Drømmenes København: Urealiserede projekter fra Holger Dahls bog

Udstillingen Drømmenes København var en lystvandring gennem et København, der kunne have været, men som af mange forskellige grunde – økonomi, politik, protester, tøven, dumhed og alt derimellem – aldrig blev til noget. I nogle tilfælde var det godt og i nogle andre tilfælde en skam.

For eksempel arbejdede både staten og kommunen i 1960’erne ivrigt for et projekt, der ville have medført en sekssporet motorvej oven på Søerne mellem Fredens Dæmning og Gyldenløvesgade i København. En ide, der forekommer fuldstændig vanvittig i dag. Omvendt er og bliver det en stor skam, at vi aldrig fik Jørn Utzons fortryllende pagode af en Langeliniepavillon.

Drømmenes København viste, at det København, vi kender, ofte er blevet til i en strøm af tilfældigheder. Den by, der virker så logisk og klar, er i virkeligheden en samling forsøg, der er langt mere held end forstand. Byens folkevalgte politikere har kun meget sjældent blikket rettet mod fremtiden og det, der vil være til byens bedste. Langt oftere skæver de tøvende til den aktuelle ‘folkestemning’, som de håber vil garantere et genvalg.

Den evigt irriterende, stemmeskabende stemning er suverænt den mest ødelæggende kraft i udviklingen af København, kan man se. Og politikere, der overdrevent frygter den selvsamme stemning er en lige så klar nummer to.

Den britiske arkitekt Norman Fosters hoteltårn ved Tivoli, Utzons svømmehal ved Peblingesøen og PLOT/BIGs boliger på Amager er bare tre skønne eksempler på arkitektur, vi så nemt som ingenting kunne have haft i byen i dag, men som faldt på ‘stemningens’ alter.