
Aftensol i København: Nyd de lyse aftener og find solens sidste stråler
Fra havnekanter og parker til pladser og gadehjørner. Her er din guide til de bedste steder, hvor arkitekturen, bylivet og de lyse sommeraftener går op i en højere enhed. Her kan fange solens sidste stråler og finde aftensol i København.
Af Anna Skovby Hansen
Flere steder i byen er arkitekturen i København nærmest indrettet til at skabe solrige steder. Med sin relativt lave skyline kan solen glide ned mellem bygningerne, hen over pladser, ned i gårdrum og langs havnekanter. Det handler bare om at vide, hvor du skal sætte dig.
I denne guide finder du 12 håndplukkede steder rundt om København, hvor du kan fange aftensolen, nyde byen og se arkitekturen skifte karakter, når dagens sidste lys rammer facader, vand og byrum.
Bliv beruset af mere end solens stråler
1. Ved Den Røde By i Nordhavn / Sol til ca. kl. 20.
Om eftermiddagen og først på aftenen falder solens stråler ned på pladsen foran ølbaren Åben, så du både kan nyde høj sol og højt skum. Bygningen er en del af Den Røde By, som stammer fra Nordhavns tid som frihavn og stadig står med sine karakteristiske røde tegl.
Når klokken rammer 16, strømmer folk ud af storrumskontorerne i området for at tage hul på en fyraftensøl. Men du behøver hverken vest eller jakkesæt for at slå dig ned – sommerkjoler, shorts og solbriller passer lige så godt ind blandt de karakteristiske røde mursten, der pryder facaden og får lyset til at reflektere i de sølvfarvede borde og stole, der er placeret strategisk efter solen.
I nærheden finder du også gode muligheder for aftensol ved Kronløbsøen lidt længere inde i Nordhavn. Marmormolen ved siden af FN-byen er også et stærkt bud på sen sol, men her er det en god idé at medbringe egne forsyninger af vådt og tørt.
Gå i flæsket på de bedste solpladser
2. På Flæsketorvet i Kødbyen / Sol indtil næsten kl. 21
I Kødbyen på Vesterbro finder du et sandt mekka af solrige udeserveringer fra restauranter og barer, der ligger side om side. Særligt omkring Flæsketorvet falder solen helt perfekt ned over de gamle industribygninger, som stadig bærer præg af den rå, funktionelle æstetik og alligevel føles overraskende imødekommende.
Så snart solen titter frem, bliver der fyldt til randen. Borde-bænkesæt bliver hurtigt indtaget af glade, tørstige og sultne københavnere, og der bliver – helt bogstaveligt – gået til flæsket i jagten på de bedste solpladser.
Du kan blandt andet få solen lige i øjnene hos Kødbyens Fiskebar, Gorilla eller Gaza Grill. Og trænger du bare til en lille, kold forfriskning, er Ismageriet altid et stop værd.
Men du kommer ikke kun for solen. Du kommer for den summende, festlige energi, der ligger i luften og breder sig mellem bygningerne. Her mærker du tydeligt, at sommeren i København er noget helt særligt – og at ingen har tænkt sig at gå glip af den.
Københavnske pyramider i aftensolen
3. På havnefronten på Papirøen / Sol til lidt efter ca. kl. 21
Papirøens nye arkitektur er tegnet af Cobe og inspireret af Christianshavns pakhuse. Her ligger også byens nye vandkulturhus, tegnet af japanske Kengo Kuma. Navnet Papirøen stammer fra dengang, området fungerede som lager for ruller af papir til den danske avisproduktion.
Med de næsten pyramidelignende bygninger som bagtæppe er Papirøen perfekt placeret i aftensolen og sender tankerne mod varmere himmelstrøg. Her finder du flere niveauer af plateauer ned mod vandet, hvor du kan slå dig ned og nyde livet i havnen, mens lyset langsomt ændrer karakter.
Lige ved siden af ligger Broens Street Food, der byder på mad og drikke – og på den modsatte side af havnen ligger Nyhavn. Du kan nemt komme frem og tilbage mellem Papirøen og resten af byen via Inderhavnsbroen. Turen over broen er i sig selv en tur værd – herfra får du et af de smukkeste kig ud over Københavns Havn med udsigt til både Operaen og Skuespilhuset, der ligger og glimter i de sene soltimer.
Byens rooftops giver ekstra tid til solens stråler
Selvom København er en relativt lav by – og dermed giver solen gode vilkår for at nå helt ned i gaderne, så hjælper det selvfølgelig at komme op i højden, hvor intet kan skygge for dagens sidste soltimer.
