Et lille hus i byen: En udstilling om Arbejdernes Byggeforening – nostalgi eller fremtid?
Udstilling
14. sep. - 18. okt. 2015
Et lille hus i byen blev vist i Dome of Visions i 2015 og markerede byggeforeningernes 150-års jubilæum med fokus på Arbejdernes Byggeforening. Udstillingen fortalte, hvordan byggeforeningshuse som Humleby og Kartoffelrækkerne blev skabt som billige arbejderboliger med lys, luft og fællesfaciliteter – og spurgte, hvad vi kan lære af dem i dag.

Kartoffelrækkerne og Humleby – hvem vil ikke gerne bo der? I dag er de gamle byggeforeningshuse blandt byens mest eftertragtede og dyre adresser, men oprindelig blev de opført som billige boliger til arbejderklassen.
Med udstillingen Et lille hus i byen: En udstilling om Arbejdernes Byggeforening – nostalgi eller fremtid? i Dome of Visions fejrede Dansk Arkitektur Center byggeforeningernes 150 års jubilæum og så samtidig nærmere på, hvordan de kan inspirere fremtidens boligbyggeri.
Priserne på boliger i København synes kun at gå en vej: opad. Byen vokser med 1000 nye indbyggere om måneden, og det skaber helt naturligt et pres på priserne, der gør at mange almindelige familier efterhånden ikke vil have råd til at bo i byen. Men måske løsningen for fremtiden ligger i fortiden?
For 150 år siden opstod byggeforeningerne som en ny boligform, der gjorde det muligt for den almindelige familie at købe bolig i byen. På det tidspunkt stod byerne også over for en række udfordringer, der opstod, da industrialiseringen medførte massiv indvandring fra land til by. Byggeforeningshusene blev finansieret ved at arbejderne gik sammen i fællesskab og ofte fik de også støtte fra det sted de arbejdede – f.eks. Carlsberg og B&W.
I modsætning til de tætbebyggede lejligheder i brokvartererne var byggeforeningsboligerne ofte udformet som små to etagers rækkehuse med masser af lys og luft. Desuden blev der tænkt i fællesarealer og -faciliteter som fx badeanstalt, brugsforening, bibliotek, forsamlingshus, værksteder og endda brandstation. Man fik et lille lokalsamfund midt i byen – noget man stadig kan fornemme, hvis man går en tur rundt i f.eks. Humleby. Men hvad blev der af byggeforeningerne? Hører de fortiden eller fremtiden til? Og går du også rundt og ønsker dig et lille hus i byen?
I udstillingen Et lille hus i byen kunne du opleve historien om byggeforeningerne, og hvad det er, der har gjort dem så populære. Samtidig pegede udstillingen fremad: kan byggeforeningerne inspirere til nye, alternative boformer i byen? For der er altså ikke plads til, at alle byens borgere bor i villaer med egen have – i hvert fald ikke, hvis vi skal bevare den tæthed, som er en del af byens DNA.
Udstillinger i dag
Se vores aktuelle udstillingerHvad var udstillingen Et lille hus i byen?
Et lille hus i byen var en udstilling om Arbejdernes Byggeforening og byggeforeningernes boligmodel med spørgsmålet om, om den er ren nostalgi, eller om den kan inspirere fremtidens boligbyggeri.
Hvornår og hvor kunne man se udstillingen?
Udstillingen kunne ses i Dome of Visions fra 14. september til 18. oktober 2015.
Hvad markerede udstillingen i 2015?
Dansk Arkitektur Center brugte udstillingen til at fejre byggeforeningernes 150 års jubilæum.
Hvad var byggeforeningernes oprindelige formål?
Byggeforeningerne opstod for 150 år siden som en boligform, der gjorde det muligt for almindelige familier og arbejderklassen at købe en bolig i byen.
Hvad kendetegnede byggeforeningsboligerne?
De var ofte små to etagers rækkehuse med meget lys og luft og med fællesarealer og -faciliteter som fx badeanstalt, brugsforening, bibliotek, forsamlingshus, værksteder og endda brandstation.
Hvad skal jeg vide, hvis jeg kun læser én ting?
Et lille hus i byen (14. sep.–18. okt. 2015) brugte byggeforeningerne som eksempel på, hvordan fællesskab og boligkvalitet kan tænkes ind i byens boligformer – også i fremtiden.
