Skip to main content

I dialog med verden: Udstilling med Henning Larsen, schmidt hammer lassen & ADEPT

Udstilling

18. jan. - 10. mar. 2013

  • Politiken

I dialog med verden samlede tre tegnestuepræsentationer på DAC i 2013 og gav indblik i de komplekse sammenhænge, der former arkitektur, før bygningerne står færdige – suppleret af presseomtale fra bl.a. Politiken og Berlingske.

Udstillingen I Dialog med Verden – arkitektur af Henning Larsen Architects, Schmidt hammer lassen architects & ADEPT inviterede publikum ind i de processer, der kommer forud for bygningerne.

Arkitektur er mere end flotte glaskasser

“Flotte ser de ud, nybygningerne på denne side. Men arkitektur handler om andet end at lave disse ‘money shots’, som det hedder hos unge arkitekter med et begreb lånt fra pornografien (…)

Udstillingen samler og opdaterer under en hat tre separate tegnestuepræsentationer (…) materialet fra de tre udstillinger passer så godt sammen, og den fælles præsentation er så vel iscenesat, at de styrker hinanden.

Det er en stor udstilling, der rammer de aktuelle grænser for Dansk Arkitektur Centers kapacitet. Men formatet er et godt forvarsel om, hvad vi kan vente os, når centeret i 2016 flytter til større lokaler på Bryghusgrunden.”

– Karsten Ifversen, Politiken 18. januar

Levende arkitektur

“Dansk Arkitektur Center stiller ofte i udstillinger og andre former for formidling spørgsmålet om, hvorvidt arkitektur kan forandre verden. At den indimellem kan, giver ‘I dialog med verden’ en række illustrative eksempler på.”

– Torben Weirup, Berlingske 18. januar

Kulturminister Marianne Jelved anbefaler udstillingen

Hvad er det mest imponerende arkitektur, du har set?

“Det er udstillingen i Dansk Arkitektur Center i Strandgade i København. Her udstiller Henning Larsen Architects, schmidt hammer lassen architects og ADEPT nogle af deres internationale vinderprojekter. Det er kunst, der viser, hvad dansk arkitektur kan gøre ved verden i dag. Churchill sagde engang: ‘Først skaber vi arkitekturen. Så former arkitekturen os’. Det er bare så rigtigt, så det er ikke lige meget, hvad vi lever i. Det er en fantastisk udstilling.”

– Marianne Jelved i interview i Herning Folkeblad, 5. februar

De tre markante danske arkitektvirksomheder viste, hvordan de arbejder i dialog med deres omgivelser, når de udvikler arkitektur. Samlet gav de tre arkitektvirksomheder os en sjælden mulighed for at opleve de mange sider af ny arkitektur, som ellers ikke er umiddelbart synlige: nemlig de mange komplekse sammenhænge, arkitekten må indgå i, før arkitekturen kan få sin endelige form.

En arkitekt skal stille spørgsmål

I udstillingen kunne man opleve hvordan Henning Larsen Architects arbejder ud fra en filosofi om, at man skal lytte og lære før man tegner. Gennem udvalgte projekter fra ind- og udland, blandt andet det store Harpa koncert- og konferencecenter, som de har skabt i samarbejde med kunstneren Olafur Elisson, viste de hvordan konteksten – historien, kulturen og forestillingerne om fremtiden – er afgørende for, hvordan bygninger i sidste ende bliver formet.

Arkitektur skal give noget tilbage til samfundet

Schmidt hammer lassen architects er optagede af at undersøge, hvordan den færdige arkitektur påvirker livet i bygningerne. Schmidt hammer lassens grundsætning er, at arkitektur skal give noget tilbage til samfundet. For eksempel viste Schmidt hammer lassen architects , hvordan den barske sociale virkelighed i London blev afgørende for udformningen af en ny skole og forandrede hverdagen for kvarterets unge, i denne udstiling.

Eksperimentér med ADEPT

ADEPT er optaget af byens mange muligheder for at skabe nye relationer mellem bygninger og mennesker. I udstillingen kunne man blandt andet se, hvordan borgernes mange ønsker til et nyt kulturhus på Frederiksberg blev direkte indarbejdet i det nye byggeri.

En levende tegnestue

Henning Larsens Architects valgte at flytte deres arbejde helt ind i udstillingen, som i hele perioden var omdannet til et levende tegnestuemiljø. Her indtog studerende fra Kunstakademiets Arkitektskolen udstillingsrummet og, som en del af deres studieforløb, udviklede de nye forslag til Københavns fremtidige indretning i dialog med publikum.

Hvad var udstillingen I dialog med verden?

Udstillingen I dialog med verden på Dansk Arkitektur Center gav indblik i de processer, der kommer forud for bygningerne, gennem arkitektur af Henning Larsen Architects, schmidt hammer lassen architects og ADEPT.

Hvornår foregik I dialog med verden?

Udstillingen på Dansk Arkitektur Center foregik fra 18. januar til 10. marts 2013.

Hvilke arkitektvirksomheder deltog i udstillingen?

Dansk Arkitektur Center præsenterede Henning Larsen Architects, schmidt hammer lassen architects og ADEPT i udstillingen.

Hvad var udstillingens hovedtema?

Udstillingen viste, hvordan arkitekter arbejder i dialog med omgivelser, kontekst, historie og brugere, før arkitekturen får sin endelige form.

Hvad betød “en levende tegnestue” i udstillingen?

Henning Larsen Architects flyttede deres arbejde ind i udstillingen, som i perioden var omdannet til et levende tegnestuemiljø med studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole.

Hvad skal jeg vide, hvis jeg kun læser én ting?

I dialog med verden (18. jan.–10. mar. 2013) viste på DAC, hvordan tre danske tegnestuer arbejder med dialog og kontekst som en del af arkitekturens tilblivelse.

Denne udstilling er udviklet af Henning Larsen Architects i samarbejde med schmidt hammer lassen architects og ADEPT

Støttet af