Flere og flere steder i byen byder tagterrasser, rooftops og taghaver – og i DAC Café på toppen af BLOX-bygningen, findes to store tagterrasser, der tilbyder spektakulære udsigter over Københavns Havn på den ene side og en fabelagtig udsigt til Christiansborg og middelalderbyen på den anden side.
Terrasserne i DAC er udstyret med store parasoller og drivhuse, så udsigten over byen kan nydes i al slags vejr.
Sydeuropæisk sommeridyl
4. Foran Frederiksberg Slot / Sol til lidt efter kl. 21
I Frederiksberg Have kan du fange aftensolen foran Frederiksberg Slot, mens du nyder den perfekt slåede græsplæne og de høje træer, der indrammer slottet langs hele plænen.
Springvandet bruser i baggrunden, og vandløbet snor sig roligt gennem parken. Det hele føles næsten som et lille stykke Sydeuropa midt i byen.
Her kan børn og barnlige sjæle løbe barfodet rundt i græsset, mens andre slår sig ned med tæpper, vin og snacks. Tag din største solhat med, læn dig tilbage, og nyd følelsen af at være en smule kongelig for en stund.
I sommermånederne lukker haven kl. 22. Men det gør ikke det store, for de allersidste solstråler fanger du allerbedst ved at hoppe over på den modsatte side af Roskildevej. På græsplænen ovenover Cisternerne i Søndermarken findes det perfekte aftenspot til en picnic med solnedgang og Zoo-tårnet som kulisse.
Behag din indre pariser med sol i øjnene
5. Museumshaven ved Statens Museum for Kunst / Sol til ca. kl. 20
Hvis du har siddet ved springvandet i Jardin des Tuileries i Paris, vil det her sted med garanti falde i din smag. I museumshaven foran Statens Museum for Kunst kan du fange aftensolen, mens du slår dig ned omkring det rolige spejlbassin.
Pak en baguette og dit yndlingspålæg, hvis du vil fuldende illusionen, og læn dig tilbage, mens solen varmer de lyse sten omkring dig.
Når aftenen falder på, bliver museets indgangsparti oplyst i et blødt, gyldent skær. De udskårne detaljer og søjler træder tydeligere frem, og den varme facade sammen med trappepartiet inviterer til at blive siddende lidt længere – måske med en bog i hånden eller bare med blikket rettet mod Kongens Have på den anden side.
På bagsiden ligger Østre Anlæg, hvor der også er gode chancer for at fange de sidste solstråler i mere grønne omgivelser.
Orange i glasset og solnedgangen
6. Ved La Banchina på Refshaleøen / Sol til lidt efter kl. 21
Er du til naturvin og et lidt mindre poleret København, så er det her, du skal tage hen.
La Banchina er den lille turkisblå perle på Refshaleøen, hvor tempoet sænker sig, og solen får lov at spille hovedrollen. Bestil et glas, find en plads, og læn dig ind i stemningen. Du kan også tage en dukkert fra badebroen, inden du tørrer i aftensolen. Ellers bliver du siddende og ser lyset skifte, mens dagen glider over i aften.
Pladserne er tætte, og det er lidt pointen. Skuldre mødes, blikke udveksles, og samtaler opstår – også selvom vi ellers er kendt for at holde os lidt for os selv. Men med vin i glasset og sol i kroppen løsner det hele sig måske en smule.
Der kan være rift om de bedste pladser, så kom i god tid eller vær klar på at kæmpe lidt for det. Til gengæld får du en af byens smukkeste solnedgange, hvor både himlen og glasset foran dig gløder i orange nuancer.
Urbane solstråler
7. Friheden på Nørrebro ved Palæstinas Plads / Sol til mellem kl. 19 og 20
Er du til underspillet charme og rustik stemning, så er Friheden på Nørrebro et oplagt mødested. Som en forlængelse af Nørrebroparken mellem Hillerødgade og Den Røde Plads finder du en grøn lomme i byen, der næsten føles som en lille festival. Friheden ligger i en skurlignende bygning, og foran ligger skaterramper med livlig aktivitet på de gode sommerdage.
Find en plads udenfor, lad dig fange af solen, og bliv hængende, mens lyset langsomt trækker sig tilbage bag nåletræer og parasoller, hvor solens stråler filtrerer ned mellem grenene og rammer i små, gyldne pletter. Her er relativt tæt bebyggelse, så hvis du vil have direkte sol, skal du finde sprækkerne.
