Skip to main content

PLACE – En udstilling af Dorte Mandrup i Dansk Arkitektur Center

Oplev den internationale vandreudstilling PLACE i Dansk Arkitektur Center - en udstilling af Dorte Mandrups tegnestue om arkitekturens evne til at formidle steders dybe betydning  

Foto: Dansk Arkitektur Center (DAC)
Pressefotos

Hvordan skaber man arkitektur, der hører til netop dér, hvor den står?  

I udstillingen PLACE inviterer den danske tegnestue Dorte Mandrup besøgende til at opleve fem særlige steder, hvor omgivelserne, terrænet og historien har formet arkitekturen - fra Vadehavets flade marsklandskab over Grønlands dramatiske isfjorde til det historisk følsomme Berlin.  

I en tid med store menneskeskabte ubalancer, viser den mindre udstilling i DACs sal, hvordan arkitekturen kan vække vores forbindelse til omgivelserne i en dyb respekt for de steder, vi tager i brug.  

Gennem modeller, fotos og film udfolder udstillingen fem markante projekter i Tyskland, Grønland, Norge og Danmark og viser, hvordan arkitektur kan skabe stærke forbindelser mellem mennesker, landskaber og historie. Projekterne er forskellige i form og funktion, men deler en fælles ambition: at lade stedet forme arkitekturen frem for omvendt. 

 

Arkitektur med afsæt i stedet  

I tegnestuen Dorte Mandrup er stedet definerende for arkitekturen. Landskaber, klima, materialer og lokale fortællinger inspirerer den arkitektur, der skal føje sig naturligt til stedet og vække dets særlige fortællinger. 

 

"I dag er det vigtigere end nogensinde, at arkitekturen styrker vores forståelse af de steder, vi er en del af." 

Dorte Mandrup, stifter og kreativ direktør 

 

En international vandreudstilling  

PLACE er en international vandreudstilling, der allerede har været vist på nogle af Europas førende arkitektur- og kulturinstitutioner, herunder Aedes Architecture Forum i Berlin, Le Bicolore – Maison du Danemark i Paris, Liljevalchs i Stockholm og AiT ArchitekturSalon i Hamborg. Nu vises udstillingen i Dansk Arkitektur Center (DAC), før den rejser videre. 

 

Om Dorte Mandrup 

Dorte Mandrup er en prisbelønnet dansk arkitekt med en international praksis. Hendes tegnestue er særligt kendt for stedsspecifik arkitektur, hvor landskab, kulturhistorie og lokale fortællinger former bygningernes udtryk. Tegnestuen designer arkitektur ud fra et kunstnerisk udgangspunkt, hvor de kombinerer deres faste greb om virkeligheden med modet til at udfordre rammerne for form og materialer.  

 

Udstillingen er udviklet af tegnestuen Dorte Mandrup. PLACE er en mindre udstilling, der vises i DACs sal fra 1. juli til 16. august 2026.  

 

Udstillingen er støttet af Dreyers Fond, Beckett Fonden og Knud Højgaards Fond.  

Opsætningen i DAC er støttet af den filantropiske forening Realdania. 

 

Også tak til Louisiana Channel, AEDES Architecture Forum, Le Bicolore - Maison du Danemark, Liljevalchs Konsthall og AIT. 

 

Læs mere om PLACE:

DAC har åbent mandag, torsdag og fredag fra kl. 10–21. Øvrige dage kl. 10–18. 

Kontakt:

Johanne Troelsgaard Toft, Senior Press Officer
+45 6142 1927 · jott@dac.dk

Om Dansk Arkitektur Center

Dansk Arkitektur Center (DAC) er en international kulturattraktion, der skaber udstillinger, oplevelser og debat om arkitektur og design. DAC drives som et offentligt-privat partnerskab mellem staten og den filantropiske forening Realdania.

H.M. Kongen er protektor for Dansk Arkitektur Center.

I 2026 markerer DAC sit 40-års jubilæum.