Fang
din by

Byens sjæl

Udstilling

9. juni – 2. oktober
Bryghuspladsen ved BLOX
9. juni – 31. juni
Allinge, Bornholm
1. juli – 30. juli
Dokk1, Aarhus
1. august – 31. august
Sønderborg foran Hovedbiblioteket
1. september – 2. oktober
Faaborg/Ringe bibliotek

Oplev de 56 fotografier, der er kåret som årets bedste i fotokonkurrencen Fang din by. For 7. år i træk kan man gå på opdagelse i fotografier taget af fotoglade danskere i alle aldre. 

Udstillingen viser fotos, der kommunikerer byens fortællinger. Med årets tema ’Byens sjæl’ ønskede Dansk Arkitektur Center at se danskernes blik på, hvad det gør en by særlig for dem. Hvad adskiller en by fra en anden? Og hvor gemmer byens sjæl sig? Er det i bygningerne? I stemningen? I det gamle eller i det nye. 

Dansk Arkitektur Center har modtaget over 5.300 fotos fra arkitekturfotografer, fotointeresserede og skoleelever fra alle egne af landet, der viser, hvordan arkitekturen danner rammen om det levede liv. En ting der går igen i årets indsendte fotos er en form for genkendelighed og tryghed. Det er fotos, der rummer både noget gammelt og noget nyt samt viser møder mellem fortid og nutid.  

Vinderne

1. plads
Tanja Zhigalova

Juryen mener:
“Et vinderfoto man husker – det er flot komponeret og bestemt ikke kedeligt. Modsætningen mellem den ældre dame, der stille nyder sin avis i morgensolen, og den store patriarkalske statue med sin tavle i hånden er skøn. Damen med avisen lader sig ikke dominere af den skyggende statue, men sameksisterer på fineste vis. Sjælen er her udefinerbar og opstår i mødet mellem byens historie og det hverdagsliv, der leves i den.” 

2. plads
Sophia Juliane Lydolph

Juryen mener:
“Fotoet rammer lige ned i vores forestillinger og fordomme om, hvad en by overhovedet er. Ved første øjekast tænker man måske ikke, at det er en by, men ser man nærmere efter så træder det tydeligt frem. Et foto, der viser, at byens sjæl er mange ting. Med den globale urbanisering er vi vant til at tænke byer i større skala, stor volumen og med ret ens arkitektur. Men her ser vi træhuse og isbjerge – der er helt unikt for Nuuk og byens sjæl der.”

3. plads
Sally Storm

Juryen mener:
“Et tidløst, enkelt foto, hvor vi ikke helt kan vide, om vi er i 1970’erne eller i 2022? Det fanger en tilstand, sjæl og en stemning, der kan genfindes i mange danske provinsbyer – ikke bare i Urbanplanen på Amager, hvor fotoet er taget. Det viser et billede af byens sjæl, der ikke er det typiske glansbillede. Her er det ikke de historiske bygninger i solskinnet, der er fanget, men de karakteristiske bygninger fra 1960’erne, som vi ser i mange danske byer. “

Vinderne – skolekonkurrencen

1. plads
Kaya Lund Jørum

8. klasse, Stokkebækskolen

Juryen mener:
“Byens sjæl er byens centrum – og alle mødes hos købmanden! Det er et meget nøgternt og enkelt foto, men alligevel rummer det mange historier. Historier om livet i mindre byer, der både kan rumme stærke fællesskaber, men måske også en længsel efter at komme væk.”

2. plads
Caleb Romby og Malthe Degn Kristiansen

5.B. Dueholmskolen

Juryen mener:
“Et flot komponeret foto – der kan tolkes på mange måder. Er basketballbanen byens sjæl og samlingspunkt? Eller er der noget, der er i opbrud her? Bladene flyver væk, og nettet i kurven er i stykker. Er det et sted, man vil være, eller et sted, man vil væk fra? Er sjælen forsvundet?”

3. plads
Julie Clarisse Bjørnskov

7. A. Gråsten Skole

Juryen mener:
“Et spændende billede, der med sin skarpe kontrast mellem hverdagens busstoppested og det pompøse hus på den anden side skaber et fortællende rum. Hvor er bussen på vej hen? Hvem bor i huset, og hvilket liv er der levet mellem de to steder? I ungdommen bevæger man sig mange gange fra a til x – og hvem har ikke stået og ventet på bussen et sted som dette.”

