Skip to main content

Coastal Imaginaries: Danmarks Venedig-bidrag 2023 om naturbaseret kystsikring

Udstilling

20. maj - 26. nov. 2023

Udstillingen Coastal Imaginaries var Danmarks bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig 2023 og præsenterede naturbaserede designløsninger til stigende havvand og stormflod. Den var kurateret af Josephine Michau i samarbejde med Schønherr.

Under overskriften Coastal Imaginaries satte det danske bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig 2023 fokus på naturbaserede designløsninger, der adresserede globale klimaproblemer som stigende havvand og stormflod.

Bag udstillingen i Venedig stod kurator Josephine Michau, der, i samarbejde med landskabsarkitektfirmaet Schønherr, samt førende forskere, kunstnere, danske brancheorganisationer og videnskabelige institutioner, designere og scenografer, havde faciliteret og iscenesat indholdet i det danske bidrag i 2023.

”Vi er midt i den antropocæne tidsalder – også kendt som menneskets tidsalder – hvor geologer har udnævnt mennesker til at være en geologisk kraft på lige fod med vulkaner, meteornedslag og forskydning af tektoniske plader. Mennesket er medvirkende til mange af de kriser, vi står over for i dag såsom biodiversitetskrise, klimakrise, miljøkrise og fødevarekrise. Vi har ikke alene mulighed, men også pligt til at agere og vende udviklingen, og her har arkitekterne, der designer vores fysiske rammer, en afgørende rolle,” sagde kurator Josephine Michau.

  • Foto: Anna Aslaug Lund

    Fremtidens kystlandskaber

    Coastal Imaginaries var en dramatisk fortælling, der i flere fremtidsscenarier viste, hvordan kysten i København kan komme til at se ud, hvis man benytter sig af naturbaserede løsninger. Gennem en kombination af spekulativ scenografi og præsentation af nye forskningsprojekter inviterede udstillingen publikum til at udforske kystlandskabets foranderlighed, skønhed og skrøbelighed.

    Udstillingen var skabt som et laboratorium af håb, der kortlagde bæredygtige løsningsforslag midt i en universel håbløshed. Som besøgende i Den danske Pavillon i Venedig kunne man derfor opleve en række konkrete principper for, hvordan vi kan tilpasse os stigende havvand og hyppigere stormfloder, forårsaget af klimaforandringerne, som vil ændre vores kystlandskaber dramatisk i dette århundrede.

  • Foto: Rasmus Hjortshøj

    Copenhagen Islands: En naturbaseret udvikling af København

    Som en del af udstillingen Coastal Imaginaries kunne man opleve Copenhagen Islands, en forskningsbaseret vision for, hvordan København kan udvikles på en måde, så byen kan sameksistere med et kystlandskab i dramatisk forandring. Visionen var udviklet af landskabsarkitekttegnestuen Schønherr i dialog med en gruppe af forskere fra Københavns Universet (KU), Aarhus Arkitektskole (AAA) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

    København er med sin lavtliggende position et ud af flere steder i verden, der vil være særligt udsat ved stigende havvand og hyppigere stormfloder. Derfor var Copenhagen Islands et forslag til, hvordan byens overlevelse kan sikres ved en radikal gentænkning af infrastrukturen. Gennem en serie af kortoptegnelser præsenterede Schønherr et landskabsarkitektonisk forslag til, hvordan byen kan planlægges i sammenhæng med det omkringliggende landskab og i harmoni med naturen.

  • Foto: Rasmus Hjortshøj

    Mermaid Bay: Den lille havfrue har forladt sin sten

    Udstillingsdesignet til udstillingen Coastal Imaginaries var udviklet af scenograf Christian Friedländer, der som en del af udstillingen desuden skabte installationen Mermaid Bay.

    Mermaid Bay var en 55 minutter lang scenografisk installation, der brugte den tredimensionelle scenografi, dioramet, som sit centrale visuelle element. Ved hjælp af et teatralsk landskab af lys og lyd skabte installationen en betagende science fiction-fortælling, der udspillede sig i en nær og klimapåvirket fremtid.

    I forlængelse af de naturbaserede designløsninger, som Coastal Imaginaries præsenterede, iscenesatte Mermaid Bay på poetisk vis kystlandskabets skrøbelighed og klimaforandringernes barske realiteter. Omdrejningspunktet var et forestillet, fremtidigt København, der som en konsekvens af klimaforandringerne lå delvist under vand. En ensom sten stod tilbage dér, hvor den lille havfrue havde forladt sin vanlige plads for at blive genforenet med havet, hendes naturlige element. På denne måde fortalte installationen en historie om at overgive sig til naturen og at lade sig forene sig med den, snarere end at forsøge at modarbejde den.

