Zaha Hadid –

World architecture

Foto af: Steve Double

Udstillingsperiode

29. juni - 29. september 2013

Emne

Udstilling

Denne store soloudstilling i Dansk Arkitektur Center handlede om den internationale stjernearkitekt Zaha Hadid.

Superstar Hadid løfter sløret

Zaha  Hadid  Architects ejendommelige formverden er smukt præsenteret i Dansk  Arkitektur Center. Det er en gennemført udstilling, som fungerer på næsten alle niveauer af interesse. Man kan med udbytte se den som almindelig nysgerrig, og man kan gå ind som arkitekt og kigge dem efter i kortene og se, hvordan flere af deres realiserede bygninger er konstrueret.” 

– Karsten Ifversen, Politiken 3. juli 2013

Den irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadid er en af de mest eftertragtede, beundrede og diskuterede arkitekter i verden. Hun er tilmed den eneste kvinde i arkitekturens absolutte superliga, og den første kvindelige arkitekt, der har modtaget den prestigefulde Pritzker Architecture Prize – ‘arkitekturens nobelpris’.

Fra MAXXI til Ordrupgaard

De seneste 30 år har Zaha Hadid udfordret arkitekturens grænser med et sanseligt og udtryksfuldt formsprog, der i dag er blevet ikonisk for vores forestilling om fremtidens globale arkitektur. Det gælder eksempelvis bygninger som MAXXI Museum of Contemporary Art i Rom (2010), Guangzhou Opera House (2010), BMW Central Building i Leipzig (2005), London Aquatic Centre (2012) og herhjemme tilbygningen til Ordrupgaard (2005) nord for København.

Et avanceret geometrisk univers

I denne udstilling havde Zaha Hadid Architects skabt en udstillingsoplevelse udover det sædvanlige. Her kunne man opleve en verden af højhuse, svævende skaller, udvalgte byggerier og designobjekter. Alt sammen i et grænseløst landskabeligt univers, der viste hvordan Zaha Hadids’ opsigtsvækkende bygninger og designs opstår i et avanceret digitalt og geometrisk univers.

Interaktiv installation

På udstillingen kunne man opleve en interaktiv installation, som ændrede sig i form og udtryk efter udstillingsgæsternes bevægelser i rummet.

Nordens eneste Zaha Hadid byggeri

I 2005 skabte Zaha Hadid tilbygningen til kunstmuseet Ordrupgaard nord for København, som er hendes eneste byggeri i Norden. Ved at afkode og fortolke museets omgivelser, føjer tilbygningen med sit særegne udtryk en ekstra dimension til Ordrupgaards oprindelige, klassicistiske bygning.

Første soloudstilling i Danmark

Udstillingen i Dansk Arkitektur Center var Zaha Hadids første soloudstilling i Danmark og dermed første gang et dansk publikum inviteres inden for i stjernearkitektens univers.

Udstillingen ‘Zaha Hadid – World Architecture’ var udviklet af Zaha Hadid Architects i samarbejde med Dansk Arkitektur Center med støtte fra Realdania og Kvadrat.