Flere fotos fra udstillingen

Juryen i fotokonkurrencen

Helena Christensen

Helena Christensen har bevæget sig både foran og bag kameraet i en årrække. I sit arbejde som fotograf har hun fotograferet for både modeblade og kommercielle jobs samt instrueret musikvideoer.  Hun er desuden ambassadør for en del organisationer bl.a. for FNs Flygtningeorganisation.

Maren Uthaug

Maren Uthaug er en anmelderrost forfatter der bl.a. har skrevet romanerne ’Hvor der er fugle’ samt ’En lykkelig slutning’. Foruden at være forfatter er Maren Uthaug fast tegner for Politiken med striben Ting jeg gjorde. Maren Uthaug har modtaget flere priser, senest Læsernes Bogpris 2020.

Maja Dyrehauge

Som direktør for Copenhagen Photo Festival er Maja med til at sætte fokus på international kunst- og dokumentarfotografi. For Maja er fotografiet vigtigt, fordi det er blevet et hverdagssprog, som alle forholder sig til og bruger.

Anders Hjerming

Anders vandt 2. pladsen sidste år med et foto af søerne der var frosset til. Juryen mente at fotoet var et stærkt snapshot af Corona-virkeligheden, der viste hvordan myndighederne forsøgte at skabe struktur med skilte, mens folk alligevel bevægede sig frit. I år skal Anders så sidde på den anden side og være med til at vælge årets vindere.

Tanya Lindkvist

Tanya er ansvarlig for udstillinger og aktiviteter i Dansk Arkitektur Center og har siddet med i juryen til Fang din by i flere år.

Konkurrencebetingelser

Betingelser for deltagelse i Fang din by 2022 fotokonkurrence og efterfølgende udstilling.

Når du uploader et billede til Dansk Arkitektur Centers fotokonkurrence “Fang din by – en by for alle” accepterer du samtidig følgende betingelser og rettigheder. Dansk Arkitektur Center refereres herfra som DAC.