Det kunne du opleve

"Dansk arkitektur har meget at bidrage med, når det kommer til at løse aktuelle samfundsudfordringer. Årets danske biennalebidrag sætter fokus på klimaforandringer, som nok må betegnes som én af vores generations største samfundsudfordringer. Jeg håber, at det danske bidrag kan inspirere andre lande til at bruge naturen til at tøjle konsekvenserne af klimaforandringerne."

Foto: Agnete Schilchtkrull

Josephine Michau

Josephine Michau er uddannet cand.merc. (fil) og har været med til at grundlægge Copenhagen Architecture Festival (CAFx), som hun er direktør for. CAFx har siden 2014 formidlet arkitektur og byrum til danskere og turister gennem et program på 100-200 årlige aktiviteter. I 2015 modtog festivalen en pris af Arkitektforeningen for sin evne til “… at formidle arkitektur, fremhæve dens kvaliteter og mangfoldighed samt skabe relevant debat”.

I 2019 modtog Josephine Michau ”Henning Larsen Fonds hæderslegat” for sit vedholdende og motiverende engagement i at forstå, formidle og involvere mennesker i det landskab, arkitekturen udgør for vores liv.

I forbindelse med CAFx har hun initieret og været medforfatter på adskillige artikler, publikationer og filmproduktioner samt gennemført årlige workshops om film og arkitektur siden 2016.

Josephine er blevet tildelt Statens Kunstråds legat og har siddet i flere internationale arkitekturjuryer og -komiteer.

“Det danske bidrag skal indgyde håb ved at pege på løsninger og engagere publikum på en måde, hvor de både rammes i maven og i hovedet; hvor sanser, intellekt og fællesskab indtræder i et symbiotisk forhold,” sagde Josephine Michau.

Foto: Rasmus Hjortshøj

Store udfordringer kalder på tværfaglighed

Udstillingens faglige indhold var udviklet i samarbejde med landskabsarkitekttegnestuen Schønherr og en række af Danmarks førende forskere og studerende fra forskellige danske vidensinstitutioner, heriblandt arkitekt og landskabsarkitekt Anna Aslaug Lund, som er repræsentant for forskningsprojektet ”Danske byers tilpasning til havvandsstigning – nye løsningsrum”, der er et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Arkitektskolen Aarhus (AAA) og Københavns Universitet (KU) samt lektor David Garcia og studerende fra kandidatprogrammet ”Architecture and Extreme Environments” på Det Kongelige Akademi.

Scenograf Christian Friedländer og lyddesigner Peter Albrechtsen, begge internationalt anerkendte kunstnere, oversatte dele af forskningen til en sanselig og rumlig oplevelse, der gjorde fremtidens kystlandskaber mere håndgribelige for de besøgende.

Om Den danske Pavillon

Kulturministeriet ejer Den danske Pavillon i Venedig, der anvendes til hhv. arkitektur- og kunstbiennalerne. Kulturministeriet havde udpeget Dansk Arkitektur Center som kommissær for det officielle danske bidrag til den 18. internationale Arkitekturbiennale i Venedig.

Projektet blev gennemført med støtte fra blandt andet Realdania, Kulturministeriet og Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg.

Arkitekturbiennalen åbnede i Venedig d. 20. maj 2023 og kunne ses frem til d. 26. november 2023.

Hvad var Coastal Imaginaries?

Coastal Imaginaries var Danmarks bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig 2023 med fokus på naturbaserede designløsninger til stigende havvand og stormflod.

Hvornår kunne man se udstillingen i Venedig?

Udstillingen kunne ses fra 20. maj til 26. november 2023.

Hvem stod bag udstillingen og det faglige indhold?

Udstillingen var kurateret af Josephine Michau og udviklet i samarbejde med landskabsarkitekttegnestuen Schønherr samt forskere, kunstnere, organisationer og vidensinstitutioner.

Hvad er Copenhagen Islands i udstillingen?

Copenhagen Islands var en forskningsbaseret vision for en naturbaseret udvikling af København, udviklet af Schønherr i dialog med forskere fra KU, Arkitektskolen Aarhus (AAA) og DTU.

Hvad var Mermaid Bay i udstillingen?

Mermaid Bay var en scenografisk installation skabt af Christian Friedländer, beskrevet som en 55 minutter lang fortælling med lys og lyd om et fremtidigt København delvist under vand.

Hvad skal jeg vide, hvis jeg kun læser én ting?

Coastal Imaginaries (20. maj–26. nov. 2023) præsenterede naturbaserede kystløsninger i Danmarks pavillon og koblede forskning og scenografi for at gøre stigende havvand og stormflod konkret.

Kurator

Udstillingen er kurateret af Josephine Michau.

Kommissær

Dansk Arkitektur Center er kommissær for det danske bidrag med overordnet ansvar for organisering og økonomi på vegne af Kulturministeriet.