pressefotos

Fra træ til arkitektur: Ny designudstilling i DAC 
Under 3daysofdesign åbner DAC installationen Dette er ikke en skov, der følger træets vej fra rå ressource til færdig konstruktion Besøgende bevæger sig fra en fældet træstamme på Bryghuspladsen til forarbejdede materialer og videre ind i en digital skov i DAC, hvor hvert trin i processen forandrer både materialet og ikke mindst vores oplevelse af det. Ved at synliggøre processen inviterer installationen til refleksion over, hvordan materialer produceres, bruges og værdisættes – og hvordan vi kan arbejde mere bevidst med dem i fremtidens arkitektur og design. 

Installationen er udviklet af tegnestuen Archival i samarbejde med DAC og Dinesen Lab – en del af Dinesen. Øvrige samarbejdspartnere: Studio Atlant, Studio Pneuma, MSSR Works, Dinesen og Herskind Savværk. 

Læs mere om Dette er ikke en skov

Verner Panton 100 år: Design som rumlig oplevelse 

DAC markerer samtidig Verner Pantons 100-års fødselsdag med en ny installation i udstillingen So Danish!, der samler ikoniske værker og fortællinger om, hvorfor dansk arkitektur og design fortsat inspirerer mennesker verden over. 

Panton regnes som en af det 20. århundredes mest visionære skikkelser i dansk design og arkitektur. Installationen samler flere af hans ikoniske designs og viser, hvordan Panton arbejdede med design som en helhedsorienteret rumlig oplevelse. 

Her indgår blandt andet en installation af 81 Flowerpot-lamper, der hænger i klynger og danner en svævende, skulpturel lysinstallation i rummet. Samlet er installationen en hyldest til Pantons arbejde med at forme rum gennem lys, form og farve. 

Tak til &Tradition, Vitra, VERPAN og Verner Panton Design AG for samarbejdet. 

Læs mere om So Danish!

Kom tæt på arkitekturen i BLOX 

Hver dag under 3daysofdesign inviterer DAC på guidede ture i BLOX, hvor besøgende får indblik i de arkitektoniske idéer og greb bag bygningen på Københavns havnefront. Turene foregår på engelsk og henvender sig til et internationalt publikum med interesse for arkitektur og byudvikling. 

 

Åbningsaften med talks om sanser og materialer 

Den 11. juni markerer DAC åbningen af Dette er ikke en skov med en uformel aften fra kl. 17–21 med gratis adgang. Aftenen byder på åbningstaler, cider, popcorn og en AfterDAC-talk om sanselig arkitektur. 

I samtale med DACs seniorkurator Pernille Stockmarr fortæller repræsentanter fra Archival, Dinesen Lab og Studio Pneuma om installationen og deres arbejde med træ, dufte og sanselig arkitektur. 

 

Praktisk information 

Under 3daysofdesign er der gratis adgang til Dette er ikke en skov og Verner Panton 100 års-installationen. DACs øvrige udstillinger kræver entré. 

 

Læs mere om 3daysofdesign i DAC-programmet

Læs mere om udstillingsåbningen

 

Om 3daysofdesign 

Under årets 3daysofdesign i København sætter Dansk Arkitektur Center fokus på, hvordan designere og arkitekter arbejder med materialer, sanser og bevidste valg for at skabe rumlige oplevelser. Med årets tema Make This Moment Matter sætter festivalen fokus på at være til stede i nuet og træffe bevidste valg i design og materialer. 

Læs mere: https://www.3daysofdesign.dk/ 

Kontakt:

Johanne Troelsgaard Toft, Senior Press Officer
+45 6142 1927 · jott@dac.dk

Om Dansk Arkitektur Center

Dansk Arkitektur Center (DAC) er en international kulturattraktion, der skaber udstillinger, oplevelser og debat om arkitektur og design. DAC drives som et offentligt-privat partnerskab mellem staten og den filantropiske forening Realdania.

H.M. Kongen er protektor for Dansk Arkitektur Center.

I 2026 markerer DAC sit 40-års jubilæum.