  • KONKURRENCETYPER:
    DAC afvikler parallelt to konkurrencer i Fang din by-projektet.
    Skolekonkurrencen henvender sig til elever i udskolingen og ungdomsuddannelser. Her går præmieringen til elevens skoleklasse. Deltagelse foregår ved at underviseren indsender billederne på sine elevers vegne til fangdinby@dac.dk inkl. kontaktoplysninger og med ”Fang din by 2022 – skolekonkurrence” i emnefeltet. Den pågældende skole holdes ansvarlig for, at den individuelle elev har ophavsret til materialet.
    b. Den almene konkurrence er åben for alle deltagere over 18 år, og præmieringen går til den enkelte deltager. Deltagelse foregår ved at tagge sit billede på Instagram med #DACfangdinby2022 eller ved at indsende sit billede til fangdinby@dac.dk inkl. kontaktoplysninger med ”Fang din by 2022 – hovedkonkurrence” i emnefeltet. Derudover er deltagerbetingelserne ens jf. nedenstående.
  • BILLEDOPLØSNING:
    Uanset om man deltager via e-mail eller Instagram skal DAC kunne få adgang til en fotofil i høj opløsning (filstørrelse 2MB-10MB). Det indsendte billede skal være i .jpg-filformat, hvilket er standarden for de fleste kameraer og mobiler.
  • LOKATION FOR MOTIV:
    Vi opfordrer fotointeresserede over hele landet til at deltage – det er til gengæld et krav, at billedet er taget i Danmark, for at kunne afspejle byrummet og udviklingen i danske byer. Dog vil fotos fra Rigsfællesskabet (Grønland og Færøerne) også blive accepteret.
  • RESTRIKTIONER ANG. MOTIV:
    Det er forbudt at uploade fotografier af mennesker, der ikke har givet samtykke til at billedet må offentliggøres. Det samme gælder for billeder af mennesker i private, prekære eller skamfulde situationer, uanset om de er fotograferet på offentligt område. Du er personligt ansvarlig for, at eventuelle personer i motivet har givet tilladelse til at du må benytte et billede af dem, og et evt. erstatningskrav mod DAC vil blive videresendt til dig eller i forbindelse med skolekonkurrencen til den pågældende skole.
  • ANTAL BILLEDER:
    Du er velkommen til at indsende eller tagge flere billeder i hovedkonkurrencen. Hver deltager kan dog kun vinde præmier med et enkelt billede i konkurrencen. For skolekonkurrencen gælder at den enkelte elev kun kan deltage med et foto.
  • BRUGSRET:
    Når du indsender et billede til DAC, accepterer du samtidig, at billedet må benyttes af DAC til promovering af fotokonkurrencen, promovering af og i den efterfølgende udstilling og i fremtidige Fang din by-udgaver inkl. skolemateriale, som DAC udarbejder til gratis brug for skolerne. DACs promovering indbefatter, men er ikke begrænset til: nyhedsbreve, offentliggørelse på internettet og sociale medier, beskrivelser af DACs projekter samt optagelse i publikationer herunder gennem tredjeparts pressereportager. Hvis DAC ønsker at benytte dit billede i en anden kommerciel sammenhæng, vil vi kontakte dig forudgående for at få din accept. Du har til enhver tid ophavsretten til dine billeder, og du vil altid blive krediteret ved brugen af dine billeder.
  • OPHAVSRET:
    Det er forbudt at uploade/tagge fotos, som ikke er taget af dig selv. Du skal kunne bekræfte, at du er ophavsmand/kvinde til de fotografier du indsender og har ubegrænset ret til brug af billederne og dermed også retten til at offentliggøre billederne. Du skal også garantere, at alle billederne er fri af tredjemands rettigheder, og at alle identificerbare personer på billederne er indforståede med brug af billederne i henhold til DACs retningslinjer. Et evt. erstatningskrav mod DAC vil blive videresendt til dig eller i forbindelse med skolekonkurrencen til den pågældende skole.
  • UDMELDELSE FRA KONKURRENCEN:
    Du kan i konkurrenceperioden trække din deltagelse tilbage. På Instagram trækkes din deltagelse tilbage ved at fjerne hashtagget #DACfangdinby2022 og i skolekonkurrencen gøres det ved at sende en mail til fangdinby@dac.dk. Efter konkurrencens afslutning tilfalder brugsretten til billedet til DAC jf. ovenstående afsnit.
  • FRASORTERING:
    Vi forbeholder os ret til at frasortere stødende eller på anden vis upassende billeder. Billeder med vandmærke eller tekst som f.eks. dato på billedet frasorteres af hensyn til udstillingen. Dansk Arkitektur Center kan slette indsendte billeder til enhver tid, hvis de ikke overholder ovenstående vilkår.
  • BEHANDLING AF PERSONLIGE OPLYSNINGER:
    Dit navn og personlige oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med konkurrencen og udstillingen. Dit navn kan blive nævnt i forbindelse med kreditering af billederne. Vinderne kontaktes direkte og offentliggøres via Dansk Arkitektur Centers kanaler.

Efter konkurrencens afslutning vil vi sende dig en mail hvor du kan tilmelde dig at blive orienteret om næste års konkurrence, hvis du ønsker det. Hvis du ikke ønsker efterfølgende information, vil dine oplysninger blive slettet ved udgangen af udstillingen i efteråret 2022.
Dine oplysninger vil ikke blive benyttet til promovering af andre aktiviteter i Dansk Arkitektur Center eller i kommerciel sammenhæng. De indsendte personlige oplysninger behandles fortroligt og udleveres ikke til tredjepart. Læs vores generelle retningslinjer ang. Persondatapolitik.

Dette dokument er under løbende udvikling og vil blive ændret uden forudgående anmeldelse.
Ved at tilføje dit billede accepterer du betingelserne i denne aftale. Hvis du ikke er enig i vilkårene, skal du ikke tilføje dine billeder. Hvis du er i tvivl om, hvad vilkårene betyder for dig, så kontakt projektteamet på fangdinby@dac.dk

Udviklet af

Fotokonkurrencen er støttet af Realdania og udviklet i samarbejde med Copenhagen Photo Festival.