Skip to main content

The Good Channel: Installation på Træbryggen

Et overskaleret fjernsyn står på træbryggen foran DAC. Ingen lysende skærm og ingen breaking news, men printede historier om fremskridt, nye idéer og løsninger. Du kan sætte dig i sofaen foran skærmen, læse med og komme igen, når historierne er skiftet. Gratis og udenfor, hele døgnet, frem til begyndelsen af oktober.

  • Foto: Dansk Arkitektur Center (DAC)

    En analog nyhedskanal midt i byen 


    I generationer har fjernsynet været et vindue til verden og et sted, vi har samlet os om nyhederne. The Good Channel flytter det ud i det offentlige rum og skruer ned for tempoet. Historierne er printede, og de skiftes ud undervejs, så kanalen kræver, at du stopper op i stedet for at scrolle videre. Fjernsynet er skaleret så meget op, at det ikke bare er noget, man ser på, men noget man kan træde ind i og samles omkring.

    Indholdet er kurateret af Verdens Bedste Nyheder og handler om fremskridt og løsninger på nogle af verdens største udfordringer. Ikke for at ignorere problemer, men for at give et mere nuanceret billede af, at der også sker god udvikling.  

Bygget af materialer, der allerede har haft et liv 

Installationen er skabt af A Circular Design Studio i 100 procent genanvendt plast og genbrugstræ. Plasten kommer dels fra en fabrik i Nordsjælland, dels fra havplast indsamlet ved Vesterhavet. Træet er hentet på en byggeplads i Hillerød og indsamlet af NCC. Materialerne gør pointen konkret. Ressourcerne findes allerede, og spørgsmålet er, hvilken form og funktion de får næste gang. 

Hvorfor står installationen ved DAC? 

I DAC arbejder vi med, at gøre byens rum bliver til noget, folk rent faktisk bruger. Træbryggen og Bryghuspladsen ligger midt i byen, tæt på vandet, og hver dag går masser af mennesker forbi, også mange flere, end der går ind ad vores dør. The Good Channel er en god anledning til at stoppe op. Installationen er ikke en DAC-udstilling, men et partnerprojekt. Vi lægger Træbrygge til.  

Program 

Fredag 4. september: Verdens bedste morgen, avisuddeling 
Søndag 20. september: World Clean Up Day 

Forskellige partnerne arrangerer løbende talks og samtaler ved installationen. Tidspunkter opdateres her. Vil du gerne bruge installationen til et event? Kontakt A Circular Design Studio, for at aftale nærmere.  

Praktisk 

Sted: Træbryggen foran DAC i BLOX, Bryghuspladsen 10, 1473 København K 
Periode: 12. august til begyndelsen af oktober 2026 
Pris: Gratis. Installationen ligger udendørs og kan opleves hele døgnet uden billet 
Størrelse: 4,3 meter bred, 2,4 meter høj, 1,5 meter dyb 
Skabt af: A Circular Design Studio 
Nyheder kurateret af: Verdens Bedste Nyheder 
Partnere: Verdens Bedste Nyheder, DAC, NCC, Zetland 
Støttet af: STARK Fonden og Sharing Copenhagen