Springet

VR-film

22. marts – 26. maj 2019
VR-filmen Springet kan opleves i udstillingen Umistelige landskaber.

Kom med på en sanselig rejse til Dorte Mandrups univers. Tag VR-brillerne på, og hør isen smelte på Grønland og se ud over Vadehavets horisont.

Vi står ved isfjorden i Vestgrønland og ved Vadehavet på den jyske vestkyst – to skrøbelige, ekstreme og uhyre smukke UNESCO-beskyttede landskaber. Midt i billedet er Dorte Mandrup. En af vor tids største arkitekter. Hun tegner bygninger lige netop her, hvor vores naturarvs skønhed slår allerhårdest og minder os om, at vi skal passe på verden. Især i en tid, hvor klimaforandringer trækker store overskrifter.

Dorte Mandrup er kendt for hendes særlige nænsomme formsprog, materialevalg og at lade omgivelserne forme projektet. Hun siger, at når en bygning er ved at finde form, “springer den” i hende. Men hvad betyder det? Hvad sker der med Mandrup i den kunstneriske proces, som gør, at en bygning “springer”?

Fotos: Maria E Larsen, Immersive Stories
Træk pilen rundt for et 360-graders perspektiv i de storslåede landskaber.

I Virtual Reality-filmen Springet får du svarerne. Og du kommer helt tæt på Dorte Mandrup – hendes visioner, bekymringer og tilblivelsen af hendes arkitektur. Med VR-brillerne flyver du henover landskaberne og ser arkitektur blive til på en helt ny måde.

”Vi vil gerne give seeren en oplevelse af at være kommet ind i Dorte Mandrups kreative proces, helt ind i hendes måde at se landskaber på og hendes måde at tænke arkitektur på. Seeren må gerne få en intens, kropslig oplevelse af at være til stede i de storslåede landskaber sammen med Dorte Mandrup og opleve dem gennem hendes øjne,” fortæller Ane Skak og Niels Bjørn, som er  hovedkræfterne bag Springet.

Udover fantastiske dronebilleder, ser vi også animationer og det design, som opstår fra Dorte Mandrups analyse af landskaberne og deres historier.

Gå ikke glip af en ny form for arkitekturoplevelse, som sender dig afsted til storslåede landskaber, som vi ikke må miste, og som du måske ikke før har besøgt. Isfjorden og Vadehavet. Tag springet!

Podcast direkte fra de umistelige landskaber

I to podcasts kommer du på tur ved det smukke Vadehav i det vestjyske og isfjorden i Grønland sammen med Dorte Mandrup og hører hendes tanker og visioner bag Vadehavscentret og Isfjordscentret. Lyt med her.  

Om Springet

Springet består af to medieproduktioner: en VR-film og en podcast. Begge handler om Dorte Mandrups kreative proces og vejen frem til to helt særlige bygningsværker; Vadehavscentret syd for Ribe og Isfjordscentret ved Ilulissat i Grønland.

Springet VR film og podcast er skabt af Ane Skak og Niels Bjørn, Immersive Stories og støttet af Det Danske Film Institut, Dreyers Fond og Realdania.