Knald på kanalen og solen
8. Christianshavn – Overgaden Oven Vandet / Sol til mellem kl. 20 og 21
Sæt dig langs Christianshavns Kanal, hvor Overgaden Oven Vandet fanger solen lidt længere end så mange andre gader i byen, og de mange farverige bygninger gør dig endnu mere sommerglad.
Her ligger bådene side om side og vugger roligt i vandet, mens lyset reflekterer i overfladen og kaster små glimt op på facaderne. Du kan sidde direkte på kajen eller på de mange opstillede bænke langs kanalen.
Hvis du vil have det allersidste ud af solen, skal du finde et spot på hjørnet af Torvegade og Overgaden Oven Vandet – lige ved den hvide og gule bygning, Lagkagehuset, der har lagt navn til en bagerkæde af samme navn.
Send dit bedste soltip!
Vi har forsøgt at komme godt rundt i byen, men vi har helt sikkert overset nogle af de gode steder, der byder på sol til sent på aftenen.
Hvis du ligger inde med et godt tip, skal du bare dele det med os – så kan vi opdatere guiden og gøre den endnu bedre til gavn for alle med hang til sene sommeraftener i København.
Send dit tip til info@dac.dk - og skriv "DAC Magazine aftensol" i emnefeltet.
Synger højt på solen
9. Operaparken på Holmen / Sol til efter kl. 21
Operaparken er en af byens nye grønne spots – et møjsommeligt stykke komponeret park, der får skuldrene til at sænke sig med det samme.
At sidde her i solen en eftermiddag eller aften føles næsten som at være en del af en lille teaterforestilling. Solen spiller hovedrollen, og planterne udgør scenografien, der binder det hele sammen.
Det er noget særligt at have et grønt åndehul som Operaparken midt i byen. Du kan finde små lommer i parken med bænke gemt mellem beplantningen eller slå dig ned helt ude ved vandet. Herfra åbner udsigten sig mod Ofelia Plads med Amalienborg og Marmorkirken i baggrunden.
Når du har siddet længe nok og suget de sidste stråler til dig, kan du tage en rolig gåtur rundt på Holmen. Her ligger de velbevarede bygninger side om side og giver kvarteret en særlig sjæl. Og hvis sulten melder sig, ligger Broens Street Food kun 5 minutters gang derfra.
Udsigt til søerne og sol i øjnene
10. På bredden af Skt. Jørgens Sø ved Planetariet / Sol til efter kl. 21
Ved Planetariet på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro, lige ud til Sankt Jørgens Sø, står solen perfekt ind i aftentimerne.
Her kan du finde plads i en solstol eller på trapperne foran Planetariets karakteristiske bygning – den skråt afskårne cylinder, der står som et arkitektonisk pejlemærke – og lade solen ramme direkte i ansigtet. Samtidig flyder livet forbi: løbere, der pisker rundt om søerne, og snakkende venner, der spadserer forbi.
Bliver du hængende længe nok, kan du opleve skiftet. Fra gyldne stråler til stjernehimmel, næsten som en forestilling, der kunne foregå inde i Planetariet bagved.
Postkortværdig stemning og sol
11. Krøyers Plads på Christianshavn / Sol til mellem kl. 20 og 21
På de varme sommerdage kan Krøyers Plads ligne en menneskelig myretue. Kajen og træbryggen bliver indtaget af håndklæder, solbadere og vandhunde.
Om dagen ligger folk side om side og lader solen bage. Men om aftenen er området også oplagt, hvis du vil vride de sidste solstråler ud af dagen, når lyset bliver blødere og UV-indekset daler.
Arkitekturen omkring pladsen er en blanding af moderne etageejendomme og gamle pakhuse – og udsigten byder på det inderste af byen med fin udsigt til den irgrønne Toldkammerbygning på modsatte side af havnen.
Tag et spil Uno eller backgammon under armen, måske noget koldt at drikke, og slå dig ned på kajen.
Både happy og golden hour
12. På kajen ved Reffen på Refshaleøen / Sol til efter kl. 21
Refshaleøen var engang hjemsted for det store skibsværft B&W. I dag er det et trækplaster for sommerglade københavnere og gæster i byen, der søger sol, vand og lidt mere plads omkring sig.
På kajen foran Reffen Street Food står liggestolene side om side om sommeren – klar til at blive indtaget. Her kan du læne dig tilbage, få sol på kinderne og i ro og mag beslutte dig for, hvilken bod der skal levere aftensmaden.
Mens du sidder der, sænker solen sig over havnen, og udsigten åbner sig som et panorama med udsigt til Langelinie og Kastellet og en smuk silhuet af byens spir og tårne helt til solnedgang.



