Bo bedre
bæredygtigt

Foto: Melissa Ørnstrup

Udstilling

20. november 2021 - 18. april 2022

Hvordan lykkes vi med at bo mere bæredygtigt, uden at miste livskvalitet? Hvordan kan arkitekturen påvirke os til at bo bedre?

I mere end 50 år har Tegnestuen Vandkunsten vist os, hvordan vi kan bo bedre og mere bæredygtigt sammen – og deres værdier er mere aktuelle end nogensinde. Udstillingen, der er udviklet i samarbejde med Vandkunsten og Utzon Center i Aalborg kan netop nu opleves i Dansk Arkitektur Center.

Anmeldelser

♥♥♥♥♥ Politiken
★★★★ Berlingske

”Man skal være lavet af sten for ikke at blive påvirket af udstillingen, der er både forfriskende og fandenivoldsk.”
– Berlingske

 

Det kan du opleve

En minibolig

I udstillingen kan du blandt andet opleve et helt hus på 37 kvadratmeter. Indrettet præcist, som Vandkunsten mener, at vi skal bo og klar til indflytning med plads til en familie på fire personer. Udstillingen er opbygget som en landsby med drivhus, fælleshus og legeplads. Det er et lille samfund og en by, som lever. Så kom og få et indblik i fremtiden med Vandkunsten.

Skønhed i det uperfekte

Udstillingen Bo bedre bæredygtigt handler ikke om fortiden. Dens omdrejningspunkt er vores fremtid. For din bolig kan være med til at redde verden. Huse behøver ikke være perfekte, for der er masser af skønhed at finde i det brugte. I skrammer, revner og fedtpletter. Fremtidens bolig skal også være mindre, for store huse er dårlige for klimaet og spild af ressourcer.

Beboere bygger selv

Byggefællesskaber er en anden tilgang til det at bygge. Her tager de kommende beboere selv ansvar for deres egen byudvikling, boligerne er tilpasset den enkelte, og fællesskabet er i fokus. Et eksempel er Fællesbyg Køge Kyst – et af Vandkunstens nyeste projekter – som du kan udforske i udstillingen. 

Bedre billige boliger

Med fokus på robuste materialer og præfabrikation skaber Vandkunsten BBB Kvistgård. Et boligtilbud med en betydeligt lavere husleje uden at gå på kompromis med arkitektoniske kvaliteter.

Fællesspisning og fleksibilitet

Det modulbaserede byggeri Tinggården i Herfølge bliver Vandkunstens første realiserede projekt i 1978. Fleksible vægge gør det muligt at tilføje værelser, efterhånden som behovet for en større bolig opstår.

Udviklet af

Udstillingen er skabt i samarbejde mellem Vandkunsten, Dansk Arkitektur Center og Utzon Center og med bidrag fra Bo Bedre.

Udstillingen er støttet af Realdania.