Skip to main content

Nye muligheder for at dygtiggøre sig i Strategisk Byledelse

Kommunale politikere, direktører og chefer får nu igen mulighed for at styrke deres kompetencer i at håndtere tidens største udfordringer. Fra 1. oktober 2025 lanceres nye forløb i Strategisk Byledelse (SBL) og her forventes det, at mere end 300 ledere vil deltage de næste fire år. Realdania vil fortsat støtte efteruddannelsen.

Foto: Dansk Arkitektur Center (DAC)

Siden 2011 har et partnerskab mellem den filantropiske forening Realdania, Kommunaldirektørforeningen (KOMDIR) og Kommunalteknisk Chefforening (KTC) i samarbejde med Dansk Arkitektur Center (DAC) øget vidensniveauet i kommunerne, bragt eksperter sammen med beslutningstagere og dermed skabt et fælles sprog om strategisk byledelse på tværs af kommunegrænserne.

Download pressebilleder

“Det er afgørende for Danmarks udvikling, at kommunerne kan reagere langsigtet og helhedsorienteret på forandringer, så vi sikrer de bedste rammer for et godt liv i hele landet. Strategisk Byledelse-forløbene er en katalysator for nytænkning og videndeling om den fysiske udviklings potentialer på tværs af Danmark. Vi ser ind i en fremtid, hvor klima og sociale udfordringer udfordrer byer og landområder, og det kalder på nye greb, tilgange og stærke samarbejder mellem aktører.” siger Astrid Bruus Thomsen, programchef, Realdania.

Derfor er Strategisk Byledelse vigtig for Danmarks fremtid

Kommunerne skaber rammerne for danskernes hverdag, men vilkårene ændrer sig hastigt. Vores økonomi, klima, erhvervsliv og demografi udvikler sig hele tiden, og borgernes behov ændrer sig også. Alle de udfordringer og opgaver kan kommunerne ikke kun løse med specialviden. Det kræver netop topledere, der kan tænke langsigtet og helhedsorienteret om byernes og landområdernes udvikling.  

“Strategisk Byledelse er med til at skabe en kulturændring. Forløbene giver et fælles sprog og dermed også en fælles forståelse af sammenhænge, vigtigheden af arbejdet med den fysiske by- og områdeudvikling, for omstillingen og for de løsninger, der kan findes på tværs af sektorer og fagligheder.“ siger Jan Kallestrup, kommunaldirektør, Favrskov Kommune.

Bæredygtighed og nye dagsordener i fokus

Bæredygtighed bliver fortsat et gennemgående tema i de nye efteruddannelsesforløb. Men der sættes også fokus på nye emner som sammenhængskraft, balancen mellem land og by og visioner, der rækker ud over traditionel vækst. Det kan handle om alt fra jobskabelse og tilflytning til at fremme en sundere og mere bæredygtig adfærd blandt borgere.

“Fælles for de fleste kommuner er, at vi står foran store skift: bytransformation, demografiske ændringer, grøn omstilling, genstart af bymidten eller behov for stærkere samspil mellem by, land og natur. Fra min hverdag i Gladsaxe Kommune ved jeg, hvor store forandringer feltet gennemgår i disse år, og hvor vigtigt det er at give plads til at gentænke både de faglige og politiske processer i organisationen. Det er præcis det efteruddannelserne i strategisk byledelse handler om,” siger Maj Green, by- og miljødirektør, Gladsaxe kommune.

Forskning om Strategisk Byledelse

Siden december 2021 har et forskerteam fra Roskilde Universitet fulgt efteruddannelsesforløbene. Formålet har været at vurdere effekten af forløbene og give viden til fremtidige forløb og til undervisningsmiljøet på universiteter.

Forskernes undersøgelser viser, at Strategisk Byledelse skaber bedre ledere, stærkere faglige netværk og et fælles sprog blandt deltagerne. Desuden løfter Strategisk Byledelse ambitionsniveauet for kommunernes udvikling. Derudover fungerer Strategisk Byledelse som en katalysator for nytænkning – og at behovet for efteruddannelse på feltet er større end nogensinde.

Læs forskningsrapporten af Henrik Toft Jensen og Majken Toftager Larsen, RUC, her:

Fakta

Strategisk Byledelse blev søsat i 2011 kort efter, at kommunalreformen ændrede det kommunale landkort. KTC, KOMDIR og Realdania så behovet for et forum, hvor seminarer og studieture kunne kombineres med fælles refleksion og ny viden fra ind- og udland. Dansk Arkitektur Center har fra begyndelsen været operatør, og formatet er løbende blevet justeret efter erfaringer og skiftende samfundsdagsordner. Over 600 direktører, chefer og politikere fra næsten alle landets kommuner har allerede deltaget.

Frem til 2029 forventes følgende aktiviteter udbudt med støtte fra Realdania:

·       skræddersyede forløb for kommunalpolitikere

·       2 hold af 25 kommunale direktører

·       1 hold af 25 kommunale direktører, der ønsker en overbygning på tidligere forløb

·       2 hold af 25 kommunale chefer (fx planchefer, erhvervschefer, mobilitetschefer, stabschefer, udviklingschefer, kulturchefer, ol.)

·       1 hold af 25 kommunale chefer, der ønsker en overbygning på tidligere forløb

·       Formidlingsaktiviteter, der skal udbrede og skalere effekten til bredere målgrupper blandt borgere, politikere og uddannelsesmiljøer.

SBL ledes af en styregruppe bestående af repræsentanter fra KOMDIR, KTC og Realdania, som udstikker rammerne for SBL-forløbene. For at sikre, at SBL-aktiviteterne til stadighed er relevante, tværfaglige og forankrede i kommunernes og den private sektors virkelighed tilknyttes et fagpanel, der kan supplere styregruppen og DAC med faglige indspil.

Læs mere om Strategisk Byledelse, målgrupperne og de konkret forløb her:

Kontakt

Kursusledelsen på Dansk Arkitektur Center:

·       Bjarne E. Jensen bej@dac.dk / 24 81 14 92

·       Lars Fjendbo Møller lfm@dac.dk / 40 45 62 99

Partnerskabet bag Strategisk Byledelse:

·       Astrid Bruus Thomsen, programchef, Realdania abt@realdania.dk / 29 69 52 23

·       Jan Kallestrup, kommunaldirektør, Favrskov Kommune, jka@favrskov.dk / 2424 6821 

·       Maj Green, by- og miljødirektør, Gladsaxe Kommune, magree@gladsaxe.dk / 39 57 58 05